Gravid og angst...

Kan man være angst og blive mor? Nej, var Lise Krygers eget svar. Hun har lidt af social angst siden hun var teenager, og tanken om moderskab var meget fjern. Men lysten kom alligevel snigende, og efter et par år med mislykkede graviditetsforsøg og fertilitetsbehandling fik hun en lille søn. Perioden var hård. Men det kan lade sig gøre, hvis du passer på dig selv og går lidt på kompromis med livet.

Gravid og angst

Mor på min egen måde En sommerdag i 2009 står Lise Kryger foran sin gadedør med sin nyfødte søn. Hun er på vej til mødregruppe for første gang. Men hun går i stå. Benene vil ikke transportere hende længere. Hjertet hamrer, kroppen ryster og tårerne står ud. Hun ringer på døren og får sin mand til at lukke sig ind igen.

Lise Kryger har ikke på noget tidspunkt haft lyst til at deltage i mødregruppe. Hun er bange for at bryde sammen og være nødsaget til at fortælle om sin angst. Bange for, at de andre kvinder skal se på hende med andre øjne end som glad nybagt mor. Det er sundhedsplejersken, der præsenterer idéen om mødregruppe. Lise fortæller, at hun ikke har lyst til at deltage og forklarer, at det skyldes, at hun har social angst. Sådan en situation har sundhedsplejersken aldrig stået i før, men hun synes nu stadig, det vil være en god idé for Lise at deltage.

Da Lise fortæller hende om episoden foran gadedøren, siger sundhedsplejersken, at det er vigtigt, at Lise har det godt som mor, så hvis det er uden mødregruppe, skal det selvfølgelig være sådan.

“Det er en kæmpe lettelse at få lov til at være mor på min egen måde”, fortæller Lise Kryger.

Inden livet som mor begynder, er der gået mange år forud med angst og fertilitetsbehandling og en fornemmelse af aldrig at kunne blive mor.

“Jeg har altid tænkt, at ‘det sker aldrig for mig. Man kan ikke være angst og blive mor”, fortæller Lise Kryger. Da håbet om et barn alligevel begynder at spire, skal det vise sig ikke at være helt nemt.

 

Den ukendte angst Lise Kryger får sit første angstanfald i slutningen af 9. klasse.

“På det tidspunkt ved jeg ikke noget om angst, og jeg ved ikke, hvad det er, jeg oplever”, fortæller Lise. Det viser sig flere år senere, at hun har social angst. Men det er hun ikke bevidst om som ung:

“Jeg har en følelse af at miste kontrollen over mig selv, ikke at kunne være stærk. Og jeg er bange for at folk opdager, at jeg ikke er stærk. For hvis jeg ikke er stærk, er jeg jo svag.”

Angsten begynder at slå ud i alle tænkelige sociale situationer. Sammen med sin familie og venner, når hun går ned ad gangen, er i skole og til fødselsdage.

“Jeg er bange for, at folk synes, jeg er mærkelig og en outsider.”

Lise holder sin angst for sig selv. Som 17-årig begynder hun dog at gå til psykolog. Men på det tidspunkt ved man ikke ret meget om angst.

“På dette tidspunkt er kognitiv terapi ikke særligt udbredt, så det er traditionel psykoterapi, jeg får. Men angsten bliver ved, for jeg får ikke redskaber til at stoppe de negative tanker og angstspiraler, jeg ryger ind i.”

Angsten gør det også svært for Lise at finde en uddannelse, hvor hun kan fungere. De fleste uddannelser er meget sociale med oplæg i klasserne og sociale arrangementer.

“Indtil jeg er 30, er der ikke et tidspunkt, hvor angst ikke er inde i billedet”, fortæller Lise.

 

Erkendelsen af angsten Men efter skæringspunktet omkring de 30 år begynder der at ske gode ting. Lise får noget medicin, som virker mod angsten, hun er gået i gang med en uddannelse som mediegrafiker og finder et aftenkursus om angst på Fobiskolen.

