Kæledyr styrker din sundhed

Hvis du mærker, at du bliver mere glad og afslappet af at være sammen med dit kæledyr, så mærker du rigtigt. Adfærdsbiologer er nemlig enige om, at kæledyr giver os velvære og gør os sundere og gladere. Det kan rent faktisk måles. Nye forskningsresultater bekræfter det og forklarer hvorfor

Kæledyr styrker din sundhed

Det kan forbedre din livskvalitet markant at have et kæledyr. Er du i forvejen kæledyrsejer, så ved du det sikkert allerede: Dit kæledyr gør noget godt for dig. Og det er der mange gode grunde til.

Blodtrykket falder når du aer et dyr

Karen Thodberg er adfærdsbiolog og seniorforsker ved Århus Universitet. Hun har i en årrække indsamlet og dokumenteret viden om, hvordan samvær med kæledyr påvirker os. Hun forsker blandt andet i, hvordan man kan bruge dyr i terapeutiske sammenhænge. Både i forhold til syge og i forhold til raske mennesker.

 

”Man har i flere undersøgelser kunne måle, at der sker en lang række fysiologiske ændringer i kroppen hos mennesker, der har fysisk kontakt med et kæledyr,” siger Karen Thodberg og uddyber: ”Man kan f.eks. måle, at menneskers blodtryk og puls falder, når vi holder eller aer et dyr. Faktisk falder blodtrykket og pulsen mere ved at nusse og ae et kæledyr, end det gør, hvis vi sidder afslappet og læser i en bog,” fortæller hun.

Læs også: Hvad er op og ned på blodtrykket?

 

Ifølge Karen Thodberg kan man faktisk også måle, at hjerterytmen hos kæledyret falder, mens man aer og krammer det. Det giver altså en positiv gevinst for begge parter.

Dit kæledyr gør dig gladere og mindre stresset

Karen Thodbergs forskning har også dokumenteret, at berøring og nussen med kæledyr frigiver en række signalstoffer i vores krop, der bidrager til vores mentale og fysiske velvære.
”Det handler sandsynligvis om hormonet oxytocin,” fortæller Karen Thodberg og henviser desuden til den svenske professor i fysiologi, Kerstin Uvnäs Moberg, der i en årrække har lavet banebrydende forskning på området.
Karen Thodberg forklarer videre:
”Oxytocin er et hormon, som alle pattedyr producerer. Både vi mennesker og vores typiske kæledyr, som f.eks. hunde og katte, producerer det.”

Oxytocin påvirker os positivt på mange måder. Det virker f.eks. smertelindrende, fordi det øger vores smertetærskel. Samtidig sænker det vores blodtryk og hjerterytme samt vores stressniveau. Oxytocin bidrager desuden til at stabilisere vores humør, ligesom hormonet bidrager til afspænding og lykkefølelse og til, at vi får en følelse af samhørighed med dem, vi krammer, aer eller nusser.

er du stresset skal du kæle med din hund eller kat

Er du stresset – skal du nusse hunden og katten

Ifølge Karen Thodberg bidrager kontakten med vores kæledyr desuden til, at vi er mindre stressede.
"Vi ved fra forskning om raske menneskers kontakt med dyr, at kontakten kan virke beroligende og nedsætte udskillelsen af stresshormonet kortisol,” fortæller Karen Thodberg.
Kortisol er vores ’kamp eller flugt-hormon’. Stresshormonet er gavnligt i situationer, hvor vi er i fare og skal kunne handle hurtigt. Men kortisol er nedbrydende og skadeligt for os, hvis vi har for høje mængder af det i kroppen i længere tid. Blandt andet fordi kortisol nedbryder vores immunforsvar og forstyrrer vores nattesøvn. Derfor er det vigtigt for vores sundhed, at mængden af kortisol er lav i hverdagen.

En hund giver tryghed

Ud over den fysiske indvirkning, som vores kæledyr har på os, så har de også en positiv effekt på en række psykologiske og følelsesmæssige områder.
Poul Videbech, der er professor i klinisk psykiatri og ledende overlæge på Center for Psykiatrisk Forskning på Århus Universitetshospital siger:
”Mange hundeejere oplever, at de er mere trygge ved at være alene hjemme om aftenen, når de har en hund i boligen. De oplever også, at de sover bedre om natten, fordi hunden holder øje med, om der kommer nogen.” Poul Videbech forklarer videre:
”Hunden er jo vagtsom af natur, så skulle der komme en ubuden gæst, vil hunden give lyd med det samme”.
Ifølge Poul Videbech viser flere undersøgelser også, at mange er mere trygge ved at færdes ude i mørke, hvis de har en hund med sig. Netop fordi de forestiller sig, at hunden vil beskytte dem og skræmme eventuelle ondsindede personer væk.

