Kondicykler i stedet for hospitalssenge

I Næstved danner et nedlagt hospital ramme om kommunens sundhedscenter. Men centret er under forandring. Det gælder mange af de nye sundhedscentre i Danmark

Kondicykler i stedet for hospitalssenge

Hjulene på kondicyklen drejer hurtigt rundt og Kurt Duus fra Næstved er ved at være godt forpustet. For cirka et halvt års tid siden sad han ellers ubevægelig i sin kørestol. Efter en blodprop var hele hans højre side lammet, så han hverken kunne bruge arm eller ben. Men genoptræningen på Næstved Sundhedscenter har hjulpet ham så godt, at han nu kan bevæge sig frit igen.

"I starten måtte jeg have hjemmehjælp, men det behøver jeg ikke længere," lyder det fra den 62-årige mand.

Læs mere: Stærk med elastik på 15 minutter

Justeringer på vej

Ved årsskiftet 2007 fik Næstved kommune sammen med landets 97 andre kommuner ansvaret for forebyggelse og genoptræning. En opgave, som mange kommuner ikke helt har vidst, hvordan de skulle gribe an. Ideen med sundhedscentre blev fostret i forbindelse med kommunalreformen, men det er aldrig blevet defineret, hvad et sundhedscenter præcist skulle indeholde. Sundhedscentrene er meget forskellige rundt om i landet, og mange af centrene er under forandring. Det gælder også Sundhedscenter Næstved. Her har politikerne valgt at nedlægge Sundhedsskolen, hvor borgerne med diabetes 2 eller rygerlunger ellers kunne få hjælp til kost, motion og rygning. Denne hjælp vil fremover blive integreret i sundhedscenteret, oplyser sundhedschef i Næstved Kommune, Dorthe Berg Rasmussen.

"Vi bygger videre på de erfaringer, vi har fra sundhedsskolen. Vi har arbejdet intensivt på hele ideen med et sundhedscenter. Men der er fortsat nogle forhold, vi bliver nødt til at justere," siger Dorthe Berg Rasmussen.

Træning hjælper børn med adfærdsforstyrrelser

Næstved Sundhedscenter har til huse i et nedlagt hospital, og sengene er skiftet ud med kondicykler og store bolde, som bliver brugt til gymnastik. Men det gamle hospital har også tilbud til misbrugere af alkohol eller narkotika. Mennesker, som har brug for hjælpemidler som en kørestol eller en stok, kan også få hjælp i centret. Borgerne kan dog ikke gå direkte ind fra gaden, som det kendes fra nogle sundhedscentre. Det kræver som hovedregel en henvisning fra den praktiserende læge. Fireårige Mark og hans mor, Bettina Sønderhøj, har først været omkring børneambulatoriet på Næstved Sygehus, før Mark blev henvist til Næstved Sundhedscenter.

"Mark har formentlig nogle adfærdsforstyrrelser. Han har meget uro og har også haft problemer med sproget," fortæller Bettina Sønderhøj, mens hendes søn ligger på maven og gynger frem og tilbage i en hængekøje.

Han forsøger behændigt at samle små boldposer op fra gulvet og kaste dem i en beholder foran hængekøjen. Hver gang det lykkes, får han et point, som børneergoterapeut Tina Hougaard holder styr på.

"Træningen virker samlende på Mark. Vi stimulerer hans sanser og motorik. Når det drejer sig om børn, kan man jo ikke lige sige: Tag ti af dem. Så må man lege det ind i stedet," fastslår Tina Hougaard, mens hun pakker en såkaldt kugledyne om drengen.

Til sidst er det kun hovedet, der titter frem af dynen. Ergoterapeuten trykker rundt omkring på dynen. Det virker også samlende og Marks øjne fortæller da også, at han er tilfreds med behandlingen. Hans mor supplerer.

"Behandlingen har virket rigtig godt på ham. Før hang han nærmest på væggen. Men nu er han blevet meget mere rolig. Og hans sprog er blevet rigtig godt," siger Bettina Sønderhøj.

Læs mere: Computerspil giver handicappede børn nyt liv

Mangel på sammenhæng

I Næstved har man fokuseret meget på at skabe sammenhængende patientforløb. Det er ellers noget som halter mange steder, fremgår det af en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, der blev offentliggjort medio september. Heri står der: 'Det er den generelle vurdering, at sundhedscentrene ikke har skabt mere sammenhæng mellem sygehuset, almen praksis og kommunen, end der var tidligere.' I Næstved har man arbejdet bevidst på at løse dette problem. Her har man ansat en såkaldt praksiskonsulent, som kan bygge bro mellem sundhedscenteret, den praktiserende læge og hospitalet.

"Vi har ansat en praktiserende læge til at sørge for, at der ikke går vigtig viden tabt mellem sundhedscenteret og resten af sundhedsvæsenet. Derudover har vi hele tiden haft et meget tæt samarbejde med Region Sjælland, og det sikrer alt sammen, at der er sammenhæng i behandlingen," fortæller Dorthe Berg Rasmussen.

Virker sundhedscentre?

Rapporten fra Statens Institut for Folkesundhed giver imidlertid ikke noget bud på, om de nye sundhedscentre i Danmark overhovedet giver mening, og om man får mere sundhed for pengene. I Næstved er der heller ingen beregninger over, om antallet af sygehusindlæggelser er faldet, nu hvor den forebyggende indsats er øget. Men Dorthe Berg Rasmussen er ikke i tvivl om, at investeringen kan betale sig.

"Hos os har politikerne valgt at investere flere millioner i sundhedscenteret. Men disse penge kan sagtens vise sig at være godt givet ud. Vi ved, at det er muligt at spare penge på syge-dagpengeområdet, fordi borgerne hurtigere kommer tilbage på arbejde," lyder det fra sundhedschefen.

Læs mere: Sophie Hæstrop Andersen: Vi skal være til for de syge - ikke omvendt



Få de seneste artikler direkte i din indbakke