Jul uden gluten

Hvedemel optræder efterhånden i rigtig mange fødevarer, og stadig flere oplever, at de trives bedre med mad uden proteinet gluten. Hvis du vil have en jul uden gluten, får du her lidt julet inspiration.

Jul uden gluten: Æbleskiver

I december-udgaven af Magasinet Sundhed serverer vi en række glutenfri juleopskrifter.

 

Her får du en smagsprøve i form af lækre glutenfri æbleskiver fra Anette Harbech Olesen, medforfatter på den nye kogebog, “Glutenfri mad. Suveræne opskrifter – helt uden gluten”.

 

Glutenfri æbleskiver, Ca. 20 stk.

 

DET SKAL DU BRUGE

3 æg

½ tsk natron

Reven skal af ½ økologisk citron (kan udelades)

200 g fuldkornsrismel

80 g majsstivelse eller Maizena

1-2 spsk. kokossukker eller rørsukker

½ tsk salt

1 tsk. koriander

1 spsk. loppefrøskaller Husk eller Skallin

½ l. rismælk

50 g økologisk, gammeldags kærnet smør samt ekstra til stegning

 

SÅDAN GØR DU

Dejen røres i røremaskine eller med håndpisker. Æggehviderne skilles fra blommerne, og hviderne piskes stive med natron og gemmes. Citronskrællen rives fint og mel (rismel, loppefrøskaller og majsstivelse) afvejes og blandes med sukker, salt og koriander.

 

Smelt 50 g smør. Æggeblommer, rismælk og smeltet smør kommes i røreskålen og melblandingen tilsættes under omrøring. Æggehviderne vendes forsigtigt i lige før bagning.

 

Panden varmes op, og du kan tilsætte en lille klat smør i hvert hul. Fyld hvert æbleskivehul ¾ op med dej. Når æbleskiverne er bagt på den ene side, så vend dem en halv omgang med en stegegaffel eller strikkepind, og dermed kan du sprøjte eller fylde lidt ekstra dej ind i æbleskiverne. Det sikrer, at de bliver runde og flotte.

 

Du kan servere æbleskiverne med hindbærmarmelade og eventuelt lidt økologisk flormelis.

 

Du kan finde opskriften på sund hindbærmarmelade på www.madforlivet.com



Få de seneste artikler direkte i din indbakke