Fra sørgebind til Facebook - når vi mister en vi elsker

Ingen af os undgår at støde ind i døden, enten når den rammer hos vores kære eller hos os selv – og selv om dette er ens for alle, er vores sorg forskellig uanset køn og alder

Fra sørgebind til Facebook - når vi mister en vi elsker

Måden at takle og vise sorg på, er forskellig fra kultur til kultur, men også vores måde at sørge på forandrer sig. For 100 år siden bar de, der havde mistet en pårørende sørgebind og slør, for på den måde at gøre opmærksom på sin sorg. I dag viser vi vores sorg ved at tænde lys og skrive om den afdøde på nettet, hvad enten det er Facebook eller på specielle mindesider.

Læs også: Børn og voksne sørger forskelligt

Vi sørger ikke i faser

På samme måde sker der forandringer i den måde lægerne og psykologerne forklarer selve sorgprocessen på. For år tilbage, talte man om sorgens faser, mens man i dag taler om ’coping’ eller på dansk ’håndtering’, og som forklaring benytter fagfolkene sig af det, der kaldes ’tosporsmodellen’. En form for sorgbearbejdning hvor man kan bevæge sig ind og ud af sorgens følelser.

"I dag ved man, at sorg ikke er noget, der kan overstås, men noget man skal lære at leve med"

Ind og ud af sorgens følelser

Maja O’Connor, der er Adjunkt ved Psykologisk Institut på Aarhus universitet, har gennem en årrække undersøgt, hvordan vi takler vores sorg. Når O’Connor, skal forklare det moderne menneskes sorgarbejde, så fortæller hun, at det meget ofte - billedligt talt - foregår i to spor, og den har da også fået navnet ’2 spors modellen’. I dag har man nu fundet ud af, at mange kan få det bedre af ikke udelukkende at hænge fast i de smertefulde følelser, men derimod holde helt fri fra sorgens følelser.

”Hvis man ser på de to spor, er der plads til et sorgforløb, som mange i vores kultur gennemlever, hvor processen på den ene side er, at frigøre sig i forhold til den person, man har mistet – og på den anden side skabe en ny tilknytning til den kære, som ikke længere er fysisk tilstede. Frigørelsen består i at føle savnet, opleve det tomrum, den afdøde har efterladt i vores verden og komme til tåls med alle tankerne om og følelserne af skyld, lettelse, vrede og fortvivlelse, som dødsfaldet har medført” siger Maja O’Connor.

Læs også: Poul Nyrup - Min datters sygdom har bestemt min næste kurs

to_spors modellen_sorg.jpg

Helle Høstrup, en kvinde i 50’erne, laver f.eks. en opdatering på sin Facebook profil og blog, da hun en tid efter sin mors død er på vej hjem fra en ferierejse. Under overskriften ’Tilbage til fremtiden’ skriver hun:
”Ferieroen blæser væk. Og langsomt er jeg på vej tilbage til den fremtid, som min mor ikke er en del af. Hun vil ikke slå hænderne sammen og udbryde: Neeej, hvor er dit hår blevet lyst – og hvor er du blevet langhåret. Det lykkedes mig at lade lidt som om. Det lykkedes at holde en slags feriefred og smile til verden. Blive optaget af et lille hjørne og nyde, at dagene gik, som de gik. Det har hjulpet, at verden er så ufatteligt smuk ved Comosøen” (….) I morgen flyver jeg hjem og krammer min familie. Og møder verden igen. Uden min mor.”

Helle bevæger sig netop ud og ind af sorgens følelser, tager på ferie og oplever, at hun ved at opleve ny og smuk natur, for en tid kan glemme sin sorg, men konstaterer også, at hun ved, at hun i de vante omgivelser hjemme igen må forholde sig til sorgen.

Bevar de gode minder

O’Connor forklarer:

” Man kan på den ene side i kortere eller længere tid fortvivles i sorg, og fokusere på tabet af sin elskede, for så indimellem at holde et ’frikvarter’ fra sorgen og langsomt begynde at deltage i den nye dagligdag, hvor der er fokus på det liv, man fremover skal leve. Denne vekslen mellem de to spor, bidrager til, at man lidt efter lidt kan vænne sig til det tab man har lidt.

Tag den afdøde med ind  i livet

Langsomt bliver tabet en del af ens historie og dermed af den person, man nu er. Nogle gør sig helt fri af den afdøde, men mange efterladte bliver ved med at have den afdøde med sig i det liv, der er tilbage at leve. Det nye bånd til den afdøde består altså i, igen at huske alle de gode stunder og at få den afdøde placeret ind i vort forsatte liv. Mange, som f.eks. har mistet en ægtefælle, vil inde i hovedet eller højt fortsætte med at tale med den døde og tage vedkommende med på råd, og opleve det som en helt naturlig hensigtsmæssig måde at leve livet videre på.

Mindegenstande

Mange børn kan blive ved med at gå og snakke med den afdøde mor og omformer hende til en slags skytsengel, som våger over dem og rådgiver dem, når de står i svære situationer. De har også tit en række mindegenstande, som de tager frem, når de har brug for morens nærhed og trøst. Og voksne gør det samme når de f.eks. opsøger kirkegården, bænken man kyssede på, eller passer den afdødes ynglings staude i haven.”

Nettet, et sted for minder og sorgbearbejdning

Kigger man på de sociale medier, så er det også her, at mennesker arbejder med deres sorg. Nettet, er fyldt med mindesider, med nekrologer, talen fra præsten og virtuelle lys, som bliver tændt for de døde på dertil indrettede sider. Andre pårørende undlader at slette den dødes Facebook profil, og man kan gå ind og se på vedkommendes billeder og ytringer gennem tiden. cand. psych. Niels Peter Agger peger på, at nettet har fået samme funktion som datidens sorte dragter og armbind.

”Mange moderne mennesker deler deres sorg og mindes den døde på nettet. De fastholder vedkommendes historie i tekst og billeder, alt sammen mens de kan modtage omverdenens reaktioner. Og det passer til de nye sorgteorier, som har fokus på, at vi på mange måder tager de afdøde med videre i vores fremtidige liv - at vi så at sige holder på dem, ved at fortælle om deres liv og vores sorg ved at bruge internettet når vi skriver om dem. Den sorgproces er en form for oprydning, hvor vi med tiden får skabt os nogle billeder og en historie, som kan få en plads i det liv, der skal leves efter tabet af den kære. På den måde bliver personen en del af vores fremtid og dermed også vores egen livshistorie, som den fortsætter.

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke