GOOD COP vs BAD COP

De fleste forældre kender situationen, hvor den ene bliver strammer, den anden slapper. En hæver stemmen, og den anden trøster. Her er bud på, hvad man kan gøre for at skabe bedre balance mellem bad cop og good cop.

GOOD COP vs BAD COP

Det er fredag aften. Endelig weekend. Børnene hygger, spiser slik og ser Disney Sjov. I har lavet en aftale om, at når disney-sjov er slut, skal børnene i seng. Men kl 20 har ingen af børnene lyst til at sove. Nu begynder plageriet. “Ååååhr! Må vi ikke nok blive oppe lidt længere?”

Mor siger nej. Hun ved, børnene bliver trætte næste dag, og synes, det er vigtigt, de kommer i seng til den aftalte tid. Mere plageri… Far kommer på banen og siger til mor: ”Kan de ikke nok være oppe lidt længere? Det er fredag og weekend…”

 

FAR MOD MOR MOD FAR

I mange familier er der en eftergivende forælder og en mere skrap forælder. Og det kan indimellem få bølgerne til at gå højt. Der vil typisk opstå uenighed om, hvordan regler og konflikter bedst løses og håndhæves og som i eksemplet ovenfor kan forældrene komme til at modarbejde hinanden i stedet for at samarbejde og støtte hinanden.

Det kan heldigvis ændres. For i mange tilfælde trives ingen af forældrene med deres rolle. Det er stereotyper, de mere eller mindre tilfældigt er havnet i. I virkeligheden er både strammeren og slapperen mere nuanceret og sammensat.

 

OND CIRKEL AF UENIGHED

Ubalancen kan være opstået ubevidst og ligeså langsomt have sneget sig ind i familien.

Jo skrappere, den ene forældre bliver, des mere eftergivende bliver den anden. Og så ruller snebolden. Den ene skælder ud, den anden glatter ud og trøster.

 

Hvis det er sådan hjemme hos jer, kan I prøve at bryde cirklen således:

  • Bliv bevidste om, hvem der pr automatik gør hvad i en tilspidset situation.

  • Tal om at i faktisk ikke ønsker denne rollefordeling.

  • Tal om at i gerne vil støtte hinanden i stedet for at modarbejde.

 

Når der er opstået en ubalance, gælder det om at genoprette balancen. Det gør i bedst ved begge at skrue lidt op og lidt ned. I praksis betyder det, at den skrappe skal øve sig på at være mindre skrap og mere eftergivende, den milde skal øve sig på at være mere tydelig.

 

På den måde får selv meget forskellige forældre løst op for deres fastlåste roller i familien. Og på den måde bliver det lettere at støtte og hjælpe hinanden, når familielivet bliver udfordrende.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke