Mørkets lyse sider

Den mørke årstid kan for nogen være svær at komme igennem. Men ligesom vi har behov for lys, har vi også brug for mørke. Det beroliger, afstresser og restituerer kroppen. Så sænk skuldrene og luk mørket ind.

Mørkets lyse sider

Vinter. Tusmørket lægger sig som en dyne over dagen ud på eftermiddagen. Måske er du en af de mange, der har det svært med de mørke vintermåneder. Bliver nedtrykt og energiforladt. Men så længe, du sørger for at få noget dagslys, kan du omfavne de mørke timer og bruge dem positivt.

Vi søger i forvejen mørket, når vi skal hygge os og slappe af. Vi dæmper lyset, tænder et par stearinlys og putter os i sofaen. Når biograflyset slukkes, synker vi med velbehag dybere ned i sædet. Og en middag med dæmpet belysning er lig med intimitet og nærhed. Kort sagt; vi slapper af i mørket.

“Når det bliver mørkt, skærmer vi af for dagen og de mange stimuli. Mørket gør, at vi bedre kan rette fokus indad. Hvor lys signalerer aktivitet og bevægelse, så er mørke til restitution og refleksion,” siger psykolog Per Hulstrøm.

Ro og fordybelse  
“I gamle dage i landbrugssamfundet delte man dagen op i lys og mørke. I dagslyset var folk i marken og lavede udeaktiviteter, og når mørket faldt på, sad de og sleb værktøjer og ladede op til næste dags arbejde,” fortæller Per Hulstrøm. Og den tilgang kan vi lære noget af. Brug mørket til dét, det kan; til ro og fordybelse. 

“Vi stimler sammen og hygger os i mørket. Et klassisk eksempel er, når vi samles om et bål. Her er vores fokus klart, og vi er bedre til at lytte,” siger Per Hulstrøm og påpeger, at skuldrene sænker sig, når mørket falder på:

“I mørket er der ikke de samme krav til én, som i løbet af dagen. Vi kan bedre gemme os. I dagslyset er der større bevågenhed. Det er også lettere at fokusere i mørke. Derfor er der mange - bl.a. studerende - som vælger at arbejde om natten. Her er der ro til fordybelse, og de kan være nogenlunde sikre på ikke at blive forstyrret af telefon osv.”

 

Du kan tegne et abonnement på Sundhed+ med lækre cremede gaver oveni...

 

 

 

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke