KOL-patienten Søs: Jeg ser muligheder frem for begrænsninger

Søs Hussmann lider af det usynlige handicap KOL, som medfører vejrtrækningsbesvær, og dermed begrænser hverdagen. Alligevel er glasset altid halvfyldt. For med målrettet behandling og en positiv tilgang til tilværelsen får Søs mest muligt ud af livet på trods af sin kroniske livsstilssygdom.

KOL-patienten Søs: Jeg ser muligheder frem for begrænsninger

Søs Husmann på 62 år har ingen anelse om, hvornår hun blev syg. Men hun husker i detaljer, hvad der skete i tiden op til, hun fik diagnosen KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom).

"Jeg vidste godt, der var et eller andet galt, for jeg havde det ikke godt. Jeg havde svært ved at overkomme jobbet som lærer, for jeg blev let forpustet og havde ikke luft til at undervise en klasse. Samtidig havde jeg det ikke så skidt, at jeg ville gå til lægen," husker Søs.

Lægehjælp blev alligevel nødvendig en aften i maj, 2008. På parkeringspladsen foran datterens hjem kunne Søs pludselig ikke få vejret og gik i panik.

"Det var en meget ubehagelig oplevelse. Jeg var ikke i stand til at flytte mig ud af stedet. Jeg kunne heller ikke åbne min mobiltelefon, men begyndte i stedet at hyperventilere. På mirakuløs vis fik jeg råbt en cyklende dame an, som satte mig i forbindelse med min datter og en ambulance," fortæller Søs om hændelsen for fem år siden.

Læs mere: Sen diagnosticering koster milliarder 

Viden letter hverdagen

Fire gange det år oplevede Søs, at hun tabte pusten og måtte have lægehjælp. Det var dog kun den første gang, det skete, at hun blev direkte angst. De øvrige gange var hun langt bedre rustet til at tackle ubehaget.

Da hun efter anden indlæggelse fik diagnosen KOL, følte hun sig ikke kun forberedt på den nye situation, hvor hun kunne få svært ved at trække vejret; hun vidste også mere om, hvordan hun skulle forholde sig til den.

"Et halvt år efter jeg fik diagnosen, blev jeg tilbudt rehabilitering. Det består både af fysisk træning, teori om kost, luftveje, angst og anatomi samt vejrtrækningsøvelser og viden om, hvordan jeg skal tage min medicin. Forløbet tager syv uger, og jeg har netop været af sted igen, for det er vigtigt, hvis jeg skal finde livskvaliteten frem i hverdagen," siger Søs.

Hendes lungekapacitet er netop blevet mål til 25 procent, og den arbejder hun målrettet på at bevare.

"Jeg kan ikke genvinde tabt lungevæv, men jeg kan arbejde på, at det, jeg har tilbage, bliver trænet, så det kan klare større belastninger. Her er motion det bedste redskab. Jeg har holdt mig i form med først fysio-pilates og nu en times fast ugentlig træning. Mit lærerjob er nu lavet om til et flexjob på skolebiblioteket, og det er også med til at holde mig i form. Og så er det selvfølgelig altafgørende, at jeg er stoppet med at ryge," forklarer Søs.

Hun har lært at leve med sin kroniske sygdom, og hun gør det ved ikke at lade sig begrænse.

Læs mere: Lungepatienter kan måle og følge deres sygdom i eget hjem

Find løsninger og lev livet

"Jeg kaster mig ud i opgaverne, og så tager jeg mine forholdsregler, før kroppen siger stop. Jeg har for eksempel ikke luft til at stå for frokosten til hele vores bofællesskab, når vi har arbejdsweekend, men jeg tager opgaven en gang imellem. Så finder jeg en løsning, hvor jeg starter om torsdagen med at forberede første etape, tager en ny del om fredagen og afslutter opgaven lørdag. Jeg lader heller ikke min sygdom begrænse mig, når det gælder rejser, men jeg sørger for, at der altid er en elevator på hotellet. Jeg har simpelthen ikke luft til at gå på trapper eller til at gå langt. På mit arbejde har vi løst det ved, at jeg har fået den parkeringsplads, der er tættest på hovedindgangen. Det gør arbejdsdagen meget lettere for mig," siger Søs.

Søs smiler og afbryder samtalen for at gå ud og tage imod sine dagligvarer, som hun, for at lette hverdagen med KOL mest muligt, nu får leveret til døren. Hun har selv foreslået at komme i flexjob i stedet for at gå på pension, og hun står også selv bag forslaget om en parkeringsplads tæt på hovedindgangen.

"Jeg kan ikke fordrage, når folk pakker mig ind i vat og fortæller mig alt det, jeg ikke må af frygt for, at der sker mig noget. Samtidig er mit handicap oftest skjult, og derfor er det vigtigt, at jeg selv erkender, hvad jeg ikke kan som KOL-patient. Mit fokus er at finde løsninger, der gør hverdagen lettere og frem for alt at fokusere på de positive ting, som jeg fortsat har mange af," smiler Søs.

Læs mere: Danskerne kender ikke konsekvenserne af rygning

FAKTA OM KOL

  • Omkring 400.000 danskere har KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom), men de 200.000 er ikke klar over det. KOL kommer nemlig snigende, og er svært at opspore.
  • Symptomerne på KOL er åndenød, der resulterer i problemer med at løfte og gå raskt til, samt hoste og ophostning af slim fra lungerne. Nogle har hyppige luftvejsinfektioner og oplever træthed og svækkelse af musklerne.
  • KOL er en livsstilssygdom som eksempelvis type to diabetes. Det skønnes, at otte ud af 10 KOL-tilfælde skyldes rygning.
  • I 2011 døde cirka 3.500 danskere af sygdommen, og dertil kommer i omegnen af 2.000 dødsfald, hvor KOL spiller en væsentlig rolle.
  • En lungefunktionsmåling hos rygere eller ex-rygere kan vise, om man har KOL. Rygestop, motion og medicin kan øge livskvaliteten betydeligt.

Kilde: Overlæge og professor Peter Lange, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet

Læs mere: Livsstilsændringer kan give kronisk syge et lettere liv



Få de seneste artikler direkte i din indbakke