Grønt er godt for øjnene

Antioxidanter fra grøntsager kan afhjælpe alderspletter på nethinden

Grønt er godt for øjnene

Det synlige hvide lys koncentreres mod centrum af nethinden på øjets bagvæg på et lille område kaldet den gule plet, hvor synsceller (tappe) sidder tæt og danner skarpsynet.

Men det synlige lys indeholder også energimængder, som påvirker synscellerne, så der opstår frie iltradikaler. Derfor må synscellerne i nethindens gule plet beskyttes effektivt med antioxidanter.

Grøntsagerne bidrager med antioxidanter 

En række antioxidanter i form af gule plantepigmenter er koncentreret i netop den gule plet (macula). Og her kommer grøntsagerne ind i billedet.

Vores organisme kan nemlig ikke selv producere disse antioxidanter - vi må indtage dem gennem vores kost.

De findes i alle grøntsager i varierende mængder. Navnlig kål, broccoli, grønærter og salat har et højt indhold af de nyttige gule pigmenter.

Læs mere:  Motion er godt for øjnene

Alderspletter på nethinden

Alderspletter på nethinden betegnes ofte som AMD. Det er en udbredt øjensygdom, som især forekommer fra 60-års alderen og op.

Når sygdommen rammer den gule plet, får det meget alvorlige konsekvenser for synsevnen.

Sygdommen findes i to versioner: Våd og Tør AMD.

Den våde version er aggressiv og kan tage læsesynet i løbet af uger. Våd AMD kan behandles medicinsk, hvis man starter behandling allerede få uger efter, at den er påvist.

Synet bliver kraftigt forvrænget, bogstaver forsvinder i læste tekster og et uklart centralt område følger blikket, hvorhen man end ser.

Tør AMD udvikler sig over år, men forvansker gradvist synet, så dørkarme, vinduesrammer og fliser i badeværelset opfattes skæve og vinde.

Dette er slemt nok, men den største fare ligger i, at Tør AMD udvikler sig til Våd AMD. For at reducere risikoen er det nødvendigt at indtage store mængder af grøntsager for at få tilført antioxidanter.

Store doseringer af vitaminer og mineraler kan ved dagligt indtag reducere risikoen med 25 procent for, at Tør AMD udvikler sig til Våd AMD. Doseringen hverken forebygger eller helbreder, men bremser udviklingen af AMD.

 Læs mere: Forskere om betacaroten: Snup hellere en gulerod

vidste du, at...

  • Grøntsager med deres indhold af lutein og zeaxanthin er gode til at bremse udviklingen af AMD. Kål, broccoli, grønne ærter, salathoveder og spinat er de bedste.
  • Medicinsk behandling mod Våd AMD hjælper 2 ud af 3
  • Ca. 80.000 danskere har AMD
  • 85 procent har Tør AMD

Artiklen er leveret af Øjenforeningen - Værn Om Synet.

Læs mere på vos.dk



Få de seneste artikler direkte i din indbakke