“Jeg finder for første gang ud af, hvad angst er. Og det går op for mig, at man kan arbejde med angsten,” fortæller Lise, som et par år efter begynder i kognitiv terapi.

“Det bliver klart for mig, hvor intenst man kan arbejde med angsten uden at arbejde med en masse andre ting. Jeg får sat struktur på nogle tanker. Det er et stort skridt på vejen.”

I mellemtiden i 2002 møder Lise sin nuværende mand, som bliver hendes urokkelige støtte.

“Jeg havde besluttet mig for, at den næste mand, jeg møder, skal vide alt om mig og min angst. Jeg vil ikke længere foregive at være en anden, end jeg er. Så det er lidt en lakmusprøve. Men han rummer det heldigvis 100 procent”, fortæller Lise.

 

De blå streger Det går godt med Lise og hendes kæreste, og efter fire års forhold beslutter de sig for at forsøge at få et barn. De prøver på egen hånd i et års tid, uden held. Undersøgelser viser ellers, at der ikke er noget galt. De begynder i fertilitetsbehandling, men efter et år er det stadig intet resultat. Lise er ikke i tvivl om, at det er angsten, der blokerer for en graviditet.

“Under behandlingen bliver jeg proppet med hormoner, som sparker til angsten. Min krop er i konstant alarmberedskab med indre uro og hjertebanken. Angsten kører fuldstændig op og ned, jeg kan slet ikke styre det.”

Lise og hendes mand holder en pause og får lidt luft fra behandlingerne.

“Det er egentlig en god periode. Vi flytter fra et sted, vi ikke bryder os om, til et sted, hvor vi kommer til at elske at bo. Og min far var blevet erklæret rask fra en kræftsygdom.”

I efteråret 2008 giver Lise og Peter fertilitetsbehandlingen endnu et forsøg. Der er ét af Lises æg tilbage fra den sidste behandling. Og så bliver hun gravid.

“Jeg tager 10-12 graviditetstests, som alle er fyldt med blå streger,” griner Lise.

 

Glæde og sorg Glæden bliver dog hurtigt hårdt udfordret. Tre dage efter de positive graviditetstests får Lise besked om, at hendes fars kræftsygdom er vendt tilbage. På trods af, at han for nylig er blevet erklæret rask, har kræften snydt ham, og den er nu så fremskreden, at han kun har få måneder tilbage at leve i.

“Det er en mærkelig tid, for der er både glæde over graviditeten og en stor sorg over, at jeg snart skal miste min far. Og over, at han aldrig vil nå at se sit barnebarn.”

Lægernes forudsigelse holder desværre stik. Da Lise er tre måneder henne, dør hendes far.

“Det er svært at være så ked af det”, fortæller Lise, som af psykologer bliver anbefalet ikke at gå for meget ind i angst- og stresseksponeringer i kølvandet på farens død. Det vil være belastende for hendes gravide krop, hvis hun stresser for meget oven i sorgprocessen.

“En psykolog råder mig i stedet til at gå all-in på at nyde graviditeten. Købe babytøj og graviditetsblade og indrette børneværelse. Og det hjælper faktisk. Men det betyder også, at jeg afskærer mange kontakter i den periode. Jeg kan ikke overskue at tage andre ind i mit liv. Selvom det er hårdt, føles det som det rigtige at gøre,” fortæller Lise, som erkender, at den isolerede gravid-boble også har en skyggeside.

“Det er også ekstremt ensomt. Andre gravide synes, det er irriterende, at folk kommenterer deres mave og gerne vil røre den. Jeg vil ønske, jeg kan give nogen lov til at røre ved min mave.”

Gode råd fra Lise Kryger til gravide med angst

  • Få så meget støtte som overhovedet muligt. Søg selvhjælpsgrupper for gravide med angst eller opret din egen gruppe på nettet, hvor du kan tale med kvinder i samme situation. Få snakket og grædt og find gode strategier til at håndtere den periode, hvor du er gravid. Opsøg evt. hjemmesiden slipangsten.dk for hjælp og vejledning.
  • Sig det højt til dem, der er tæt på, familie og venner. Fortæl, at der er angst med i spillet. Og få lettet presset ved at fortælle om de dårlige oplevelser. Jo mere det ophober sig, jo værre.
  • Kernen af mennesker omkring dig skal være med på, at der er ting du ikke vil deltage i.
  • Brug mindfulness-teknikker til afstresning. Det er særligt godt i graviditetsfasen, bl.a. fordi det er så afslappende. Du lærer at være til stede i øjeblikket og ikke lade tankerne køre med bekymringer for fortid eller fremtid.

Det hårde år Lise Kryger har tidligere i sit liv taget medicin mod angst. Men både under fertilitetsbehandlingen og graviditeten vælger hun ikke at gøre det.

“Jeg tør simpelthen ikke tage chancen, hvis det kommer til at påvirke barnet. Alle fagpersoner råder mig ellers til at tage medicin, men det vil jeg ikke. Derfor er det vigtigt, at jeg under graviditeten sætter mit liv i struktur og ikke udsætter mig selv for ting, der unødigt kan aktivere angsten.”

Lise døjer dog stadig med angstsymptomer under graviditeten, særligt fordi hun må undvære medicinen.

“Jeg tænker, at det her år skal jeg bare igennem. Det bliver hårdt, men det er kun ét år ud af et helt liv. Så jeg sætter mit liv på stand-by det år”, fortæller Lise og glemmer ikke sin mand, som i perioden er hendes ventil til livet.

“Min mand er en kæmpe støtte. Han bærer mig igennem det. Jeg har hans fulde opbakning, og jeg er også meget åben over for ham. Jeg fortæller ham præcis, hvordan jeg har det.”

En juni-dag kommer Sebastian til verden. Og barslen forløber fint. For mange er det overvældende at få et barn, og man kan netop blive angst for, om man nu gør det rigtige. Men pudsigt nok lirker den nye situation ikke ved Lises angst.

“Jeg har stadig angst. Men den handler om alle mulige andre ting end lige det at blive mor. Det er som om, det bare er en forlængelse af mig og mit liv. En følelse af, at det går nok.”

I dag, otte år efter, har Lise lært at leve med sin ængstelige livsfælle:

“Jeg tror ikke, jeg har haft det så godt i mit liv, som jeg har nu. Jeg har stadig angst, som skaber forhindringer for mig, men jeg er i dag medicinfri. Og jeg har skabt en tilværelse, som jeg har det godt med, og med de værdier - og den bagage, jeg har.”

For Lise har håbet båret hende gennem de tider, der ellers så håbløse ud. I årene med graviditetsforsøg og angst, så fremtiden ind imellem dyster ud, fortæller Lise.

“De gange, hvor håbet om at få et barn ind imellem forlod os, var de sorteste huller. Det var så sort, som det overhovedet kan være. Men håb og ikke-håb overlapper hele tiden hinanden i sådan et forløb. Selv om man tænker, at det her kommer aldrig til at ske, så vinder håbet altid.”

Tegn på social angst (flere af symptomerne kan også opleves ved andre former for angst)

  • Rysten, sveder og er anspændt
  • Ondt i maven, snurren i hænder, læber og hud
  • Rødmen og stammen
  • Kvælningsfornemmelse, svimmelhed og åndedrætsbesvær
  • Hedeture og kuldegysninger
  • Uvirkelighedsfølelse og grådanfald
  • Myldertanker, som “hvad nu, hvis…” og ”om lidt går det garanteret galt”.

 undefined

Mere om Lise Kryger: 45 år, bosat i Århus. Uddannet mediegrafiker. Arbejder som selvstændig med hjemmesiden slipangsten.dk, hvor angstramte kan få råd og vejledning via kurser. Forfatter til bogen ‘Mor med angst’. Gift med Peter og mor til Sebastian på otte år.

Kilde: slipangsten.dk



Få de seneste artikler direkte i din indbakke