Glemte du næsten, at du er gravid?

Det er almindeligt, at man i starten af graviditeten har et meget abstrakt forhold til det at være gravid. Man hører sig selv sige det til venner og bekendte, - og nogle gange kommer der nærmest en genklang i ens hoved, der siger: ”Ja, det er rigtigt! Jeg er gravid.”

Glemte du næsten, at du er gravid?

For det kan være svært helt at fatte det. Og er du en af de kvinder, der ikke har mange graviditetsgener, så kan det være endnu sværere at forholde sig til fakta, i de første måneder af graviditeten.

De første møder med barnet

Efter den første scanning bliver det straks mindre abstrakt. Nu har du set barnet, og det ligner jo rigtig meget et barn, – og så alligevel ikke, for du kunne ikke ’rigtig’ se ham eller hende. Hvordan ser hun egentlig mere præcist ud. Hvem ligner hun? Har hun arvet din næse, dine ører eller hvad du nu lige kan komme i tanker om. Og tanker er der nok af som gravid…

Læs også: Flere er angste for at føde

Når baby begynder at bevæge sig

Når dit barn så cirka midt i graviditeten begynder at bevæge sig i din mave, så bliver det straks en lille smule mere virkeligt, for nu kan du også mærke det. Og din tanker kredser ikke kun om barnet, når du er vågen, men også om natten. Du kan have de mest mærkelige drømme, for din underbevidsthed prøver ihærdigt at gøre dit barn så konkret som muligt.

Drømme fyldt med frygt

Den norske psykolog Lisbeth Brudal har forsket i gravides drømme og fandt frem til at 80 procent af gravide kvinders drømme handler om frygt. Rigtig mange oplever, at de drømmer meget mere, efter de er blevet gravide, og de drømmer om, at der er noget i vejen med barnet, at partneren forlader dem, at de ikke kan klare sig økonomisk, at fødslen bliver vanskelig, og at de mister kontrollen under fødslen.

Læs også: Kendt jordemoder giver mere tryghed

Tal om drømmene

For mange gravide er det svært at få snakket om disse drømme, for de synes ikke, at de møder andre, der kan fortælle om de samme skræmmende oplevelser. Men følelserne af frygt er helt almindelige i denne periode. Det bedste du kan gøre er at få snakket med din partner og gerne med andre gravide om de skræmmende drømme. Det er den bedste måde, at få beroliget dig selv på. Og husk endelig, at det er helt normalt.

Drømmene forandrer sig

De fantasier og billeder som din hjerne laver af dit barn, forandrer sig gennem graviditeten. De tager for alvor fat omkring 20. uge og dine tanker kredser rigtig meget om barnet frem til cirka 32. uge. Nu er der små to måneder, til du skal føde, og så oplever du måske, at du frem til fødslen har timelange perioder, hvor du ’glemmer’ dit barn. At du for eksempel støder ind i andre med maven, som om du fuldstændigt har glemt, at den er der. Nogle forklarer denne glemsel med, at barnet nu fylder så meget og ligger mere stille, så de manglende spark gør, at man ’glemmer’ barnet. Andre, for eksempel psykologen Daniel Stern, forklarer, at den gravide fra naturens side, helt naturligt, holder op med at have så mange fantasier om barnet. Det skyldes, at du som mor nu skal til at være oprigtig klar til at møde dit kommende virkelige barn, og du skal være beredt på, at det ikke er det barn, du som gravid har fantaseret om, men det er det rigtige, virkelige barn, som du nu skal møde ved fødslen og lære at kende i tiden herefter. Så der er intet usædvanligt i, at ’glemme’, at man er gravid, hverken i starten eller i slutningen af graviditeten.

Gravide drømme:

  1. Det er almindeligt, at du som gravid drømmer mere end før graviditeten.
  2. De drømme, du har som gravid, adskiller sig typisk fra drømme, du ellers har.
  3. Fire ud af fem gravide har drømme, der handler om frygt.
  4. Du drømmer cirka 1/5 af den tid, du sover.
  5. Mod slutningen af graviditeten drømmer dit barn også.

Denne artikel er bragt i samarbejde med sundhedsplejersken.dk



Få de seneste artikler direkte i din indbakke