Kortlægning af D-vitamin skal gøre os klogere

D-vitamin er livsvigtigt for vores knogler. Alligevel er forskerne først nu ved at se på, hvor meget D-vitamin et sundt menneske skal indeholde

Kortlægning af D-vitamin skal gøre os klogere

Det magiske D-vitamin

D-vitamin er omgivet af lige så meget mystik og magi som Harry Potters tryllestav.

Alt efter hvilke hænder det lander i, er det henholdsvis vidunder-vitaminet, der kan forlænge vores liv, eller et vitamin der sættes i forbindelse med risiko for kræft, hjertesygdomme, diabetes og psykiske sygdomme.

I virkeligheden er det eneste håndfaste, vi ved om det livsvigtige vitamin, at det er godt for vores knogler. Hvor store eller hvor små mængder D-vitamin, der skal til for at være 'rigtig godt', og hvordan vi danskere egentligt er 'doseret' er uvist.

Det skal den til dato største undersøgelse, Status D, meget gerne give svar på.

Undersøgelsen er halvvejs, og selv om det er for tidligt at sige noget om resultatet, er Anja Olsen, der er seniorforsker og projektleder i Kræftens Bekæmpelse, overbevist om, at resultatet vil være afgørende for den videre forskning omkring D-vitamin.

"Undersøgelsen vil afdække, hvor meget D-vitamin danskerne har i sig. Det er ny viden, og den vil give os en god ramme at arbejde indenfor. Det løse grundlag, vi før har diskuteret på baggrund af, vil samtidig blive reduceret kraftigt," siger Anja Olsen.

Læs mere: Pas på solens stråler og få nok D-vitamin

Manglende viden

Netop fordi den eksakte viden om behovet for D-vitamin er så upræcis, er det også svært at udstikke skråsikre guidelines for, hvordan man bør tackle for lavt eller for højt niveau af D-vitamin.

"Nogle studier har fundet, at både personer med meget lave og personer med meget høje blodniveauer af D-vitamin har en øget risiko for at udvikle en række sygdomme. Der er ingen tvivl om, at vi har behov for D-vitamin, for hvis vi ikke får dækket vores basale behov, udvikler vi mangeltilstande. Men det betyder ikke, at vi ukritisk skal gå efter at få så meget som muligt," siger Anja Olsen og fortsætter:

"Solen er vores primære kilde til D-vitamin, og i forhold til solen sørger vores naturlige regulering for, at vi ikke danner for meget. Jeg synes derimod man skal være forsigtig med at tage kosttilskud med D-vitamin i større doser – meget mere end 10 µg/dag (mikrogram pr. dag red.) synes jeg ikke, man bør tage, med mindre man har fået konstateret for lavt D-vitamin niveau eller tilhører en særlig risikoramt gruppe. Det kan for eksempel være ældre mennesker, der går mindre ud og er mere tildækkede, og derfor får for lidt af den vigtigste kilde til D-vitamin, som jo netop er solen," siger Anja Olsen.

Læs mere: D-vitamin - Godt mod depression

Myter om D-vitamin 

Der findes mange myter om D-vitamin. Her finder du svar på de mest typiske:

1. Danskerne lider af D-vitamin-mangel

Mange tror, at danskerne generelt lider af D-vitamin-mangel, men dette er ikke videnskabeligt bevist. Der er nemlig endnu ikke lavet et befolkningsstudie af danskernes D-vitamin-niveauer.

2. Hvis man er træt om vinteren, mangler man D-vitaminer

Det er helt naturligt at være mere træt om vinteren, end man er om sommeren. Det er derfor langt fra sikkert, at man lider af D-vitamin-mangel, bare fordi man er lidt træt. En almindelig sund livsstil med motion og den rette kost kan afhjælpe trætheden. Bliver trætheden ved, bør man dog søge læge.

3. Behovet for D-vitamin er højt

Danske læger er ikke helt enige om, hvor niveauet for det nødvendige behov for D-vitamin ligger. Ifølge Sundhedsstyrelsen er et D-vitamin-niveau på 50 nmol/l (nanomol pr. liter, red.) tilstrækkeligt, mens et niveau på 25 nmol/l viser en mangeltilstand. Andre læger skønner, at niveauet skal helt op på 75 nmol/l, og at man derfor er i mangel ved blot 50 nmol/l.

Det kan derfor være meget individuelt og lægeafhængigt, om man bliver diagnosticeret med D-vitamin-mangel. Som udgangspunkt kan man dog gå ud fra, at man ikke i fare for at mangle D-vitamin, hvis man har en sund livsstil og spiser sundt og varieret.

4. Kosttilskud kan afhjælpe D-vitamin-mangel

Du behøver ikke kosttilskud for at undgå D-vitamin-mangel. En helt almindelig sund livsstil med lidt sol om sommeren og en sund kost giver dig nok D-vitaminer. Fed fisk indeholder eksempelvis masser af D-vitamin.

5. Solarium afhjælper D-vitamin-mangel

Kroppen fungerer ligesom en bjørn, der samler forråd og dermed automatisk ophober D-vitamin om sommeren, så den også har nok til vinterhalvåret. Solarium er derfor en unødvendig og endda skadelig løsning at få dækket behovet for D-vitaminer på om vinteren. Blot ét månedligt besøg i solariet giver to til tre gange øget risiko for udvikling af kræft i huden.

6. Man skal opholde sig længe i solen for at få nok D-vitamin

Mange tror, at de skal ligge og stege i solen, hvis de skal have nok D-vitamin. Fakta er, at man kun skal være i solen 10-20 minutter pr. dag tre gange om ugen for at få dækket sit D-vitamin-behov. Det er desuden rigeligt blot at have ansigt, hænder og bryst bart, når man opholder sig i solen.

Hvad er d-vitamin?

  • D-vitamin er nødvendigt for kroppens omsætning af kalk og fosfat, så tænder og knogler er stærke.
  • Vitaminet dannes i huden, når vi udsættes for sollys. Vi danner også D-vitamin, når vi spiser fed fisk som sardiner, tun, laks og sild eller indtager fiskeleverolie eller mælkeprodukter.
  • D-vitamin er fedtopløseligt. Det betyder, at det ikke kan opløses i vand eller udskilles med urinen. I stedet kan det ophobes i kroppens fedtdepoter og ved meget store indtag medføre forgiftningstilstande i kroppen

Kilde:Kræftens Bekæmpelse

 

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke