Her lærer de mindste også at vaske hænder

Selv om man kun lige har lært at gå og stadig ser livet fra knæhøjde, kan man sagtens lære, at rene hænder er lig med mindre snot, snavs og sygdom. I den integrerede institution Valmuen i Køge er god håndhygiejne nemlig for alle – lige fra de allermindste til de store børn, der synger sig til gode vaner ved håndvasken

Her lærer de mindste også at vaske hænder

Snot, dårlig mave og det, der er værre. Når man er et lille barn i daginstitution er den slags onder langt fra sjældne. Heller ikke i den integrerede institution Valmuen i Køge, hvor 12 voksne og 56 børn mellem nul og seks år er sammen hver dag.

Læs mere: Styrk kammeratskabet i børnehaven

Syge børn skal blive hjemme

”Vi er altid meget påvirkede af den slags i vinterhalvåret, og det var særlig slemt sidste år, hvor vi havde både skarlagensfeber og skoldkopper. Men vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan for at begrænse smitten. Og det er helt sikkert, at hvis vi i en periode har flere tilfælde af for eksempel dårlig mave, så er vi ekstra opmærksomme på hygiejne,” fortæller pædagog Susanne Secher.

Det vigtigste redskab til at forhindre smitte er selvfølgelig at sørge for, at syge børn bliver hjemme eller sendes hjem. Men det er mindst lige så vigtigt at forebygge at sygdommene i det hele taget opstår.

Susanne Secher arbejder med de mindste børn i Valmuen, og her tager de fat på at lære børnene om håndvask og renlighed allerede, når de kan tage deres første vaklende skridt ud til håndvasken. De mindste elsker håndvasken God håndhygiejne er nemlig afgørende for at nedbringe antallet af infektioner. Det bekræfter Lisbeth Hein, der er farmaceut og souschef på Køge og Solrød Apotek.

”Det gælder særligt i daginstitutioner og skoler, hvor der er tæt kontakt og høj grad af berøring. Man ved fra undersøgelser, at der er en sammenhæng mellem sygdomsfremkaldende bakterier på hænder og hyppigheden af diaré. Man ved også, at hvis man sætter fokus på god håndhygiejne, kan man nedbringe antallet af diarétilfælde med mere end 50 procent. Så jo bedre håndhygiejne, jo mindre syge bliver børnene,” siger Lisbeth Hein

Blandt de mindste børn i Valmuen handler det ifølge Susanne Secher primært om at lære at tænde og slukke for vandet, at få sæbe på hænderne og få fingrene ind under vandet – i den rigtige rækkefølge. Og de fleste små børn synes, den slags er sjovt. Faktisk så sjovt, at de vil vaske hænder både før og efter toiletbesøget.

”De elsker at vaske hænder, og mange af dem vil rigtig gerne på toilettet, for så kan de komme ud og lege med vandet bagefter,” fortæller Susanne Secher.

Læs mere: Hvad siger børnene om indeklima

Sådan vasker man hænder

  • Hænder og håndled fugtes, inden sæben påføres.
  • Sæben fordeles på håndfladen, på håndryggen, omkring håndled, på hver finger og mellem fingrene.
  • Alle dele vaskes mekanisk i minimum 15 sekunder.
  • Sæben skylles af med koldt eller lunkent vand.
  • Hænderne tørres i et rent håndklæde eller i et engangshåndklæde.

Sådan desinficerer man hænder

  • Hænder og håndled skal være tørre.
  • Ca. 2 ml. håndsprit påføres.
  • Håndspritten indgnides på håndfladen, på håndryggen, omkring håndled, på hver finger og mellem fingrene.
  • Desinfektion af hænderne kan ikke erstatte håndvask med sæbe, hvis hænderne er synligt beskidte, men kan supplere håndhygiejnen. Omvendt kan man godt anvende en håndsprit alene, hvis hænderne ikke er synligt beskidte, men blot ønskes desinficeret.
  • Et effektivt hånddesinfektionsmiddel skal indeholde minimum 70 procent alkohol.

Vaske-hænder-sangen

Når børnene bliver ældre, skal de selv lære at vaske hænder, og her handler det ifølge Susanne Secher om at gøre det til en vane at vaske hænder, så det bliver noget, man gør uden at tænke over det. Et af redskaberne er en ’vaske hænder-sang’, som handler om at vaske både ovenpå, på undersiden, op ad armene og mellem fingrene. Så hænderne bliver rigtig rene. Desuden gør pædagogerne meget ud af, at håndvask er et fast element, når man kommer ind fra legepladsen, inden man skal spise, når man har pudset næse - og selvfølgelig når man har været på toilettet.

Børnene skal ifølge Susanne Secher være ganske store, før de selv kan finde ud af at vaske hænder ordentligt. Men de fleste lærer det i fire-fem års alderen.

”Det tager tid at lære børn at vaske hænder rigtigt, for det skal gøres til en vane. Og så er det vigtigt, at de kan se et konkret resultat, for eksempel at sæbeskummet bliver helt sort, når man vasker hænder efter en tur på legepladsen. Med de små taler vi ikke om, hvorfor de skal vaske hænder, men med de store taler vi om bakterier og for eksempel om, at hvis man har fået sneglelorte på fingrene, så skal det jo ikke ind i munden.”

Læs mere: 10 myter om influenza og forkølelse

Rene hænder tager tid

Der er en grund til, at det tager tid at lære at vaske hænder ordentligt.

"Grundig håndvask fjerner cirka 90 procent af bakterier og vira fra hænderne. Ved en grundig håndvask skal både hænder og håndled vaskes. Man skal også huske på, at det er alle dele af hænderne og fingrene og håndleddet, der skal vaskes – ovenpå, indeni og i alle mellemrum og sprækker. En grundig håndvask tager mindst 15 sekunder, og hænderne skal skylles af under rindende koldt eller lunkent vand,” forklarer Lisbeth Hein.

Sløser man med håndvasken, får man ifølge Lisbeth Hein ikke fjernet de bakterier, svampe og vira, der er på hænderne – fordi man ikke får ødelagt overfladen på mikroorganismerne. Man fjerner kun det snavs, der sidder løst, og afbryder derfor ikke smittevejen.

Voksne kan lære af børnene

Men det er ikke kun børnene, der skal lære god håndhygiejne. Det skal de voksne også. I Valmuen er de ansatte blevet undervist i at vaske hænder korrekt – ligesom man gør på hospitaler. Og desinficerende sprit er fast inventar i alle rum indenfor samt ude på legepladsen. Forældrene, der kommer i Valmuen og måske skal skifte en ble på deres eget barn, bliver også introduceret til hygiejnereglerne, som er hængt op i institutionen – og de er gode til at følge dem, fortæller Susanne Secher.

”Forældre er selv meget opmærksomme og interesserede i det, og de spørger til det, for de kender godt smittefaren,” siger hun.

Det oplever Lisbeth Hein også på apoteket.

”På apoteket ser vi, at flere og flere familier køber hånddesinfektion, sådan at de også derhjemme følger de gode vaner, som børnene lærer i daginstitutionerne. Det er et godt eksempel på, at forældre kan lære af deres børn,” siger Lisbeth Hein.

”Efter udbruddet af H1N1 – virus (svineinfluenza, red.) ser vi også, at befolkningen som helhed er blevet mere opmærksom på risikoen af smittespredning via håndkontakt. Dengang oplevede vi simpelthen et boom - også fordi forældre bekymrede sig for deres børn. Udbruddet medførte en øget opmærksomhed på vigtigheden, ikke alene af håndvask, men også af hånddesinfektion. Der er jo i alles interesse at stoppe smittespredning og holde sig raske, og med håndvask og hånddesinfektion er der faktisk tale om en god vane, der kan ændre alles livskvalitet,” siger Lisbeth Hein.

Vaske hænder før:

  • Madlavning
  • Spisning
  • Indtagelse af medicin
  • Temperaturtagning
  • Du forlader daginstitutionen/arbejdet

Vaske hænder efter:

  • Beskidt arbejde/aktivitet
  • Toiletbesøg/bleskift
  • Næsepudsning
  • Temperaturtagning
  • Berøring af mulige smittekilder (dørhåndtag, penge)
  • Når du kommer hjem
  • Når du har været sammen med kæledyr.

Kilde: Farmaceut Lisbeth Hein, souschef, Køge og Solrød Apotek 

Læs mere: Børnesår er ikke for børn

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke