Kan tro flytte bjerge?

Danskerne er et af de mindst religiøse folkefærd i verden. Men ifølge en forsker, der arbejder med religion og sundhed, viser undersøgelser, at det at tro på noget, er godt for sundheden og måden, vi håndterer sygdom

Kan tro flytte bjerge

Træn din tro

”Det er godt at træne og reflektere over det at tro på samme måde, som det er godt at træne kroppen.”
For nogle er dette udsagn en udfordring, måske ligefrem en provokation. For hvordan kan en forsker ved et universitet tillade sig at sige sådan i et land, hvor langt de fleste, selv om de er medlemmer af folkekirken, har svært ved at tale om, hvad de egentlig tror på.

Men ikke desto mindre er det netop det, Niels Christian Hvidt, ThD, lektor ved Forskningsenheden for Almen Praksis ved Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet og gæsteprofessor ved universitetet i München gør, altså påstår at det er godt for sundheden at tænke troen med i det.

Religion og naturvidenskab hænger sammen

Og ikke nok med at Niels Christian Hvidt siger sådan. Han går skridtet videre og hævder, at det modsætningsforhold, der i mange år har hersket mellem religion og naturvidenskab, er blevet uaktuelt, især når der er tale om sundhed. For tro og sundhed er ikke hinandens modsætninger, men kan være forbundne og til gavn for hinanden.

Læs også: Placebo - en effektiv hjælper

Lang tradition at bygge på

At det er sådan, kan man ifølge Niels Christian Hvidt blandt læse ud af historien:
”I den del af verden, hvor vi hører hjemme, altså i den vestlige verden, har kristendommen spillet en afgørende rolle for sundheden. De første kristne havde et stærkt fokus på forholdet mellem religion og sundhed. For de kristne var en del af det at tro også at drage omsorg for både ånd og krop og organisere denne omsorg. Konkret viser det sig for eksempel ved, at det vigtige kristne ord frelse på latin både kan betyde frelse og helse. Så frelse og helse var altså tæt forbundne.

Munke og nonner drev hospitaler

Da først kristendommen var blevet den store religion i Vesten, øvede den indflydelse på alle områder af menneskelivet i de mange århundreder, der fulgte,” fortæller Niels Christian Hvidt:
”Denne interesse for sundhed og omsorg, som var central i kristendommen, prægede den vestlige verden op igennem historien, og den blev for alvor, også i Danmark, sat i system og organiseret i de store klostre, hvor munke og nonner drev en slags hospitaler, og på længere sigt blev det ført videre til vores moderne sundhedsvæsen.”

Læs også: Tag ansvar for dit helbred

Krop og ånd

Netop forholdet mellem det moderne sundhedsvæsen og den kristne tradition, den er født ud af, er ifølge Niels Christian Hvidt væsentlig at fokusere på i dag:
”Der har i mange år hersket en stærk tradition for at adskille fysisk og åndelig sundhed. Det har været to løsrevne ting, ja faktisk har der nærmest eksisteret en form for historisk betinget konflikt mellem religion og naturvidenskab, også fordi kirken var så begrænsende i forhold til dele af den naturvidenskabelige forskning.Men tingene er ved at ændre sig, da det efterhånden står klart, at sygdom intensiverer eksistentielle, åndelige og religiøse overvejelser, problemstillinger og behov.”

Er der mening med sygdom?

Dermed bliver mødet med sundhedsvæsenet, ifølge Niels Christian Hvidt, for mange danskere også til et møde med eksistentielle spørgsmål:
”Mennesker i svære situationer spørger til tro og mening. Ikke nødvendigvis en bestemt slags religion, men tro i bred forstand og reflekterer over livets og dødens mening. De forsøger at komme overens med livstruende situationer igennem det, man kan kalde religiøs coping, altså at forsøge at skabe mening i en ellers uoverskuelig situation igennem troen.”

Troen og bjerget

På denne baggrund kan man ifølge Niels Christian Hvidt sammenfatte forholdet mellem sundhed og tro i to grundlæggende spørgsmål: 1) flytter tro bjerge? og 2) flytter bjerge tro? Kan tro med andre ord helbrede nogen eller i hvert fald øve positiv indflydelse på helbredet? Og hvordan påvirker det at møde en stor helbredsmæssig udfordring, et bjerg, ens tro?
Niels Christian Hvidt er klar over, at han arbejder inden for et område, hvor der hersker stærke holdninger, og at det derfor er vigtigt at have styr på fakta. Men en lang række undersøgelser har vist, at mennesker, der lever et liv baseret på tro, i visse tilfælde har et bedre helbred end andre, og dermed kan tro altså i et vist omfang flytte bjerge.

Troende lever længere

Et konkret eksempel på dette er ifølge Niels Christian Hvidt en stor dansk undersøgelse af medlemmerne af de to kristne samfund, baptisterne og 7. dagsadventisterne:
”Disse to grupper har en markant lavere generel kræftforekomst end den øvrige befolkning, og forskellen er betydelig større ved livsstilsrelaterede sygdomme som for eksempel lungekræft. Dette skyldes i stor grad, at der i deres tro er grundfæstede leveregler, som blandt andet sund kost, motion og begrænset alkoholforbrug.”

Men der er ifølge ifølge Niels Christian Hvidt også afledte effekter af det at tro, hvor der kan være tale om mere komplekse årsagsforhold:
”I vores danske kohorteundersøgelse, har de troende 97 procent lavere risiko for at blive impliceret i et trafikuheld. Det kan formentlig tilskrives mange forskellige faktorer, såsom lavere alkoholforbrug, at det at tro på noget kan være stressreducerende, at man måske er mere forsigtig, fordi livet er en gave, man skal passe på. Det kan altså være godt i trafikken, hvor det åbenbart kan give overskud.”

Når sygdommen kommer, kommer troen

Det andet væsentlige punkt ifølge Niels Christian Hvidt er spørgsmålet om, hvorvidt bjerge kan flytte tro, altså om det, at man står overfor en alvorlig og livstruende sygdom, kan have betydning for ens tro, og det er der ifølge Niels Christian Hvidt ingen tvivl om:

”Undersøgelserne tyder på, at sygdomskrise sjældent gør en ateist til troende eller en troende til ateist. Det er snarere sådan, at sygdom aktiverer eller intensiverer en tro, mennesker kan bære i sig, ofte uden at den har spillet en særlig aktiv rolle før.”

For selv om danskerne i en lang række undersøgelser siger, at de ikke har nogen tro, så melder troen sig alligevel ofte i vanskelige situationer, fortæller Niels Christian Hvidt:
”Langt de fleste danskere er medlemmer af Den Danske Folkekirke, men går kun sjældent i kirke, de er altså på mange måder passive eller lejlighedsmedlemmer, og dette ret passive medlemskab kan aktiveres, såfremt man oplever et tab af kontrol i forbindelse med krise, især sygdom. Her kan troen og de eksistentielle forhold ofte ikke være med til at skabe en konkret helbredelse, men være med til at skabe et bedre, og ofte også mere symptomlettet liv med sygdommen.”

Vi skal lære at tale om tro igen

Linda Ishøj Frederiksen er sygehuspræst ved Køge Sygehus, og hun kan i den grad genkende de ting, Niels Christian Hvidt peger på, fra hendes daglige arbejde blandt mennesker, der befinder sig i alvorlige sygdomssituationer:

”Nogle af dem, jeg taler med, skammer sig over at begynde at tale om emner, der knytter sig til tro og tænke i de baner. Det er svært for dem, og de har måske ikke beskæftiget sig med deres tro i mange år, hvor deres liv var godt. Så kan de føle skam over at gribe til den nu, hvor de er sårbare.”

Som præst er udgangspunktet for Linda Ishøj Frederiksen at tænke inden for kristne rammer, men hun mener, at man ikke skal opfatte tro i for snævre rammer:
”Tro sådan i almindelig forstand er ikke det store emne. Jeg vil mere sige, at vi taler om eksistentielle emner, der naturligvis tager udgangspunkt i deres situation og som ofte knytter sig til alvorlig sygdom og måske død.”

Præsten kan være en vigtig del af helbredelsen

Linda Ishøj Frederiksen har blot været sygehuspræst i et par år. Hun har derfor svært ved at udtale sig om, hvordan det var tidligere. Alligevel mener hun, at Niels Christian Hvidt har en pointe, når han hævder, at det modsætningsforhold, der tidligere eksisterende mellem tro og naturvidenskab på et hospital, hører tidligere tider til:

”Jeg har da hørt om sygehuspræster, der tidligere nærmest måtte undskylde for, at de var på et hospital. Men sådan er det på ingen måde længere. Nu møder jeg kun accept fra alle sider og sidder for eksempel med til tværfaglige konferencer, ligesom hun er medlem af det palliative team og det regionale smertecenter.”

Dermed føler Linda Ishøj Frederiksen også, hun kan være en vigtig del af det gode sygehusforløb:
”Jeg kan hjælpe til i forhold til den mentale smerte, og det kan hjælpe patienten. Enten på vej mod en helbredelse eller i visse tilfælde mod den gode død.”

At tale og at lytte

Og det Linda Ishøj Frederiksen kan bidrage med er noget andet end lægernes behandling og sygeplejerskernes pleje:
”Jeg kan være samtalepartner. Mange har brug for nogen, der lytter, og det kan og vil jeg gerne. Det øvrige personale er i mange tilfælde presset. Der er ofte en klokken, der ringer efter dem et andet sted. Jeg har ikke en klokken, så jeg har tid til at tale og ikke mindst lytte.”
At dette har betydning er ikke kun Linda Ishøj Frederiksens eget indtryk:
”Jeg får ofte at vide af sygeplejerskerne, at når patienterne har talt med mig, så falder der ligesom ro på, og det er på mange måder godt i forhold til et besøg på et sygehus.”

Ritualerne giver ro

Arbejdet som præst består af flere dele. Et er samtalerne med patienterne. Noget andet er ritualerne, for eksempel bøn eller velsignelse, og selvom Linda Ishøj Frederiksen har svært ved at sætte ord på, hvad det præcis er, ritualerne kan, er hun ikke i tvivl om, at de har en stærk kraft. Også på mennesker, der aldrig før har bedt en bøn eller kun meget sjældent har været i kirke:

”Jeg ved faktisk ikke helt, hvad det er, der sker. Men det er meget stærkt at opleve. Det sker, at dem, jeg taler med, gerne vil have, at jeg formulerer en bøn for dem, og det gør jeg gerne. Desuden er det sådan, at når jeg har haft en samtale med nogen, så spørger jeg dem nogle gange, om jeg må velsigne dem, og det siger mange ja tak til, og ofte kan man mærke i rummet, at det giver ro til patienten. Jeg tænker, det er fordi, det for dem bliver en omsorgshandling, og at tingene med velsignelsen ligesom falder på plads. Jeg er sikker på, det er godt for patienterne på den ene eller anden måde.”



Få de seneste artikler direkte i din indbakke