Madbakterie kan være livsfarlig

Undgå listeria ved at holde køleskabet koldt, tjekke sidste anvendelsesdato og ikke gemme maden for længe

Madbakterie kan være livsfarlig

Et stykke med røget laks, så en med hamburgerryg og til sidst en ostemad. Det kan være en rigtig dejlig frokost, men under de allermest uheldige omstændigheder kan det også være den sidste nadver.

Læs mere: Diarre kan ødelægge ferien

Listeria - alt fra diarre til blodforgiftning

I de seneste år er mellem 60 og 100 danske forbrugere blevet syge af bakterien listeria, der kan findes i flere fødevarer. De fleste af dem er ældre, og de risikerer på grund af deres lavere immunforsvar at blive alvorligt syge. I værste fald er det livstruende, og en ud af fire risikerer at dø. Derfor minder Fødevarestyrelsen om tre enkle køkkenråd, som alle - men især de ældre - bør følge:

"Det er meget vigtigt at tage et tjek af køleskabet og få sorteret ud i de madvarer, hvor datoen for 'sidste anvendelse' er overskredet og desuden holde øje med holdbarheden efter åbning. Sørg også for, at køleskabet er tilstrækkelig koldt, altså maksimalt fem grader. I forhold til listeria skal man især være opmærksom på kødpålæg, koldrøget fisk og bløde oste," siger specialkonsulent Annette Perge fra Fødevarestyrelsen.

Listeria er udbredt i jorden, på planter, i spildevand, i tarmen hos dyr og mennesker og i produktionsmiljøer, så den kan derfor forekomme i en lang række almindelige fødevarer, hvis de ikke er tilstrækkeligt varmebehandlet og derefter kølet rigtigt ned.

Hvis man bliver syg af listeria, kan det give udslag i forskellige symptomer lige fra diarre og mild influenzalignende sygdom til blodforgiftning og meningitis. For gravide kan bakterien også fremkalde abort eller give sygdom hos fostre og nyfødte.

TRE RÅD MOD LISTERIA

Smid mad ud, der har overskredet 'Sidste anvendelsesdato'

Hold øje med, hvad der står på mærkningen af dine madvarer. Ofte vil der være en dato for sidste anvendelse. Spis maden inden denne dato, og ellers må du smide maden ud. Hvis du lægger maden i fryseren, kan den holde sig længere. Nogle varer er mærket 'Mindst holdbar til'. Det er udtryk for, at madvaren indtil denne dato har den rette kvalitet, men vil stadig kunne spises umiddelbart efter denne dato.

 

Hold temperaturen i køleskabet på højst 5 grader celcius

Hold øje med, at temperaturen i dit køleskab ikke kommer op over 5°C. Listeria kan vokse ved køleskabstemperatur, men bakterien vokser kun langsomt, når temperaturen er under 5°C.

 

Når emballagen er åbnet, har maden kortere holdbarhed

Når du først har åbnet en emballage med eksempelvis pålæg, kan pålægget ikke holde sig så længe, som i den lukkede emballage. Ofte kan du se på mærkningen af varen, hvor længe den kan holde sig efter, at emballagen er brudt.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Læs mere: Fødevarer der styrker dit underliv

  



Få de seneste artikler direkte i din indbakke