Når det er ekstra svært at genkende ansigter

At være ansigtsblind er et hidtil overset handicap, som man først for nylig er begyndt at forske i herhjemme. Mange er ikke klar over, at det er en diagnose ikke at kunne genkende ansigter. Her sætter vi fokus på lidelsen med det latinske navn kongenital prosopagnosi

Når det er ekstra svært at genkende ansigter

Forestil dig, at du netop har været til et møde med en kunde, og at du senere samme dag møder vedkommende på gaden. Han hilser på dig, men du går lige forbi, for du aner ikke, hvem han er. Du kan nemlig ikke genkende ansigter. Forskerne regner med, at omkring to ud af 100 lider af medfødt ansigtsblindhed, eller kongenital prosopagnosi, som det usædvanlige handicap også kaldes.

Christian Gerlach er professor ved Institut for Psykologi på Syddansk Universitet, hvor han forsker i visuel genkendelse. Han mener, at der er store mørketal, og at der kan være langt flere mennesker, der lider af medfødt ansigtsblindhed, men som bare bilder sig ind, at de har en dårlig hukommelse.

Eller måske tror de, at andre mennesker har lige så svært ved at genkende ansigter, som de har. Der er desuden tale om en relativt nyopdaget lidelse, som man først inden for de sidste ti år er begyndt at forske i, så mange ved heller ikke, at der er tale om en diagnose.

Forbered dig godt

Det har længe været kendt, at forskellige former for hjerneskader kan føre til, at man mister evnen til at kunne genkende ansigter. Men forskerne har ikke været klar over, at det også er en forstyrrelse, der består i at være ansigtsblind, uden at det skyldes, at man har en hjerneskade eller har slået hovedet.

”Meget tyder på, at det er en udviklingsforstyrrelse, der er arvelig. Hvis man har en forælder, der er ansigtsblind, er der 50 procents risiko for, at man også selv er det. Lidelsen optræder lige hyppigt hos begge køn,” siger Christian Gerlach. 

Vi kan alle have svært ved at huske et ansigt en gang imellem, men er man ansigtsblind, kan det være så ekstremt, at man ikke kan genkende sit eget spejlbillede, sine børn eller sin ægtefælle. Det kan også være mennesker, man har set mange gange, som for eksempel ens nære venner, og så kan man ikke huske, at man har set dem før, når man møder dem. Man lærer sig at kompensere ved at se på, hvilken frisure eller hårfarve et andet menneske har, eller man lægger mærke til, hvordan den anden er klædt. Men skifter vedkommende så frisure, hårfarve eller tøj, kan man ikke genkende personen. Derfor er mange ansigtsblinde overladt til at skulle genkende andre på deres stemmer og kropsbevægelser. De lægger mærke til, om en anden person har særlige kendetegn som for eksempel et ar, et modermærke eller en tatovering, der kan hjælpe dem med at genkende vedkommende.

”I vores forskning kan vi konstatere, at ansigtsblinde tilsyneladende ikke har svært ved at aflæse ansigtsudtryk og andres sindsstemninger, så det handler udelukkende om problemer med at afkode andres identitet. Det er et stort arbejde for hjernen at genkende et ansigt. Vi er jo alle udstyret med to øjne, en næse og en mund, så dybest set ligner vi alle sammen hinanden. Tænk bare på hvor svært vi, der ikke har lidelsen, har ved at skelne to dyr fra samme art fra hinanden,” siger Christian Gerlach.

Læs mere: Mikael Birkkjær: Blev skarpere af hjernefitness

Store sociale konsekvenser

Det er en socialt invaliderende lidelse ikke at kunne genkende ansigter. Man kan miste lysten til at gå på gaden, for tænk nu hvis man møder en, man kender, og går lige forbi vedkommende uden at reagere. Mange ansigtsblinde bliver opfattet som underlige og arrogante, når de ikke hilser. Derfor undgår de ofte den store fælles kantine på jobbet og går ikke så meget ud blandt andre mennesker.

”Man lever ofte et mere socialt isoleret liv, fordi man synes, det er så pinligt ikke at kunne genkende folk. Nogle ansigtsblinde har fortalt, at de er kommet til omfavne helt fremmede mennesker i supermarkedet, fordi de troede, at det var deres ven eller kæreste. For nogle hjælper det at se det samme menneske mange gange for at kunne huske vedkommendes ansigt, mens det for andre ikke gør nogen forskel,” siger Christian Gerlach.

Læs mere: Myg i synsfeltet

Eksempler på test

Da ansigtsblindhed findes i forskellige grader, kan det være vanskeligt at afgøre, hvornår man bare har lidt svært ved at genkende ansigter, og hvornår man har diagnosen prosopagnosi. Da man endnu ikke ved så meget om lidelsen, er der heller ingen formelle diagnostiske kriterier. På Syddansk Universitet tester Christian Gerlach som led i et forskningsprojekt for ansigtsblindhed.

”Når vi tester folk, gør vi det med tests, der består i, om man kan genkende ansigter – og det vil sige ansigter helt renset for hår og briller eller andre særlige kendetegn, så man kun ser et ansigt med øjne, næse og mund. Det gør vi, for at folk ikke skal kompensere og i stedet genkende et menneske på for eksempel håret,” fortæller Christian Gerlach.

Der er to varianter af testen. I den ene udgave testes man ved at få vist fotos af kendte personer fra medierne blandet med ukendte. Her skal man så afgøre, om man har set personerne før. Den anden udgave går ud på at kigge på ukendte ansigter, og her måler forskerne på om, man kan indprente sig dem og genkende dem blandt nye ansigter, som man umiddelbart efter viser dem.

Læs mere: Hvad er farvesyn

Ukendte årsager

”Årsagerne til at man er ansigtsblind, hvis ikke det skyldes hjerneskade eller slag mod hovedet, er endnu uafklarede. Vi har brug for mere viden om prosopagnosi. Noget kan tyde på, at det hænger sammen med, at de områder i hjernen, der samarbejder om at genkende ansigter, ikke samarbejder så godt,” siger Christian Gerlach.

Hans forskerteam har indtil videre fundet ud af, at det for en ansigtsblind tager lidt længere tid at få helheden på plads, fordi de vægter detaljerne mere end helheden.
”Når det gælder at se ting i helheder, hører det som regel hjemme i højre hjernehalvdel, så måske er det der, vi kan finde en forklaring. Det er typisk også sådan, at man efter en skade i den højre hjernehalvdel, netop kan blive ansigtsblind. Så det kunne være en forklaring,” siger Christian Gerlach.

Noget tyder på, at hjernen straks efter fødslen skal bruge input for at kunne genkende ansigter, også selv om hjernen ikke er færdigudviklet ved fødslen. Undersøgelser med nyfødte viser, at de allerede, når de er en time gamle, begynder at se efter ansigter. Babyer, som fødes med en linseforstyrrelse, der gør, at de ikke kan se, bliver aldrig gode til at genkende ansigter, hvis ikke de bliver opereret inden for det første år efter fødslen. Det gør, at nogle forskere tror, at lidelsen er medfødt.

Læs mere: Hjerneskader skal opdages tidligere

Et stadig større problem

Til trods for at vi først herhjemme er blevet opmærksomme på kongenital prosopagnosi inden for de sidste ti år, mener Christian Gerlach, at den har eksisteret i mange år, og at det er et større problem at have lidelsen i dag end tidligere.

”Det er et handicap, som er langt værre at have i dag end tidligere. I dag er vi langt mere socialt mobile. Vi flytter os mere, end vi gjorde før, hvor vi kunne bo i den samme lille by et helt liv og se de samme mennesker. Jeg vil tro, at det er en lidelse, som kommer til at brage meget mere igennem, fordi vi lever i et samfund, hvor vi møder flere og flere ansigter. Vi har massemedierne, vi har mange tv-kanaler, vi er på Facebook, LinkedIn og Twitter. Vi skifter arbejde og flytter meget omkring. Og det gør det sværere at være ansigtsblind, fordi der er mange flere ansigter, man skal huske,” siger Christian Gerlach.

Læs mere: Når synet bedrager

Hvordan kan man vide, om man er ansigtsblind?

”Der er en gråzone, for der er også mennesker, der henvender sig for at blive undersøgt hos os for ansigtsblindhed, hvor det viser sig, at de bare er mindre gode til at huske ansigter, men de lider ikke af prosopagnosi. Hvis man er ansigtsblind, har man langt sværere ved at genkende ansigter end andre mennesker, og man kan som regel godt selv mærke det, ved at man for eksempel ikke bryder sig om at se film, fordi man ikke kan følge med, eller møde nogen på gaden, som man kender godt, fordi man ikke genkender dem,” siger Christian Gerlach.

Kendte der efter sigende skulle være ansigtsblinde:

- Den svenske kronprinsesse Victoria
- Skuespilleren Brad Pitt 
- Oliver Sacks (neurolog og forfatter af spændingsbøger, der er filmatiseret. Flere af dem handler om ansigtsblinde)



Få de seneste artikler direkte i din indbakke