Gennem nåleøjet - kravene til at få en fedmeoperation

Retningslinjerne for hvem der kan få en fedmeoperation gennem det offentlige blev ændret i 2011 og kravene til patienterne blev kraftigt strammet. Her kan du se hvad der skal til for at slippe gennem nåleøjet.

Krav til fedmeoperation

Sådan bliver du godkendt til fedmeoperation i det offentlige

Alle, der ønsker en fedmeoperation i offentlig regi, skal først visiteres gennem egen læge.

Lægens vurdering vil tage udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens skærpede krav (se nedenfor). 

Hvis man opfylder kriterierne, vil man få en henvisning til hospitalsenheden i ens region.

Inden man kan blive godkendt til operation på gastrokirurgisk afdeling, vurderer medicinere og diætister fra endokrinologisk afdeling, om man med sandsynlighed vil kunne overholde levereglerne efter operationen, og om der er andre forhold som taler imod operation. 

En gang om måneden mødes gastrokirurger, medicinere, diætister og sygeplejersker og diskutere, hvorvidt patienterne er afklaret og egnet til operation. 

Læs også: Sidste udvej - fedmeoperation

Regler fra Sundhedsstyrelsen 

For at komme i betragtning til en gastric bypass skal man, ifølge Sundhedsstyrelsens nye regler, opfylde følgende:

Alder:

Den nedre aldersgrænse er indtil videre 25 år.

Der er ingen øvre aldersgrænse, men ved vurdering af patienter over 60 år bør der udvises meget stor forsigtighed på grund af påvist øgede operative komplikationer.

Læs også: 6 spørgsmål til professoren om gastric bypass

BMI:

Ansøgere med ekstrem overvægt, det vil sige et BMI > 50, kan komme i betragtning til gastric bypass uden følgesygdomme.

Ansøgere med BMI > 35 skal have mindst én af følgende sværere fedme-relaterede sygdomme:

  • type 2 diabetes (’gammelmands’ sukkersyge)
  • svær regulerbar hypertension (blodtryk)
  • dokumenteret søvnapnø (lange pauser i vejrtrækningen under søvnen)
  • polycystisk ovariesyndrom (også kaldet PCO, som er en udbredt hormonel forstyrrelse hos kvinder i den fødedygtige alder)
  • dokumenteret arthrose (slidgigt) i underekstremiteterne (benene), der skal være udredt af ortopædkirurgisk speciallæge med henblik på udtømte behandlingsmuligheder

Læs også: Mysteriet om vores fede maver

Forhold der umuliggør operation:

  • svær psykisk sygdom og ustabil psykisk sygdom
  • misbrug af alkohol eller narkotika
  • spiseforstyrrelser som bulimi
  • udviklingshæmning


Få de seneste artikler direkte i din indbakke