Kvinder risikerer blodprop med ny prævention

Kvinder risikerer blodprop med ny prævention

Kvinder, der bruger de nye præventionsmidler p-ring og p-plaster, har mere end seks gange så stor risiko for at få en blodprop i ben og lunger som kvinder, der ikke bruger denne prævention. Risikoen er dermed lige så stor som ved de mest risikable p-piller.

Ikke bedre end p-piller

Det viser den første store undersøgelse af risikoen ved de nye præventionsmidler, som er taget i brug inden for de senere år, i takt med at risikoen for blodprop ved brug af p-piller er dokumenteret. Det skriver Politiken.

Undersøgelsen, der offentliggøres i det ansete internationale tidsskrift British Medical Journal, er udført af en gruppe danske forskere på Rigshospitalet og Hillerød Hospital.

"Efter omtalen af risikoen ved p-pillerne er mange kvinder skiftet til et af de nye midler i den tro, at de var mere sikre. Men vaginalringen og plastre indebærer en risiko på mindst samme størrelse som p-pillerne med den største risiko," siger professor, dr.med. øjvind Lidegaard til Politiken.

Han er overlæge på Rigshospitalets gynækologiske klinik og førsteforfatter på undersøgelsen.

Læs mere: 25.000 kondomer skal beskytte unge på sommerens festivaler

Spiral sænker risiko

Undersøgelsen er gennemført ved at samle data fra Landspatientregistret om alle danske kvinder mellem 15 og 49 år i perioden 2001 til 2010. I alt 1,3 millioner danske kvinder, hvoraf 3434 med sikkerhed havde fået en blodprop i ben eller lunger.

Resultatet var, at risikoen for blodprop var størst for kvinder, der brugte p-plaster. Midlet bruges af et par tusinde kvinder i Danmark, og risikoen var næsten otte gange større end for kvinder, der ikke brugte noget hormonelt præventionsmiddel.

Risikoen ved brug af p-ring - en ring, som indsættes i kvindens skede - er mere end seks gange højere. Midlet bruges af omkring 20.000 danske kvinder.

Derimod var der ikke nogen forhøjet risiko ved brug af p-staven, som er en ganske lille stav, der sættes ind under huden i overarmen.

Og for kvinder, der bruger hormonspiral, ser risikoen for at få en blodprop oven i købet ud til at være lavere end ved slet ikke at bruge noget.

Kilder: Ritzau og Politiken



Få de seneste artikler direkte i din indbakke