Kvinder kender ikke nok til deres helbred

Kvinder kender ikke nok til deres helbred

Kun 5 procent af de danske kvinder i aldersgruppen 40-74 år kender deres egne helbredstal, viser ny undersøgelse fra Hjerteforeningen. Det er halvt så mange som blandt mændene.

Mere viden vil forbedre kvinders helbred

Bedre kontrol og øget fokus på blodtryk, kolesterol, blodsukker, taljemål og kondital kan sænke forekomsten af de hyppigste livsstilssygdomme

Omkring 45.000 mennesker forventes at blive ramt af hjertekarsygdom i 2012. De slutter sig til de 420.000 danskere, der allerede lever med en hjertekarsygdom.

Få har kendskab til egen sundhedstilstand

En ny undersøgelse fra Hjerteforeningen viser imidlertid, at blot 7 procent af danskerne i alderen 40-70 år - aldersgruppen hvor hyppigheden af hjertekarsygdomme for alvor begynder at galoppere - har kendskab til deres egen sundhedstilstand. En tilsvarende måling, Hjerteforeningen foretog for 3 år siden viste præcis det samme resultat.

"Manglende viden og usund livsstil er de store syndere, når vi taler hjertekarsygdom. Vores nye undersøgelse viser, at danskernes fokus på helbredstallene ikke har rykket sig en millimeter de sidste tre år, og det er vi i Hjerteforeningen kede af. Med et årligt sundhedstjek ved man, om man skal ændre livsstil eller måske medicineres, inden et forhøjet blodtryk for eksempel udvikler sig til kritisk hjertekarsygdom," siger Inge Vestbo, direktør i Hjerteforeningen.

Et nyt amerikansk studie viser, at personer der har en eller flere af fire risikofaktorer forhøjet blodtryk og kolesterol, rygning og type-2 diabetes i 40-årsalderen er voldsomt meget mere i risikozonen for senere at få hjertekarsygdom end personer, der ikke har nogen af dem.

Studiet viser bl.a., at en 45-årig mandlig ikke-ryger, som ikke lider af nogen af ovennævnte andre risikofaktorer, har en risiko for senere i livet at udvikle hjertekarsygdom på 1,4 procent. Men kan han sætte flueben ud for bare én af risikofaktorerne, så er risikoen hele 39,4 procent.

Få tjek tallene

"Den nye forskning fra USA har et positivt underliggende budskab. Har man ikke nogen af risikofaktorerne er risikoen for at få hjertekarsygdom meget lav. Derfor opfordrer vi alle over 40 år til at tjekket deres tal," siger Inge Vestbo.

Hjerteforeningens nye undersøgelse viser, at flest over 40 år har styr på blodtrykket mens meget få kender deres kondital ligesom det også er under halvdelen, der kender deres kolesterol og- blodsukkertal.

Kilde: Hjerteforeningen



Få de seneste artikler direkte i din indbakke