Løb Berlin Marathon med brækket fod

Fra depressiv til træningsafhængig. Sara løb sig ud af sin depression og ind i træningsafhængighed. Hun håber stadig, at livet en dag vil give samme glæde som træning

Marathon med brækket fod

42 kilometer på tre timer. Sarah puster ud ved målstregen i Berlin. Da hun vil forlade målområdet, kan hun ikke gå et eneste skridt. De andre løbere kommer i mål, og Sara bliver stående. To dage senere finder hun ud af, at hun har løbet maraton med to brud på venstre fod.

Læs også: Træningsnarkomani - de 7 tegn

Dyb depression

34-årige Sara Broholm får som 19-årig en dyb depression. De dystre tanker bliver pakket væk hver gang Sara hopper rundt om en stepbænk eller sidder på en spinningcykel i fitnesscentret. Et år senere er Sara på den højeste dosis antidepressiv medicin, og hun kan hverken grine eller græde. Hun kan ikke vise følelser og ikke finde glæde i noget. Men så begynder hun at løbe. Og tankerne får også frit løb, når hun jokker rundt på stierne i Odense. Ligesom følelserne.
”Pludselig kunne jeg tage mig selv i at smile, når jeg løb. Eller græde. Og samtidig fandt jeg ud at, at jeg faktisk var rigtig god til at løbe. Der var endelig noget at være stolt over, og det var første gang, jeg følte mig noget værd,” husker Sara.

Læs også: En misbruger er gift for venner og familie

Løbetur i stedet for medicin

Langsomt erstatter løbeturene medicinen, og Sara kan mærke, at hun bliver afhængig af det lykkestof, som hun nu får i motionsform i stedet for medicinform. Hurtigt bliver løbeture på fem kilometer til ti kilometer. Snart løber hun 20 kilometer. Og hvis hun en dag ikke løber, så cykeltræner hun. Træning er syv dage om ugen og ofte to gange om dagen.

Løbet løb løbsk

”Jeg løb mit første halvmaraton, da jeg var 27 år. Det var en fed fornemmelse, og den glæde jeg følte bagefter, er ubeskrivelig. Når jeg stod på målstregen, begyndte jeg allerede at glæde mig til næste løb,” fortæller Sara. Hurtigt bliver halvmaraton til maraton.
”Jeg løb hele tiden. Hvis jeg fik en skade eller var syg, så ville jeg bare løbe det væk. Selv feber kunne ikke holde mig tilbage. Selvom jeg godt vidste, at det ikke var godt for kroppen. Og sådan er det sådan set stadig. Jeg kan ikke holde mig i ro.”

Kroppen blev nedbrudt

Da Sara bliver 30 år, begynder kroppen at reagere negativt på den overdrevne træning. Fibersprængninger, brud på ribben og fødder, hofteskade og en brækket fod er nogle af eftervirk-ningerne.
”Det var efter Berlin Marathon med den brækkede fod, at jeg for alvor indså, det havde taget overhånd. Men det var ikke ensbetydende med, at jeg havde lyst til at ændre på det. Derfor trænede jeg også i de tre måneder, hvor jeg ikke kunne løbe med min brækkede fod. Jeg trænede bare på cyklen i stedet.”

Får hjælp til at træne sundt

Sara har nu fået en løbecoach, der hjælper hende med at blive hurtigere og mod nye løbemål. Men han vil kun hjælpe hende, hvis hun sætter træningen ned.
”Han har sagt til mig, at hvis jeg træner mindre, så bliver jeg en meget bedre løber. Så han kalder det et luksusproblem,” smiler Sara, som alligevel kæmper med trangen til at løbe, når hun har lyst.
”Det er ligesom folk, der ikke kan undvære deres cigaretter eller alkohol. Sådan har jeg det faktisk med min træning. Jeg føler, jeg får abstinenser, hvis jeg ikke træner. Så bliver jeg sur og tankerne kører rundt i hovedet, om jeg ikke på en eller anden måde kan komme til at træne.”

Sara drømmer om et liv, hvor tiden ikke kun handler om træning eller jobbet som skolelærer.
”Alle mine venner er gift og har børn, og det kan godt være ret ensomt at være alene,” indrømmer hun.
”Faktisk tror jeg, at den rigtige mand kunne være min vej ud af træningsafhængigheden.”



Få de seneste artikler direkte i din indbakke