Lyt til din mavefornemmelse

Din fordøjelse er et avanceret kemisk system, hvor mavens organer samarbejder, så din krop kan få det fulde udbytte af næringsstofferne i maden

Lyt til din mavefornemmelse

Din mave har en utaknemmelig tjans. Den tager sig af alt det, du mere eller mindre ukritisk propper i dig, og det meste af tiden klarer dit fordøjelsessystem det uden brok. Men du gør klogt i at lytte til din mave, når den fortælle dig noget. For din mave og dit fordøjelsessystem reagerer altid på en ubalance.

Sund bakterieflora gavner immunforsvaret

De mest almindelige symptomer er oppustethed, ondt i maven, luft i maven, forstoppelse eller diare. Og så er det tid til at reagere. For når fordøjelsen ikke fungerer, så rammer det hele dit helbred.

"I dag ved vi, at immunforsvaret er afhængig af en sund bakterieflora i maven. Helt op til 70 procent af kroppens naturlige immunforsvar sidder i mave-tarm systemet. En sund mave er fuld af gavnlige bakterier, som hjælper immunforsvaret med at holde de sygdomsfremkaldende bakterier i skak, og bakterierne nedsætter også risikoen for at udvikle fødevareallergi," siger overlæge Anders Pærregaard fra Hvidovre Hospital, der forsker i mavesundhed.

Læs også: Sådan undgår du turistmave

Gode og dårlige bakterier

Bakterierne i tarmen er vigtige for vores generelle sundhed. Spiser vi nogle bakterier, vi kan blive syge af, så skal vi bruge de gode bakterier til at forsvare vores krop. Det gør bakterierne i tarmen. De har to formål, at beskytte mod andre bakterier og stimulere immunforsvaret. Og så er bakterierne også med til at fermentere det ufordøjede fra kosten. Dette medfører dannelse af energi, som tarmen kan leve af.

Derfor er det smart at holde maven sund, for her trives de gode bakterier. Desværre er danskere ikke så gode til det. En undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Zapera viste, at op til hver anden dansker har fordøjelsesproblemer. Mange lever med den slags ubehag uden at gå til lægen, men ofte er kuren bare en kostomlægning. Når det ikke hjælper, så bliver de henvist til sygehuset.

Læs også: Ondt i maven

7 trin til en bedre fordøjelse

  1. Spis grov, fiberrig og varieret kost, som for eksempel rugbrød, bønner og kål. Når de bliver nedbrudt i vores tarmsystem, tjener de som vækstgrundlag for de gode bakterier.
  2. Undgå for meget sukker og fedt og hold igen på kaffe og alkohol - især på tom mave.
  3. Undgå at spise for meget og for hurtigt. Spis hellere seks mindre måltider om dagen, så maven har noget at arbejde med.
  4. Drik rigeligt med vand, særlig i forbindelse med måltiderne.
  5. Spis syrnede mælkeprodukter. Den lave ph-værdi hæmmer de dårlige bakterier i tarmen og får de gode til at trives bedre.
  6. Bevæg dig. Fysisk aktivitet stimulerer tarmbevægelserne
  7. Få en god toiletrutine. Det vil sige, at man ikke skal gå og holde sig, og man skal ikke have travlt på toilettet.

Kronisk dårlig fordøjelse

"Omkring 20 procent af befolkningen har irriteret tyktarm. Heldigvis er langt de fleste maveproblemer ufarlige, men det ændrer ikke på, at de er irriterende at leve med," siger overlæge på Sydvestjysk Sygehus Torben Knudsen, der anbefaler, at man går til lægen, hvis man døjer med fordøjelsesbesvær over længere tid.

"Vi undersøger, om det kan skyldes noget andet og alvorligere. Det kan være tarmbetændelse, glutenoverfølsomhed, kræft eller noget andet. Mange vil have glæde af kostomlægning, men det gælder ikke for alle. Nogle har desværre bare kronisk dårlig fordøjelse. Det kan sammenlignes med folk, der lider af hovedpine. Man kan ikke altid hjælpe, men man kan tage bekymringerne fra dem, fordi der ikke er noget at være bange for," siger overlægen.

De mest almindelige fordøjelsesproblemer

Diare:
Når man får tynd mave, skyldes det en infektion enten fra en bakterie eller fra virus. Det kan også skyldes nervøsitet, alkohol, kulde, meget sukker og meget fed mad. Infektionen ødelægger slimhinden i tyndtarmen, så den ikke kan optage den store mængde væske, tarmen normalt optager, og så løber væske i stedet igennem tarmen. Det gør ondt, fordi tarmen laver spasmer, da den bliver mere udspilet end normalt. Man skal drikke rigeligt og få salt og sukker. Holder den ikke op efter et par døgn, skal man gå til lægen.

 

Forstoppelse:
Forstoppelse skyldes mange ting. Det kan være, fordi der ikke er nok af de gode bakterier i tarmen. Det kan være kosten, der ikke er fiberrig nok. Uden rigeligt med fibre, går fordøjelsesprocessen langsommere, maden ligger længere tid i tarmene, der når at suge mere væske, og så bliver afføringen som en prop. Det kan også være psykisk, og så bliver de hormoner og nerveimpulser, der fortæller kroppen, at afføringen skal ud, påvirket. Prøv med kostomlægning og mere motion. Hjælper det ikke, så gå til lægen.

 

Uro i maven, oppustethed, luft i maven, sure opstød:
Den slags gener er hverdag for mange, og det skyldes oftest en kost, der er for fed, indeholder for meget sukker og for lidt fibre. Det hjælper de fleste at omlægge kosten og dyrke motion, men nogle må desværre bare leve med generne og acceptere, at de er mere udsatte end andre.

Læs mere: Ondt i maven



Få de seneste artikler direkte i din indbakke