Fuldkorn giver længere liv

Fuldkorn fra blandt andet morgenmadsprodukter og brød har en beskyttende effekt i forhold til sygdomme som kræft, diabetes og hjertekarsygdomme.

Fuldkorn giver længere liv

Hellere fuldkorn end ingen fuldkorn

Det viser en stor amerikansk undersøgelse. Brød og andre kornprodukter er ellers blevet dømt ude af mange, og i en del populære kure gælder det primært om ikke at spise kulhydrater fra korn. Men det er altså ikke en kost, man skal vælge for sin sundheds skyld. Ifølge det amerikanske studie har folk, der spiser meget fuldkorn, mindre risiko for tidlig død end dem, der kun spiser lidt fuldkorn.

Læs også: Grov kost slanker og forebygger sygdom

17 procent lavere dødelighed 

Undersøgelsen bygger på oplysninger fra 367.442 amerikanere, der er blevet fulgt i gennemsnitligt 14 år. Ved studiets start blev de bedt om at udfylde et spørgeskema om blandt andet kostvaner. De personer, der spiste mest fuldkorn, havde 17 procent lavere dødelighed gennem de følgende år sammenlignet med dem, der spiste mindst fuldkorn.

For kræft specifikt var et højt indtag af fuldkorn forbundet med 15 procent lavere risiko for at dø af kræft i opfølgningsperioden.

Tallene er justeret for forhold som rygning, overvægt, øvrige kostvaner og fysisk aktivitet.

Læs også: Spis rigtig og forebyg kræft

Denne artikel er lavet i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse læs mere på cancer.dk

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke