Fuldmånen forringer vores søvn

Vi sover ikke lige så dybt eller længe når der er fuldmåne udenfor

Fuldmånen forringer vores søvn

Der findes mange myter om fuldmånens negative påvirkning af os mennesker. Men skal man tro ny forskning, er det ikke alt, der er pure opspind - det lader nemlig til, at fuldmånen får os til at sove dårligere.

Læs mere: Du er slave af din døgnrytme

Fuldmåne giver mindre dyb søvn

Det er schweiziske forskere fra universitetet i Basel, som er kommet med den opsigtsvækkende konklusion, der bygger på et studie af 33 menneskers søvnmønstre.

Her viste det sig, at forsøgsdeltagerne i dagene før, under og efter fuldmåne sov hele 30 procent mindre dybt og 20 minutter kortere end ellers. Samtidig tog det i gennemsnit fem minutter længere for den enkelte at falde i søvn, og deltagerne følte sig desuden generelt mere trætte i dagtimerne.

Forsøgsdeltagerne var ikke klar over, hvad forskerne undersøgte, og de sov i rum uden vinduer.

Da menneskers søvnmønstre er meget forskellige, er der dog brug for yderligere forskning i emnet for at kunne være helt sikker på, at der er tale om en generelt påvirkning.

Kilde: Videnskab.dk

Læs mere: Vintermørket rammer kvinder hårdest

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke