Genopfyld dine depoter - de mentale og fysiske depoter

Foråret er for alvor i gang. Alting blomstrer, fuglene fløjter og motorcyklerne snurrer på de danske landeveje. Plæneklipperne kører om kap i villakvartererne og vasketøjet hænger ude. Men er du én af dem, som stadig ikke har fundet overskuddet frem og ikke helt kan finde energien, så er du langt fra alene.

Genopfyld dine depoter - de mentale og fysiske depoter

Ifølge en svensk undersøgelse lider cirka 25 pct. af den nordiske befolkning af forårstræthed. Så her er nogle tips til, hvordan du kan få genopfyldt depoterne. Både de mentale, fysiske og fedtopløselige af slagsen.

At genopfylde depoterne handler også om at få fyldt op på den mentale og fysiske konto, som måske har ligget lidt i dvale over vinteren. De korte dage og det kølige vintervejr har naturligt nok givet større trang til at krybe sammen i sofaen med varme drikke og lidt til den søde tand, så der er måske en samvittighed, der nager og minder om måneders inaktivitet. Så hvordan får man energien og lysten til bevægelse op på et sommerligt niveau, og hvordan får man taget de første skridt mod mere fysisk aktivitet, glæde og mental styrkelse i hverdagen? Det handler for det første ikke om at gøre alting på én gang. Lav realistiske forventninger til dig selv. Lad være med at stresse over alt det ”man bør gøre”, så snart det er forår, men start på en frisk og udnyt de små muligheder, som hele tiden opstår.

LuftVi kender alle sammen det velbehag, det medfører at indånde en stor mængde frisk morgenluft ud gennem soveværelsevinduet eller køkkendøren. Det er vigtigt at få taget nogle gode, dybe indåndinger frisk luft flere gange om dagen, så du ikke går og trækker vejret overfladisk og genbruger den gamle luft. Det sætter gang i en række negative processer i kroppen, hvorimod dybe, rolige vejrtrækninger, hvor du puster godt ud og får tømt lungerne helt, gavner dig både her og nu og på længere sigt. At forårsluften så oven i købet dufter himmelsk en kølig forårsmorgen er absolut balsam for sjælen.

LatterDet kan virke skørt at foreslå dig at grine. Især hvis du ikke umiddelbart har noget at grine af. Men glædeshormonerne serotonin og endorfin har svært ved at regne ud, om du griner, fordi der virkelig er noget at grine af, eller om du griner kunstigt for at tvinge det gode humør frem fra gemmerne. Slå derfor en god latter op og lur mig, om ikke du smitter dig selv og dine omgivelser. Udskillelsen af glædeshormonerne i hjernen får dig med garanti til at føle mere lykke og fortæller samtidig kroppen, at den kan slappe af og stresse ned, hvilket i sig selv kickstarter en lang række andre positive processer, bl.a. bedre søvn og nedsat kortisolniveau, som ellers stresser og tærer på kroppen.

LysDe lyse dage og aftener er ren helse for sjælen, og dagslys i det hele taget er med til at styrke det gode humør og produktionen af melatonin. Netop melatoninen er en vigtig faktor for vores døgnrytme og søvnkvalitet, så sørg for at kom ud i vejret hver dag, så du opbygger en naturlig træthed. Alene det at komme ud af huset eller lejligheden, hvor du dagligt opholder dig, har en positiv effekt, og man ser anderledes på tingene, når man har været hjemmefra. Også selvom det kun er i 20 minutter.

PulsLigesom når du griner, så udløses der også endorfiner, når vi er i bevægelse. Glædeshormonet har faktisk en morfinlignende effekt, som giver øget velbehag. Hvad end du finder på at foretage dig, om det er en rask gåtur, en løbetur, boldspil eller havearbejde, så forsøg at få pulsen godt op, så hjertet og kredsløbet bliver pumpet godt igennem. En høj puls giver friske kinder og smil på læben, og så skal du øve dig i at se sved på panden som din gode ven. Den er tegn på, at du gør det rigtige. Faktisk stimulerer du samtidig hjernen til bedre hukommelse og hurtigere indlæring. Prøv at få minimum en halv times intensiv bevægelse om dagen, hvor du bliver forpustet. Børn bør bevæge sig det dobbelte, altså en time dagligt.

SøvnRestitution i form af god søvn er en af de vigtigste parametre for vores velbefindende og helbred i øvrigt. Uden tilstrækkelig søvn bliver vi trætte, gnavne og uoplagte og samtidig dårligere til en lang række basale ting, såsom at koncentrere os, lære nyt, kommunikere og tolke andre. Vores organer sættes også under pres, fordi søvnfasen ellers bruges på udrensning, genopbygning og udskillelse af vigtige vækst- og kønshormoner. Får man ikke den dybe søvn i en længere periode,  kan nogle af kroppens funktioner blive nedsat.

Søvnen bruges også til at bearbejde og lagre dagens oplevelser og indtryk, så vi kan huske dem og give dem en plads i livets større sammenhæng. Uden tilstrækkelig søvn over en længere periode kan du således få en følelse af at leve i en osteklokke, hvor du ikke kan huske dagen i går eller overskue dagen i morgen.  Så selvom vi går de lange lyse aftener i møde, så sørg for at få minimum syv til otte timer på langs inden vækkeuret ringer. Og sov så vidt muligt i et mørkt og afkølet rum uden elektroniske apparater som computere, mobiltelefoner og fjernsyn. Afprøv også om ikke du sover bedre, hvis du holder dig fra store portioner mad i 2-3 timer inden sengetid.

LydeForåret er en sansefest for øregangene, hvis man ellers lytter efter. Det er forskelligt fra person til person hvilke lyder, der vækker glæde, men opsøg det, der gør dig i godt humør. Måske er det fuglenes henrykte kommunikeren med hinanden. Bådsmasternes tovværk og snore som spiller i vinden på en havn. Glade børn på rulleskøjter. Kåde motorcykler, der suser forbi eller en plæneklipper i det fjerne. Måske er det noget bestemt musik, som genopfylder dine depoter og bringer gode minder. 

TankerHvis tanker får frit løb, løber de hurtigt løbsk. Det kan være en fordel, hvis du gennemgår en kreativ proces, men hvis tankerne er af negativ eller tyngende karakter, er det vigtigt at få dem tøjlet. Det kan være negative tanker om dig selv, der dræner dit selvværd og får frit spil til at vokse sig ud af proportioner, hvis du lader dem. Tanker om dine nærmeste eller en bekendt, du er kommet på kant med. Det er vigtigt at gøre en aktiv indsats for at rydde ud i dem, før de gror fast og bliver til meninger, der ikke kan rokkes ved. Måske sidder du og venter på, at nogen ringer eller opsøger dig. Sker dette ikke, kan det let give en følelse af, at andre er ligeglade med dig eller ikke ønsker dit selskab. Grib selv telefonen og ring. Måske har de det på samme måde, eller måske er de travlt optaget med gøremål, som ikke giver så meget tid til at være opsøgende.  Væn dig til at tænke gode tanker om dig selv og andre.

Om ekspertenChristina Bjørn er uddannet kostvejleder fra Suhrs Seminarium og har specielt fokus på den humane ernæring og dens påvirkning af krop og sind. Hun er specialiseret inden for sundhedskommunikation. Hun er desuden FISAF-uddannet fitnessinstruktør. Læs mere om hende på www.christinabjorn.dk.





Få de seneste artikler direkte i din indbakke