Livmoderhalskræft kan blive fattige kvinders sygdom

Ny viden dokumenterer, at vaccinen mod livmoderhalskræft med fordel kan gives til alle piger op til 26 år. I dag må de unge over 16 år selv købe vaccinen, og det betyder, at det hyppigst er de mere velhavende piger, der får vaccinen

Livmoderhalskræft kan blive fattige kvinders sygdom

Livmoderhalskræft er den eneste form for kræft, man kan blive vaccineret imod med en HPV vaccine, og derfor har den siden 2009 været en del af børnenes vaccinationsprogram.

Men nu viser det sig, at mange flere kan have glæde af at få den, og derfor anbefaler eksperter, at den bør gives gratis til alle kvinder op til 26 år.

"Da HPV vaccinen kom på markedet, troede man, at den skulle gives før den seksuelle debut, fordi HPV virus er en seksuelt overført sygdom. Det er også det bedste, men nye tal viser, at kvinder helt op til 26 år har stor glæde af den, fordi otte ud af ti kvinder i denne aldersgruppe ikke er blevet smittet med den type virus, der kan give kræft," forklarer Charlotte Søgaard, der er overlæge på Skejby Sygehus og næstformand i Dansk Selskab for Gynækologi og obstetrik.

Læs mere: Piger med uklare HPV-symptomer

Virker på til 26. årige

Hvis man i dag gav vaccinen til alle 16 til 26-årige, skønner overlæge Iben Holten fra Kræftens Bekæmpelse, at man ville kunne spare 2880 tilfælde af livmoderhalskræft og 850 dødsfald som følge af virus. Derudover vil man også spare alle omkostningerne ved keglesnit, som man laver, når en kvinde har celleforandringer. Endelig ved man også, at færre keglesnit vil betyde færre for tidligt fødte børn.

"Vi ved i dag, at vaccinen virker, også selv om en kvinde allerede har haft en virusinfektion. Så der er god grund til at give den helt op til det 26. år," fastslår Iben Holten.

Læs mere: Drenge bør have gratis HPV-vaccine 

Social slagside

I dag skal alle, der er født før 1993 selv betale for vaccinen. De unge vælger også selv at få vaccinen og betale de 3.500 kr., det koster. Men prisen gør, at der er stor forskel på hvem, der bliver vaccineret, og det giver en social slagside. Nye tal viser nemlig, at det er pigerne i de rige kommuner, der får vaccinen. I Hørsholm er det 43 procent af de 16 til 19-årige, mens det i Ishøj kun er otte procent.

"Livmoderhalskræft er på vej til at blive de fattiges sygdom. Det er absurd, når man ved, man har en vaccine, der virker," siger Charlotte Søgaard.

Det er Sundhedsstyrelsen der fastsætter aldersgrænsen, og indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at den bliver ændret.

hpv-virus og livmoderhalskræft

HPV virus smitter ved seksuel kontakt. Kondom mindsker smitten, men den forhindrer den ikke helt. Næsten hver fjerde danske kvinde går rundt med en HPV infektion, og for de fleste forsvinder infektionen af sig selv. Men hos nogle opstår der celleforandringer, der kan udvikle sig til livmoderhalskræft. Hvert år rammer det omkring 400 danske kvinder, men med den nye vaccine vil antallet falde. Livmoderhalskræft kostede i 2006 106 danske kvinder livet.

Læs mere: Tvivl blandt unge kvinder om HPV-vaccines sikkerhed

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke