Mænd reagerer for sent på modermærkekræft

Flere kvinder end mænd rammes af modermærkekræft, men der er flere mænd, der dør af sygdommen. Mens 91 procent af kvinderne er i live fem år efter, diagnosen stilles, gælder det samme kun for 81 procent af mændene. Det skyldes formentlig, at mændene er for længe om at reagere på symptomerne og derfor kommer senere til læge

Mænd reagerer for sent på modermærkekræft

I 2010 var der 836 mænd og 932 kvinder, der fik modermærkekræft. Mens kvinderne var i overtal, ser det anderledes ud, når man kigger på, hvor mange, der døde af sygdommen. Her var tallet for mænd 143 og 110 for kvinder. Det viser de nyeste tal fra 2010 fra den nordiske kræftdatabase Nordcan.

Ifølge overlæge og professor Krzysztof Drzewiecki er forklaringen på den dårligere overlevelse blandt mænd, at mændene kommer senere til læge. Når behandlingen begynder, er svulsten derfor tykkere, og mænd har lidt flere svulster med sår på.

modermærkekræft

Hold øje med symptomer på modermærkekræft

 

Det vigtigste og tydeligste tegn på modermærkekræft er, at et eksisterende eller nytilkommet modermærke forandrer sig. Det er vigtigt at søge læge, hvis:

  • modermærket ændrer størrelse eller tykkelse
  • modermærket ændrer form og er uregelmæssigt i kanten
  • modermærket ændrer farve og har flere farvenuancer
  • modermærket danner skorpe eller bløder
  • modermærket klør vedvarende eller føles ændret
  • et sår ikke vil hele

 

Du har større risiko for modermærkekræft, hvis du:

  • ikke kan blive brun
  • har mange skønhedspletter
  • har fregner og rødligt hår eller er blond
  • har lys hud
  • altid bliver rød
  • har mere end 40-50 modermærker på kroppen
  • har modermærker over 6 mm i diameter – som enden på en blyant
  • har nogen i familien, der har haft modermærkekræft

"Stigende tykkelse af primær modermærkekræft og sår på overfladen er forbundet med dårligere prognose, til trods for at patienten modtager den korrekte og relevante behandling," siger Krzysztof Drzewiecki overlæge og professor på Klinik for Plastikkirurgi, Brystkirurgi og Brandsårsbehandling, Rigshospitalet.

"Mænd er mindre opmærksomme på hudforandringer, og derfor diagnogstiseres modermærkekræft lidt senere i forhold til kvinder. Mænd bliver ofte gjort opmærksomme på forandringer i modermærker af hustruen eller kæresten," siger han.

Dermed gælder det samme for modermærkekræft, som for en række andre kræftsygdomme, hvor der også er større risiko for at dø, når man er mand.

Læs mere: Tjek dine modermærker med ABCDE-tjeklisten

Begynder på ryggen hos mænd

Modermærkekræft opstår - som det fremgår af navnet - oftest i modermærker, men kan også begynde alle andre steder i huden. Sygdommen kan opstå alle steder på kroppen, men de hyppigste steder er på benene hos kvinder og på ryggen hos mænd. Det betyder, at det er sværere at opdage for mændene, da man mere bevidst skal undersøge sin ryg.

"Forskellen er ikke så markant, som den har været, men mænd får lidt oftere modermærkekræft på ryggen. Hos kvinder opstår modermærkekræft oftere på benene, end hos mænd," siger Krzysztof Drzewiecki.

Læs mere: Lavtuddannede overser ofte symptomer på kræft 

Sygdom i kraftig stigning

Modermærkekræft er den alvorligste form for kræft i huden, fordi den kan sprede sig til andre organer. De seneste mange år er det kun gået den forkerte vej med antallet af tilfælde. Alene de seneste ti år er antallet af nye tilfælde steget med hele 63 procent, og sygdommen rammer i stigende grad unge. Det er den udvikling Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solkampagne arbejder på at vende.

"Der er tale om en meget kedelig udvikling, som slet ikke stemmer overens med antallet af solskinstimer i Danmark. Det vidner om, at danskerne er alt for uforsigtige, når solen endelig rammer os, når vi rejser sydpå, og når vi går i solarium," siger Anja Philip, projektchef for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solkampagne og fortsætter:

"Det allervigtigste er at undgå at blive skoldet og få rød hud. Så når solen står højest, skal man passe ekstra på. Vi har en dårlig vane med at smide tøjet og lægge os i solen på det værst tænkelige tidspunkt, nemlig midt på dagen fra kl. 12-15. Det bedste råd er at søge skygge og beholde tøjet på kroppen og så helt slukke for solariet."

Ifølge Krzysztof Drzewiecki skyldes cirka 80 procent af alle tilfælde af modermærkekræft for meget UV-stråling. Så selv om sygdommen ikke kan udryddes helt, ville man kunne knække den voldsomt opadgående kurve, hvis vi aldrig blev solskoldede.

 

de fire solråd

  1. Undgå middagssolen
    Vær forsigtig, når din skygge bliver kortere end dig selv. I sommerhalvåret kommer halvdelen af den skadelige stråling fra solen i tiden mellem kl. 12 og 15.
  2. Ophold dig i skygge
    Du behøver ikke være i direkte sol for at blive brun. Du får også farve på en skyet sommerdag og under en parasol. Skyerne slipper 30 - 70 procent af solstrålerne igennem afhængig af skylagets tykkelse, og sand og græs reflekterer solens stråling.
  3. Tag let tøj på
    Tag let tøj på der når ned over albuer og knæ. Husk at det også er vigtigt, at beskytte ansigt og nakke med en hat.
  4. Brug solcreme hvor tøjet ikke dækker
    Solcreme forebygger solskoldning, hvis du har påført den korrekt. Det kræver, at du smører dig grundigt og med rigelig creme. Bliver solcreme smurt på i for tyndt lag nedsættes solcremens faktortal og dermed den beskyttende virkning. Smører man sig eksempelvis med faktor 15 i et tyndt lag, nedsættes beskyttelsen til cirka faktor 2. Og så må solcreme ikke blive en undskyldning for at ligge og stege. Du skal bruge en håndfuld til en krop. Voksen = 40 ml, børn = 20 ml.




Få de seneste artikler direkte i din indbakke