 

Læs også: Menneskets bedste ven hjælper psykiatriske patienter

Ældre med hund lever længere

Ifølge dyrlæge Jens Bakkegaard fra Hillerød Dyrehospital har flere undersøgelser vist, at ældre mennesker lever længere, hvis de har hund. I den forbindelse forklarer Poul Videbech:
”Hunden bidrager til, at man får en større social kontakt med andre mennesker. Det opstår ved, at man på gåture med hunden oftere falder i snak med folk, fordi hunden tiltrækker sig opmærksomhed. F.eks. vil børn tit gerne hilse på og klappe hunden. Og så er samtalen hurtigt i gang”.
Jens Bakkegaard uddyber:
”Hunde vil også gerne møde andre hunde. Og mens hundene hilser på hinanden og måske leger lidt sammen, kan hundeejerne få sig en hyggelig sludder imens.”

Læs også: Vil du leve længe, så bevar nysgerrigheden

Denne øgede sociale kontakt forbedrer altså livskvaliteten hos mange ældre, der ind imellem ellers kan føle sig lidt isolerede eller ensomme. Den forbedrede livskvalitet spiller så igen ind på ældres humør, der så igen påvirker det fysiske velvære.
”Man ved, at ældre, der har hund, er mindre syge, tager mindre medicin og går mindre til lægen end ældre, der ikke har hund,” fortæller Jens Bakkegaard. Det kan måske handle om, at hundeejere holder sig mere i gang, fordi hundens behov for leg, stimulering og lufteture kræver det.

En hund giver dig motion

Hvis du har en hund, får du typisk mere motion, end hvis du ikke har hund. Dette bidrager selvfølgelig også positivt til dit velbefindende og din sundhed.
Det er dejligt at gå en tur og få frisk luft. Det er sundt at få bevæget sig. Men nogle gange kommer du måske ikke helt så meget ud, som du godt kunne tænke dig. Det kan være svært at tage sig sammen, hvis det regner, eller der ligger et tykt lag sne på vejen. Så er det mere fristende at sætte sig i sofaen.
Men hvis du har hund, så sikrer den, at du rent faktisk kommer ud. Hver dag og i alt slags vejr – hele året rundt. Du kommer ud, fordi din hund skal ud flere gange om dagen.
Hvis du har hundens velfærd for øje, bliver turene også længere, end bare lige indtil hunden har besørget. For hunden skal selvfølgelig også have motion og i øvrigt stimuleres tilstrækkeligt. Og det bliver den især, når den får mulighed for at bruge sine sanser og kan snuse rundt og ’læse dagens hundeavis’. Og jo mere du har dét for øje, jo mere motion får du selvfølgelig også selv.

Alternativ til eget kæledyr

Måske er din økonomi, dit overskud eller din boligsituation ikke egnet til, at du selv anskaffer dig et kæledyr. Det kan også være, at du selv, eller en i din familie har allergi, og derfor ikke kan tåle at have et kæledyr i boligen. Men så er der heldigvis andre muligheder for at være sammen med kæledyr og få det gode udbytte alligevel.
Hver dag sidder der, rundt omkring på landets internater, mange kæledyr, der har brug for leg, lufteture og kontakt. Det er både hunde, katte, kaniner, hamstere, fugle og mange flere arter. Internaterne søger ofte frivillige hjælpere, så her vil du kunne melde dig og gøre en stor og vigtig forskel for trængende dyr. Samtidig med at du også selv får en masse dejlig og lidt mere uforpligtende kæledyrskontakt.

En anden mulighed er at tilbyde dig som hundelufter for andres hunde. Der er mange travle hundeejere, der har brug for aflastning i hverdagen. Der er også mange ældre eller syge, der har vanskeligt ved at komme nok ud med hunden. Dem kan du give en håndsrækning ved at lufte deres hund en gang i mellem, eller på nogle faste dage om ugen. Du kan også hundesitte, hvis deres hund ellers skal være alene hjemme i for mange timer.

Det er bare med at tænke ud af boksen, hvis du vil have noget mere dyrekontakt ind i dit liv. Der er mange måder at få det på. Og din livskvalitet og din sundhed vil blive styrket af det.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke