Kostomlægning reducerer tarmproblemer

Ny australsk viden baner vejen for fornyet livskvalitet hos de 600.000 danskere, der skønnes at lide af irritabel tyktarm

Kostomlægning reducerer tarmproblemer

Mavesmerter, diarré og forstoppelse. Det er hverdagen for cirka hver 10. dansker. De lider af irritabel tyktarm (IBS), som på ingen måde er farligt, men som omvendt begrænser den enkelte i de daglige gøremål, og ofte er både smertefuldt og tabubelagt.

Irritabel tyktarm er ufarligt

"Irritabel tyktarm kan medføre oppustethed og meget uregelmæssig afføring. Det kan være hård mave, men det kan også være problemer med at holde på afføringen, og den slags er for mange socialt hæmmende," forklarer diætist Stine Junge Albrechtsen, som er medforfatter til bogen 'Irritabel tarm – Low FODMAP diet giver ro i maven'.

Hun oplever tre gange flere henvendelser fra kvinder end fra mænd. Men hun tror i bund og grund, at irritabel tyktarm kan være et lige så stort problem for mænd som for kvinder.

"Kvinder er mere sarte i forhold til at have problemer med afføringen og være nødt til eksempelvis at bruge offentlige toiletter. Mænd lider mere i stilhed," vurderer diætisten.

Læs mere: Ondt i maven 

Fodmap diæt mindsker mavesmerter

Hun og hendes kolleger har i mange år måttet give patienterne den kedelige besked, at smerterne desværre er kroniske. Nu viser en australsk diæt sig som redningskrans for mellem 70 og 80 procent af alle tilfældene.

"Tarmen kan ikke helbredes, men patienterne vil opleve diæten som symptomlindrende, hvilket er et stort skridt. For nogle mennesker betyder det, at de undgår en sygemelding på grund af deres smerter eller symptomer," fortæller Stine Junge Albrechtsen.

Hun er en blandt foreløbig fire danskere, der er blevet uddannet til at kunne udføre behandlingen med den særlige såkaldte FODMAP-diæt, der udelukker kulhydrater som blandt andet hvede, rug, mælk, løg, svampe, stenfrugter og æbler, og som dermed begrænser deres påvirkning på kroppen. FODMAP er en forkortelse for de kulhydrater, diæten udelukker. Det er såkaldte oligosakkarider, disakkarider, monosakkarider og polyoler. Når vi indtager dem, og de nedbrydes af bakterier i tarmen, kan det hos nogle give oppustethed, mavesmerter osv.

Læs mere: Grov kost slanker og forebygger sygdomme

Udelukker udvalgte kulhydrater

"Det er en eliminerings-diæt, der indledningsvis udelukker en lang række kulhydrater. Efter halvanden til to måneder uden disse kulhydrater kan tarmpatienten langsomt begynde at genindføre produkter med kulhydrater en for en og se, hvornår tarmen giver udslag. På den måde kan man over tid identificere hvilke produkter, der er årsag til, at maven gør vrøvl og dermed undgå dem," forklarer Stine Junge Albrechtsen.

Hun har sammen med sine øvrige uddannede danske kolleger på Aleris-Hamlet, Sygehus Sønderjylland, Aarhus universitetshospital og Herlev Hospital behandlet mere end 1.000 patienter over det seneste år.

"Vi bliver kimet ned, for irritabel tarm har længe været en skraldespandsdiagnose, der blev klæbet på én, når alle 'alvorlige' diagnoser var udelukket, mens man stadig har ondt og er generet. Det store ubehag og den manglende kontrol gør det svært at leve med, og derfor er det meget epokegørende, at vi nu faktisk kan hjælpe så stor en del af gruppen med en behandling, der giver mærkbar lindring," fortæller diætisten.

Fakta om irritabel tyktarm

  • Irritabel tyktarm opstår typisk som følge af stress eller en infektion.
  • Her ændrer tarmfloraen sig, og musklernes funktion i tarmen reduceres. Dermed sker der også ændringer i måden, man fordøjer på.
  • Når man ikke kender de præcise årsager til smerterne, er det ikke muligt at finde den eksakte kur til helbredelse.
  • Behandling har derfor til dato omfattet medicin, kosttilskud, naturmedicin, terapidiæt og livsstilsændringer. Intet af dette har dog medført de store ændringer, og derfor har tarmpatienter lidt i årevis uden udsigt til bedring.

Læs mere: Lyt til din mavefornemmelse



Få de seneste artikler direkte i din indbakke