Hepatitis C - Vi taler ikke livsforlængelse, men helbredelse

De nye behandlinger mod hepatitis C, der kom på markedet i 2014, kan gøre patienterne virusfri, og hvis man kan finde og behandle alle kroniske hepatitis C-patienter i Danmark, vil man kunne redde flere end 1500 liv over de næste 20 år, siger førende hepatitisekspert

Hepatitis C kan helbredes

Smitsom leverbetændelse - den skjulte epidemi

Hepatitis C, smitsom leverbetændelse, bliver kaldt ’den skjulte epidemi’, både fordi de fleste ikke ved, at de er smittede, og fordi der er et meget ringe kendskab til den alvorlige sygdom i den danske befolkning. Desuden har den hidtil eksisterende behandling med stoffet interferon været ineffektiv med voldsomme bivirkninger.
Indtil sidste år.'

”Det er 25 år siden, vi opdagede virus, og vi har været 25 år om at finde behandling. Den er her nu, og vi kan dårligt få armene ned. Nu kan vi gøre patienterne virusfri, og de patienter er i den syvende himmel,” siger overlæge, dr. med. Poul Schlichting, Medicinsk Gastroenterologisk afdeling, Herlev Hospital,

Ny men dyr behandling

De nye effektive lægemidler kom på markedet i 2014 og tilbydes i første omgang de mest syge. En behandling koster omkring en halv million kroner.
Mener du, at der er økonomisk mulighed for også at behandle de øvrige patienter de kommende år?

”Ja, og at sige at vi ikke har råd er faktuelt forkert. Den faglige, videnskabelige verden behandler de mest syge først, selvfølgelig - her er den største gevinst. Og jo større erfaring vi høster nu, des mere oplagt er det at få alle smittede behandlet, hvis vi får lige så gode resultater som hos de, der er rigtigt syge,” siger Poul Schlichting.

Hepatitis giver skrumpelever

De alvorligt syge har levercirrose (skrumpelever) i stadie tre eller fire. Tallene referer til dannelsen af bindevæv i leveren, og jo mere bindevæv, der dannes, des større risiko for en række alvorlige følgetilstande.

”Kan vi gøre patienterne virusfri med den nye behandling, halverer vi risikoen,” siger Poul Schlichting, ”samtlige læger ser frem til, at vi begynder at behandle patienter med mindre bindevævsdannelse, når vi er sikre på, at der er effekt. Vi taler ikke livsforlængelse, vi taler helbredelse. Hertil kommer store besparelser på udgifter til behandling af flere tusinde patienter, som ellers ville få cirrose.”

Boom i tilfælde af Hepatitis C blandt de 50 årige

Mange tror, det kun er stofmisbrugere, der har hepatitis C, men omkring en tredjedel er ’almindelige’ danskere. De lægerne ser nu, er folk i 50’erne, babyboomerne, som måske har dyrket en eksperimenterende livsstil, eller har fået sygdommen på rejser, især i ulande. Den gruppe opfordrer Poul Schlichting til at lade sig undersøge.

Vi behandler de mest syge først

Der er en forklaring på, at ikke alle patienter med Hepatitis C kan få ny, effektiv behandling nu. Der er nemlig 1000 patienter, der har udviklet skrumpelever, og for hvem det er livstruende. De er først i køen, siger professor, dr. med. Henrik Nielsen, ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital og formand for fagudvalget under Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin, RADS.

”Sagen er, at netop fordi vi ikke har haft gode behandlinger, er der en stor gruppe ubehandlede patienter med alvorlig leversygdom. Bliver der ikke gjort noget hurtigt, det drejer sig om et halvt til et helt år, kan de få alvorlige problemer, eller det kan føre til dødsfald,”

”Derfor siger vi, at de 1000 personer, der har slutstadie af hepatitis C, skal i behandling så hurtigt, som det praktisk lader sig gøre. Med den ny medicin behandler vi de patienter, der er i livsfare i det kommende år eller to og beder om forståelse hos de øvrige patienter for, at vi tager det fra den alvorlige ende. Vi er i fuld gang i alle regioner, måned for måned starter vi 100 patienter i behandling. Og de 1000, der er i farezonen, er behandlet i løbet af 2015,” lover Henrik Nielsen, der også forsikrer, ’at interferon forsvinder og ingen plads har i fremtiden’.

Nye anbefalinger på vej

På RADS’ kommende møde i april er der en revurdering af hepatitis C-behandlingen på dagsordenen.
Professor Henrik Nielsen kan naturligvis ikke udtale sig om et møde, der endnu ikke er blevet holdt, men han siger: ”I RADS vil danske eksperter udtale sig om, hvilke behandlinger der er de bedste, og som de vil anbefale. Vi kender endnu ikke de fremtidige priser, men jeg tror, at regionerne har en forhåbning om, at flere firmaer vil tilbyde denne medicin og dermed skabe konkurrence på markedet. Men jeg har ikke svar på, hvad det danske sundhedssystem vil gøre.”
Den ny medicin koster for øjeblikket cirka en halv million kroner per patient.

Har du symptomer - bliv testet

På spørgsmålet om vi bør indføre generel screening for smitsom leverbetændelse, svarer Henrik Nielsen: ”Det mener jeg ikke. Men jeg vil anbefale, at personer, der kommer til læge af anden grund med symptomer, der kunne minde om hepatitis, får taget en blodprøve. Men at teste hele befolkningen er der ingen grund til.”

Symptomer på Hepatitis c

Symptomerne på virusen er ofte meget milde. Det er først når infektionen bliver kronisk efter 20 år, og man udvikler f.eks skrumpelever, leversvigt eller leverkræft, at man opdager det.

Symptomer fra nysmittede

  • Træthed
  • kvalme
  • mavesmerter
  • diarre
  • feber
  • Gulsot ( ca. 10 % udvikler gulsot)
  • Udslæt (sjældent)
  • Ledsmerter (sjældent)
  • mørk urin (sjældent)

Læs mere om symptomer og behandling på Sundhed.dk

Det skal du vide om hepatitis C:

  • Hepatitis betyder leverbetændelse, og der findes flere typer, hvoraf hepatitis C er den alvorligste.
  • Sygdommens virus overføres gennem blod. Den hyppigste smittevej er, når misbrugere deler kanyler. Virus kan også overføres, hvis man bliver piercet, eller opereret med urene instrumenter. Nogle patienter er smittet ved blodtransfusion før 1991, hvor man begyndte at screene blodet.
  • Hepatitis C er ikke særlig smitsomt ved sex, men kan overføres, hvis der opstår blødninger. Det ses især hos mænd, der har sex med andre mænd.
  • Hepatitis er blevet kaldt den ’skjulte epidemi’, fordi de fleste ikke ved, de er blevet smittet. Kun 20 procent får symptomer, som manglende appetit, kvalme, træthed, feber og ledsmerter. 
  • Forekomsten af Hepatitis C er størst blandt ’babyboomerne’, altså de 50-58-årige.
  • 20 procent af de smittede bliver raske af sig selv, fordi kroppens immunforsvar har bekæmpet virus.
  • Infektionen bliver kronisk i op til 65-80 procent af tilfældene, og personen kan smitte andre resten af livet.
  • Sundhedsstyrelsen anslår, at der findes mindst 15.000 danskere med hepatitis C, men kun 5000 er registreret. Omkring tre fjerdele af de akutte tilfælde er uden symptomer og anmeldes derfor ikke. 
  • Hepatitis C er en såkaldt ’anmeldelsespligtig sygdom’. Det vil sige, at det er lovpligtigt for læger at anmelde den til sundhedsmyndighederne. 
  • 79 procent af danskerne har intet eller meget lille kendskab til hepatitis C, ifølge en nylig undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov.
  • 10-20 procent af patienterne udvikler cirrose, altså skrumpelever, i løbet af 20 år. Der er også øget risiko for kræft i leveren.
  • Danmark har den laveste behandlingsrate i Europa, nemlig 0,5 procent.
  • Der findes andre typer hepatitis. De vigtigste er A, der smitter ved dårlig hygiejne, og B som især er seksuelt overført. Man kan vaccinere mod begge, hvorimod der ikke er en vaccine mod hepatitis C.
  • Den eneste beskyttelse mod hepatitis C er viden om, hvordan den smitter.
  • 28. juli er World Hepatitis Day

Læs mere på Dansk Hepatitis Forenings hjemmeside



Få de seneste artikler direkte i din indbakke