Gør dig fri af jalousi

Lær at takle din egen og andres jalousi, så den ikke skader dig eller du reagerer ved at være vred og nedladende over for den du er jaloux på

Gør dig fri af jalousi

Det er vigtigt både at vedkende sig og lære at takle sin egen og andres jalousi. Så du ikke skader andre ved at afreagere i det skjulte, f.eks. ved at bagtale og manipulere. Eller åbent ved at latterliggøre, være negativ, vred og nedladende over for den, du er jaloux på.

Andres jalousi er lige så vigtig at forstå og forholde sig til, så du ikke ligger under for eller ligefrem skades af den.

”Jalousi er skadelig for dine relationer og dig selv. Nogle kan leve med voldsomme spændinger hele livet, uden at det generer deres helbred. Andre går ned med stress eller får depression, hvis de er disponeret for det,” siger autoriseret psykolog Vibeke Frederiksen.

Læs mere: Når kvinde er kvinde værst

Jalousi - start med dig selv

Hun opfordrer til, at du håndterer jalousi ved at blive på din egen banehalvdel ved at finde ud af, hvordan du har det med den, og hvad du kan og vil gøre ved jalousien.

”Hvis ikke du har det godt, så er relationen måske skadelig for dig. Dem, der afreagerer i det skjulte ved at hævne sig, skal gøre sig klart, om det giver en reel tilfredsstillelse. De færreste ser tilbage på livet og tænker, at de skulle have skadet og bagtalt andre lidt mere. Derfor er det godt at spørge sig selv.

  • Har jeg brug for at sladre og latterliggøre andre?
  • Tilfredsstiller det mig i forhold til det som er mit egentlige behov?
  • Eller giver min adfærd kun en tilfredsstillelse i øjeblikket - som efterfølgende afløses af en skidt fornemmelse af mig selv, fordi jeg måske går imod de værdier jeg har for, hvordan livet skal leves?

Ubevidst jalousi

Nogle gange, hverken vil eller kan vi vedkende os, at vi er jaloux. Det er svært at takle ubevidst jalousi, hvor enten vi eller den anden ikke er klar over at der er jalousi på spil.

Man kan ikke takle sin egen ubevidste jalousi. Når man ikke ved det, kan man jo ikke gøre noget ved det. Og de færreste bryder sig om at finde ud af det ved at få en lige højre af andre, der gør opmærksom på det.

”Derfor er det svært at komme med sandheden til en, som ikke ser på sig selv. Der skal helst være et vist element af erkendelse. Ellers er det bedre at spørge ind til tingene i stedet for at komme med ’sandheder’. Det handler om at skabe mulighed for at vedkommende selv kan få øje på det. Man kan jo også tage fejl. Det kan handle om noget helt andet for den anden, som man selv er blind for. I stedet for at sige: Jeg oplever, at du er frygtelig jaloux, kan du f.eks. spørge: Hvad handler det her om?” siger Vibeke Frederiksen.

Læs mere: Få bugt med vreden og brug den godt

Tag afstand fra andres jalousi

Udsættes man gentagne gange for en andens meget stærke jalousi-angreb uden at kunne ændre noget, foreslår hun, at man afgrænser sig fra vedkommende.

”Først vil jeg overveje, om jeg opfører mig sobert over for den anden. Men jeg vil også lægge distance og ikke lade det komme for tæt på - med mindre det er en relation, jeg næsten ikke kan undgå eller har brug for. Så vil jeg måske spørge: Hvad synes du, at jeg ikke har øje for?
Ofte er det jo en, der bokser med sine egne følelser. Man er ikke ansvarlig for andres følelser og opførsel, men man kan jo hjælpe den anden ved at spørge: Er der noget eller giver jeg for lidt plads til dig?” foreslår Vibeke Frederiksen.

Læs mere: Sådan styrker I jeres parforhold

Læg ord på og vær ærlig

Et middel imod jalousi er, at være ærlig og sige tingene lige ud.

”Føler du, at du får for lidt opmærksomhed, så kan du bede om den ved at sige: Jeg har brug for taletid, at vi deler den mere lige - eller - nogle gange føler jeg, at du ikke har lyst til at lytte til mig?
Jalousi er en følelse af, at den anden får eller giver noget til andre, som du gerne selv vil have,” siger Vibeke Frederiksen.

I et parforhold kan kvinden være jaloux over hans arbejdsliv, hvis han er meget væk og dybt engageret, mens hun tager det største slid med børnene.

”Så må hun kigge på det og sørge for at blive hørt. Spørge sig selv, om hun kan leve med at sætte sine drømme lidt på hold i nogle år eller om hun skal handle på det nu. Dét er der mere positiv kraft i at overveje. Desuden gavner det at tale om tingene og om følelserne. Måske er det kun i en periode, at behov og drømme må tilsidesættes. Der kan være brug for at sætte nogle grænser i forhold til arbejdsfordeling. Give og tage. Komme hinanden bedre i møde,” forklarer Vibeke Frederiksen.

Du kan blive indebrændt i relationen med partneren, hvis du pakker jalousi-følelsen væk i stedet for at kigge på den. Finde ud af, hvad den handler om og få lagt ord på.

”Måske har du bare brug for at få lov til at begræde det, møde sympati og leve videre med det, fordi du vurderer det er bedst lige nu. Men det er så vigtigt at blive hørt – føle at en anden kommer en i møde og forstår,” pointerer psykologen.

Læs mere: 5 fordele ved at være sammen men bo hver for sig

Utroskab og jalousi

Det er sundt og naturligt, at ens tillid er lille, hvis partneren har været utro. Det kan kun overvindes over tid. Der kan være en periode, hvor den der har svigtet må være grundig med at redegøre for, hvad han eller hun foretager sig.

Utroskaben kan handle om behov, der ikke er blevet mødt. Måske er seksualiteten ikke på plads. Eller I aldrig har tid til hinanden, fordi arbejde og børn altid kommer i første række. Så må I lære, hvordan I kan møde hinanden bedre. Med bekræftelse, opmærksomhed, nærvær og intimitet.

”Du kan blive jaloux på dine børn, hvis deres behov altid kommer først, så du aldrig får opfyldt dine egne. Jalousi mister grebet, hvis du bliver bevidst om, hvad den handler om, hver gang den stikker hovedet frem. I alle forhold er der kompromisser. Men du skal ikke falde fra hinanden som menneske ved at acceptere for meget, som du ikke synes er acceptabelt. For det kan bringe afsky og had op i en relation. Man skal tage et hensyn til hinanden, der er rimeligt,” siger Vibeke Frederiksen.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke