Har du fået en fedtknude?

Små hårde og bulende fedtknuder er ikke specielt pæne at se på. Og mens mange danskere har dem uden at gøre noget ved det, kan man oftest få dem fjernet ganske nemt og gratis

En fedtknude i huden sidder ofte på hals, skulder eller arm
Foto: Colourbox

Har du en lille hård knude på størrelse med en ært til at sidde under huden, som du ikke er helt sikker på, hvad er? Måske sidder den på halsen, skulderen eller armen? Så er du langt fra den eneste, da der sandsynligvis er tale om en ufarlig fedt- eller talgknude, der nemt og ganske gratis kan fjernes af din læge.

På privathospitalet Hamlet, der har fjernet mange fedt- og talgknuder gennem tiden, anslår administrerende overlæge Andreas Printzlau, at omkring ti procent af Danmarks befolkning på et eller andet tidspunkt oplever at få en fedt- eller talgknude.

Læs mere: Din hud afslører dit helbred

"Der findes ingen officielle tal for de uønskede knuder, men på Hamlet oplever vi, at det oftest er personer over 50 år, der får fedtknuder, mens talgknuderne sætter sig på både unge som gamle," fortæller Andreas Printzlau.

Hvad er så forskellen på de to?

Fedtknuder består af fedtceller, der er vokset sammen til en knude. Man ved ikke, hvorfor de opstår, men nogle personer er mere disponeret til at få dem end andre. Talgknuder opstår, fordi talgen, der normalt fungerer som smøremiddel til hårene på deres vej ud gennem hårsækken, stoppes og lukkes inde. Derefter sker der så langsomt en ophobning af talg, hvilket resulterer i en hård knude lige under hudens øverste lag.

De to slags knuder kan umiddelbart godt være svære at skelne fra hinanden. Men en regel er, at fedtknuder ofte bliver større end talgknuder.

"Desuden er fedtknuder blødere og ligger dybere i huden. Oftest kan de flyttes i forhold til den overliggende hud," forklarer Andreas Printzlau.

Risiko for bylder

Speciallæge i hud- og kønssygdomme Louise Wildfang har ligesom sin kollega fra Hamlet set utallige knuder på sin praksis i Hobro.

Hun forsikrer, at både fedt- og talgknuder er ganske ufarlige.

"Men problemet med talgknuder er, at der kan gå infektioner i dem, hvis bakterier udefra kommer ind. Så udvikler de sig til bylder," fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Bøjle-bh'en giver brystkræft, eller..

Bakterierne kan komme ind i talgknuden, fordi de har en lille åbning i huden, hvor man også kan presse en smule puds ud, hvis man trykker hårdt på dem. I nogle tilfælde kan man også tømme hele knuden ved at trykke på den, men det fjerner ikke problemet. Inde i knuden sidder nemlig en hinde, som langsomt vil blive fyldt igen.

På grund af risikoen for at udvikle en betændt byld fraråder begge læger, at man selv trykker dem ud men i stedet for dem fjernet kirurgisk.

Man fjerner de store

Fordi begge slags knuder er ufarlige, er der som udgangspunkt ikke nogen grund til at fjerne dem, med mindre de generer.

"Man plejer dog at fjerne fedtknuder, hvis de når fem centimeter i diameter, da de i den størrelse potentielt kan vise sig at være ondartede," fortæller Andreas Printzlau.

Læs mere: Mættet fedt øger risiko for brystkræft

For begge type knuder gælder det, at man efter et besøg hos lægen oftest kan få en henvisning til en speciallæge for at få dem fjernet. Enten fordi de kosmetisk er i vejen, eller fordi de rent fysisk generer. Og der er ikke noget at være bange for, forsikrer Louise Wildfang.

"Det eneste, der gør lidt ondt, er bedøvelsen, men ellers er det nemt og smertefrit at få fjernet begge slags knuder."



Få de seneste artikler direkte i din indbakke