Husk lige tandtråden

Næsten halvdelen af danskerne bruger tandtråd sjældnere end en gang om måneden eller aldrig. Og det på trods af tandlægers anbefaling om at bruge tandtråd regelmæssigt for at forebygge tandsygdomme. Ikke overraskende, mener eksperter.

Husk lige tandtråden

De fleste af os har fået det at vide én eller flere gange i tandlægestolen: Husk at bruge tandtråd!

Men en ny undersøgelse viser, at langt de fleste danskere kun sjældent bruger den tynde tråd, der renser mellemrummene mellem vores tænder. Kun hver femte dansker bruger tandtråd dagligt eller næsten dagligt.

Men hvis man ikke renser sine tænder godt nok, risikerer man at få huller i tænderne – eller det der er værre.

Sådan bruger du tandtråd

  1. Tag et stykke tandtråd på mindst 15 cm.
  2. Hold tandtråden som du foretrækker. Du kan snurre tråden om pegefingrene og spænde den med tommelfingrene så den er stram
  3. Før forsigtigt tråden langs den ene tandflade ned mellem tænderne i retning mod tandkødet i en savende bevægelse. Tråden skal lidt ned under tandkødsranden. Pas på du ikke maser hårdt eller skærer i tandkødet
  4. Gentag langs den anden tandflade i mellemrummet og fortsæt så med de øvrige mellemrum

Ikke en vane

Hvorfor trodser vi så tandlægens anbefaling og dropper tandtråden?

Undersøgelsen, som Tandlægeforeningen har lavet i samarbejde med FDB, afslører, at de fleste synes, det er for besværligt, eller at de ikke har behov for det. Og så er der en del, der siger, at de glemmer at bruge tandtråd.

Resultatet af undersøgelsen kommer ikke bag på Dorte Jeppe-Jensen, tandlæge og odontologisk konsulent i Tandlægeforeningen:

"For mange patienter indgår det ikke i dagligdagen at bruge tandtråd. De oplever, at det er for tidskrævende og besværligt, og det er ikke en indgroet vane ligesom at børste tænder."

Læs mere: Sådan børster du bedst dine tænder

Tandtråd forebygger tandsygdomme

Tandtråd er et redskab til at holde rent mellem tænderne, og regelmæssig brug kan forebygge diverse tandsygdomme. Når bakterier får lov til at samle sig på tænderne, kan de udvikle sig til sammenhængende belægninger kaldet plak.

 

Plak er årsagen til, at vi får huller i tænderne og tandkødsbetændelse, og det er derfor vigtigt regelmæssigt at fjerne plakken. Det gør man bedst med en tandbørste, men det kan være svært at børste al plakken væk – især mellem tænderne, hvor bakterier kan gemme sig.

Tandtråden kan netop hjælpe med at fjerne plak mellem tænderne og er derfor et godt supplement til tandbørstningen; hvis den altså bruges rigtigt. Forkert brug af tandtråd kan nemlig føre til skader på tandkødet.

Spørg din tandlæge

Men har alle behov for at bruge tandtråd?

Ifølge Svante Twetman, professor på Tandlægeskolen i København, er det individuelt, om og hvor ofte man har behov for at bruge tandtråd eller andre hjælpemidler til at rense mellem tænderne. Nogle menneskers tænder og tandkød er meget sundt, hvorfor de kun har behov for at børste tænder to gange om dagen, mens andre bør supplere tandbørstningen med tandtråd for at holde bakterierne væk.

"Tal med din tandlæge om, hvad der passer bedst til dine tænder for at holde dem rene," lyder rådet fra Svante Twetman.

Læs mere: Vi har for mange huller i tænderne

Alternativer til tandtråd

Der findes flere alternativer til tandtråd. Et eksempel er tandstikkere og et andet er mellemrumsbørster, som skal bruges, når der er mere plads mellem tænderne.

Fordelene ved tandstikkere er, at de er nemme at lære at bruge og mindre tidskrævende, men forkert brug kan ligesom med tandtråden medføre skader på tandkødet og tænderne.

Mellemrumsbørsten – også kaldet interdentalbørsten – er udformet som en lille flaskerenser og fås i forskellige størrelser og faconer. Mellemrumsbørsten er også let at anvende, dog kan metaldelen af børsten beskadige tandkød og tænder.

"Indtil 30-40-års alderen er tandtråd typisk det bedste valg, da mellemrummene mellem tænderne er smalle. Men jo ældre man bliver, jo mere trækker tandkødet sig tilbage, og tandstikker eller interdentalbørster kan derfor være en bedre løsning senere hen," forklarer Svante Twetman.Afhængig af ens alder kan der være forskel på, hvilket hjælpemiddel der virker bedst:

Læs mere: Hos tandlægen - er du grøn, gul eller rød?

Pas på dit tandkød

Tandlægeforeningens undersøgelse viser, at kun få af dem, der ikke bruger tandtråd, begrunder det med, at de ikke kan finde ud af det.

Men faktisk er det ikke så ligetil at bruge tandtråd, som man måske skulle tro. Det kræver god teknik og øvelse.

Det er vigtigt, at man ikke kun fører tandtråden op og ned mellem tænderne. Man skal bevæge tråden, så begge tandflader bliver renset.

"Jeg ser ofte patienter, som har svært ved at bruge tandtråd. Mit bedste råd er, at man spørger sin tandlæge, som kan give en grundig personlig instruktion i, hvordan man bruger tandtråd effektivt og uden at skade tandkødet," siger Dorte Jeppe-Jensen og understreger, at det kan bløde lidt, når man begynder at bruge tandtråd, hvis man har tandkødsbetændelse; men det forsvinder som regel efter nogle få ganges brug.

Få minutter om dagen

Gør det til en vane, så du er sikker på at få det gjort, hvis tandlægen råder dig til at bruge tandtråd.

"Det kan være svært at få gjort lige inden sengetid, hvor man er træt, så find et tidspunkt på dagen, hvor det passer ind – eksempelvis foran fjernsynet om aftenen, hvis man kan gøre det uden et spejl. Med lidt øvelse kan det klares på et par minutter, og i sidste ende kan de få minutter om dagen betyde, at man forebygger tandsygdomme," slutter Dorte Jeppe-Jensen.

Læs mere om god tandhygiejne på Tandlægeforeningens hjemmeside.

GODE RÅD OM GOD TANDHYGIEJNE

  • Vælg en blød tandbørste, der har tætstillede børstehår. Husk at skifte den, når børstehårene stritter. Visse elektriske tandbørster kan fjerne plak bedre end almindelige tandbørster
  • Børst tænderne to gange dagligt med fluorholdig tandpasta. Undgå som udgangspunkt tandpasta, der indeholder det bakteriedræbende middel Triclosan, da det mistænkes for at kunne skabe resistens over for antibiotika og er skadeligt for miljøet
  • Børst helst i en bestemt rækkefølge, så risikoen for at glemme nogle tænder mindskes. Børst med små cirkelbevægelser på indersiden, ydersiden og på tyggefladerne. Start og slut samme sted hver gang. Det skal tage mindst to minutter at børste tænder
  • Brug tandtråd, tandstikkere eller mellemrumsbørste regelmæssigt – spørg din tandlæge hvad du skal bruge, og hvor ofte du skal bruge det 

 

 

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke