Klimaforandringer skruer op for allergier

Varmere vejr forlænger pollensæsonen og skaber bedre vækstbetingelser for allergifremkaldende planter. En af de nye herhjemme, bynke-ambrosie, ventes alene at give 100.000 danskere pollenallergi

Klimaforandringer skruer op for allergier

Vinterens mørke og kulde, der ellers normalt forbindes med energiforladthed, forkølelse og influenza, er et befriende frikvarter for den million danskere, der lider af allergi overfor birke-, bynke- og græspollen. Dertil kommer et ukendt antal, som endnu ikke aner, at blomsterstøv er årsag til sommerens manglende overskud.

”Nogle pollenallergikere reagerer voldsomt med astmaanfald. Andre får symptomer, der mere minder om en langvarig sommerforkølelse, influenza eller træthed. Symptomerne på et immunforsvar på overarbejde eller en måske uopdaget nedsat lungefunktion kan være meget forskellige,” siger Anne Holm Hansen, vicedirektør i Astma-Allergi Danmark.

Læs også: Mad der klør skyldes ofte pollen

Bynke-ambrosie breder sig i haverne

Her er de seneste års lange, varme somre en kilde til bekymring.

”Pollensæsonen bliver længere og længere. Samtidig ser vi flere allergifremkaldende plantearter slå rod i Danmark,” forklarer Anne Holm Hansen.
Værst er den undseelige bynke-ambrosie. En grokraftig ukrudtsplante, der kommer til Danmark med vinden og fuglefrø-blandinger, men som for bare ti år siden ikke kunne overvintre her.
Det kan den nu.
Bynkeambrosie har fået plads på Naturstyrelsens liste over invasive arter.
Det betyder, at planten i dag formerer og spreder sig på bekostning af andre planter i den danske natur.
På verdensplan koster invasive arters hærgen i eksisterende økosystemer omkring 4,5 procent af hele verdens BNP.

Læs også: Den rigtige kur mod høfeber

Udsigt til 100.000 flere pollenallergikere

Også i Danmark ventes bynkeambrosie at blive et dyrt bekendtskab. Blandt andet i form af sygefravær, for plantens pollen har vist sig lige så allergene som birkepollen. De små hvide blomster ser ikke ud af meget, men en enkelt selvsået bynke-ambrosie på en halv meters penge kan producere millioner af pollen og målinger viser, at sensitive personer vil opleve symptomer ved koncentrationer på blot fem til ti pollen per kubikmeter luft.
Indenfor de kommende år skønner Astma-Allergi Danmark, at bynke-ambrosie vil skabe 100.000 flere danske pollenallergikere.

”I de områder I Schweiz, hvor planten gror, reagerer 12 procent af befolkningen allergisk på bynke-ambrosie. Så galt forventer vi ikke, det går i Danmark, hvor klimaet trods alt er køligere og mindre venligt overfor planten,” siger Anne Holm Hansen.

Find den, fjern den og til forbrænding med den

Ligesom en anden invasiv planteart, bjørneklo, kan Bynke-ambrosies plantesaft fremkalde eksem.  Naturstyrelsen og Astma- og Allergiforbundet anbefaler derfor, at haveejere bruger handsker, når de fjerner hele planten og smider den i skraldespanden til forbrænding. Aldrig i komposten eller en container til haveaffald.
Astma-Allergi Danmark har gennem flere år forsøgt at motivere politikerne til landsdækkende kampagner i stil med ’bjørnekloens dag’ mod bynke-ambrosie. Indtil videre uden held, konstaterer Anne Holm Hansen:

”Allergi er dyrt for samfundet. Det skaber sygefravær og hæmmer præstationsevnen. Alligevel er det småt med politisk interesse, når vi er oppe imod store komplekse problemstillinger som f.eks. kræft. Bynke-ambrosie er jo ikke noget stort sundhedsproblem – endnu,” som hun siger.

”Men det bliver den, hvis vi bare lader stå til. Det er nu, vi har en reel chance for at forebygge allergi hos mange tusinde danskere. Om nogle år er det formentlig for sent.”

Også flere birkepollen

I foråret 2014 blev der i Danmark målt rekordmange birkepollen. Folk, der ellers aldrig havde døjet med allergi, fik symptomer og kimede Astma-Allergi Danmarks rådgivningstelefoner ned.
En ny app med pollenvarsler blev på få dage downloadet 100.000 gange.

”Dels havde vi mange danske pollen. Dels bar vinden en masse udenlandske pollen hertil. Vi har aldrig før målt så mange birkepollen og da birk er én af vores mest pollenallergifremkaldende planter, har det helt sikkert også givet flere allergikere. Hvor mange ved vi ikke. Erfaringen viser, at en del fejlmedicinerer sig selv med næsespray og smertestillende medicin i den tro, de er forkølede,” siger vicedirektør Anne Holm Hansen, Astma-Allergi Danmark.

En allergi fører mere allergi med sig 

Hvad man til gengæld ved, er, at én form for allergi ofte fører flere med sig. Og at pollensæsonen bliver længere. Som Anne Holm Hansen siger:
”De første birkepollen ser vi i februar-marts og bynke-ambrosie smider sine sidste pollen i oktober-november. Den lange sæson gør os alle ekstra udsatte for at udvikle allergi. Immunsystemet får jo kun et par måneder til at komme ovenpå igen.”

På Astma-Allergi Danmarks hjemmeside finder du en guide til genkendelse af bynke-ambrosie

Fakta om Bynke-Ambrosie

  • HVER FEMTE – 19,8 procent af de patienter, der fik en positiv priktest fra Odense Allergicenter, reagerede også på bynke-ambrosie, viser en undersøgelse.
  • I 1999 fandt Astma-Allergi Danmark første gang pollen fra bynke-ambrosie i pollenfælder på Sjælland. Planten var dengang fremmed i Danmark, men hvert år bliver den og dens pollen mere udbredte.
  • 25 procent af alle schweiziske pollen-allergikere har også astma på grund af bynke-ambrosie.
  • Fire millioner europæere og 29 millioner amerikanere er allergiske overfor bynke-ambrosie.
  • CO2 forurening i luften gør plantepollen mere allergifremkaldende, eller ’potente’, som det hedder på fagsprog.

 

Kilde: Astma-Allergi Danmark

 

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke