Kontant snak får børn til at tabe sig

Danske læger er ikke dygtige nok til at behandle overvægtige børn, siger børnelæge, der med stor succes får tykke børn til at tabe sig

Kontant snak får børn til at tabe sig

Hos børnelæge Jens-Christian Holm får forældre til tykke børn at vide, at de svigter deres børn, hvis de fortsat køber slik og sodavand. Børnene får besked på, at det er slut med junk food, hvis de gerne vil se normale ud. Selv kalder børnelægen det for en kontant og dikterende pædagogik ude af trit med, hvordan overvægt tidligere er blevet grebet an.

"Men metoden er meget effektiv," forklarer Jens-Christian Holm, der leder Enheden for overvægtige børn og unge på Børneafdelingen på Holbæk Sygehus, om den succesfulde behandling af overvægtige børn, han har kørt i snart to år.

Udgangspunktet for behandlingen er den indledende konsultation, hvor han eller en anden af centrets læger gennem en ærlig og kontant samtale gør det lysende klart for barn og forældre, hvad der skal til for at tabe sig.

"Naturligvis er vi også empatiske, men vi tager et stort behandlingsansvar og dikterer derigennem ændringer fra den første dag, de kommer her. Og de fleste familier elsker os for det," fortæller han om familierne, der kommer hjem fra det første møde med cirka 20 punkter, som de konkret skal forholde sig til og ændre deres liv ud fra.

Ofte krav om at børnene skal spise en sund morgenmad, højest må drikke én dåse sodavand og spise for ti kroner slik én gang om ugen, ikke se TV før kl. 18 og højest i to timer om dagen, og så skal de dyrke motion to gange om ugen.

Læs mere: Overvægtige børn kan få normalt blodtryk tilbage

Manglende kompetencer hos børnene

Antallet af svært overvægtige børn vurderes herhjemme til op mod 60.000, og fremtiden ser ifølge Jens-Christian Holm skidt ud for de tunge børn, for alt for mange får ikke den behandling og hjælp, de har brug for.

"Generelt er overvægtige børn stort set overladt til selv. De fleste praktiserende læger og sundhedsplejersker er efter min vurdering ikke gode nok til at varetage behandlingen af dem," siger børnelægen, der for at understrege problematikken, fortæller om en familie, der kører hele vejen fra Nordjylland til Holbæk for at få behandling til deres overvægtige barn.

Det betyder ifølge Jens-Christian Holm samfundet står med en stor gruppe børn, der, udover en række fysiske skavanker som følge af overvægten, ikke gennemgår en normal børnealder og kompetenceudvikling, hvilket sætter dem tilbage i forhold til deres jævnaldrende.

Læs mere: Enestående ny viden om børns sundhed

Overvægtige børn bliver isoleret

"Problemerne starter, når de begynder i skole. Her bliver de tykke børn ofte isoleret og drillet af de andre elever, fordi de er anderledes. Typisk reagerer de på mobningen ved enten at blive udafreagerende eller vende sig ind i sig selv," siger han.

Gennemsnitsalderen før børnene på klinikken er 11 år og svinger mellem fire og 22 år. Når de påbegynder behandlingen undersøges de blandt andet for fedtlever, forhøjet blodtryk og kolesterol. Efterfølgende kommer samtaler med diætister, psykologer og socialrådgivere efter behov. Ifølge Jens-Christian Holm en unik behandlingsform, som de overvægtige børn ikke kan få andre steder.

»Men det går jo ikke op, når vi har tusindvis af overvægtige børn i Danmark, og man på nogle af de andre børneafdelinger i landet, hvor jeg selv har arbejdet, ser måske 25 børn om året, fordi man ikke har kapacitet til mere,« siger han.

Børn med strækmærker

På klinikken i Holbæk er cirka 600 svært overvægtige børn i behandling, og Jens-Christian Holm fortæller, at han endnu ikke har mødt én eneste, der ikke er motiveret for at tabe sig.

"Jeg har set mange børn med svære strækmærker som en gravid kvinde. Drenge, der udvikler bryster. Det er ikke spor sjovt, og de børn vil gøre alt for at komme til at se normale ud," forklarer børnelægen og fremhæver en socialt belastet pige på 10 år, der vejede 110 kilo, da han så hende første gang.

"Ved den første konsultation fortalte jeg pigen, hvad der skal til for at tabe sig og gav hende en liste med 17 punkter over, hvad der skulle ændres på. Jeg troede næsten ikke selv, at pigen kunne gøre det, men hun gjorde det og efter to-tre måneder havde hun tabt 10 kilo," fortæller Jens-Christian Holm.

Siden specialafdelingen åbnede, har 60 procent af de behandlede børn oplevet vægttab og faldende BMI tal.

gode råd til at tabe sig

  • Spis havregryn eller groft brød til morgenmad
  • Aftensmad skal portionsanrettes i køkkenet. Eventuel anden portion må først serveres 20 minutter efter den første
  • Junkfood og sodavand kun en gang om måneden
  • Gå til gymnastik og svømning
  • Tv/pc reduceres til to timer om dagen
  • Lommepenge skal på konto, ikke i hånden

Kilde: Enheden for overvægtige børn og unge på Børneafdelingen på Holbæk Sygehus 

Læs mere: Skærmen giver hvert femte barn smerter



Få de seneste artikler direkte i din indbakke