Når din hud rødmer

Får man let rødmen midt i ansigtet, så kan det skyldes hudsygdommen Rosacea, der rammer cirka 10 procent af den voksne befolkning. Sygdommen kan ikke helbredes, men den kan lindres med hudpleje og ved at passe på stærke krydderier, sollys og varme

Når din hud rødmer

Når det handler om bumser, er det en god ting at blive ældre. For uren hud vokser man som regel fra med alderen.

Læs mere: Børneeksem kan sætte sig på selvtilliden

10 % har rosacea 

Anderledes er det med hudlidelsen rosacea. Lidelsen kommer med alderen hos op til 10 procent af den voksne befolkning, og det er en kronisk hudlidelse, der både rammer mænd og kvinder. Symptomerne er rødme, knopper og udslæt omkring panden, næsen, kinderne og hagen.

Rosacea kan desuden give de samme symptomer i øjet som øjenbetændelse. Men der er mange, der ikke ved, at de har rosacea, de tror i stedet ofte, at de har fået akne, for symptomerne ligner hinanden.

"Rosacea er en akne sygdom. Men når man har rosacea, er det de midterste dele af ansigtet, som rammes, mens akne typisk findes i hele ansigtet. Rosacea kan behandles og falde til ro, men den kan ikke kureres. Den bliver behandlet i almen praksis og hos speciallæge," forklarer Claus Zachariae, der er ledende overlæge på Dermato-allergologisk afdeling på Gentofte Hospital.

Læs mere: Din hud afslører dit helbred

Stress, sol og gener

Rosacea er stadig lidt af en gåde.

Man ved, at rosacea er arveligt, og ofte ses det i flere generationer, men man ved stadig ikke, hvorfor man rammes af det.

Man ser stort set aldrig rosacea før 20 års alderen. Den optræder oftest hos personer i 30 – 40 års alderen og forekommer i mange forskellige grader. Den rammer både mænd og kvinder, er dog lidt hyppigere hos kvinder, men rosacea har ofte et sværere forløb hos mænd.

Har man let ved at rødme ved stress eller i sol, så er sandsynligheden for, at man udvikler rosacea større. En del af forklaringen er muligvis, at de mekanismer, som styrer blodkarrenes funktion i ansigtet, af en eller anden årsag starter en betændelsesproces.

De første symptomer ses som en diffus rødmen i ansigtet. Senere i forløbet kan der komme betændte knopper, som kan minde om bumser. Med tiden udvikles en masse små røde overfladiske blodkar, som giver rødmossede kinder og en rød næse.

Læs mere: Din hud skal have overtøj

Druk-næse

"Nogle har kun rosacea i mild grad, mens andre får den mere kedelige, hvor man bliver meget rødmosset. Mange tolker et rødmosset ansigt som et tegn på, at man har et overforbrug af alkohol, men det er ikke tilfældet.

"I svære tilfælde kan rosacea, især hos mænd, medføre en stor og klumpet næse, som skyldes en kraftig tilvækst af talgkirtler, også kaldet 'rhinophyma'," forklarer Claus Zachariae og understreger, at symptomerne ikke er farlige. De er bare ikke så pæne.

Kosmetologen Helle Thorup fortæller, at efter uren hud er rosacea den mest almindelige hudlidelse, kunderne kommer med.

"Både mænd og kvinder kommer med rosacea. Vi kan hjælpe med at dulme rødmen og udslættet, men man kan ikke helbrede det. Man skal undgå olieholdige produkter og fede cremer, som kan forværre det. Man kan også bruge et serum med vitamin K, fordi det styrker de små blodkar og dulmer rødmen i ansigtet."

Ellers er det bedste råd fra kosmetologen at dække det røde med makeup eller bruge en creme med en grønlig tone, som ophæver det røde.

"Mænd bruger de grønne cremer, for de vil jo helst ikke bruge makeup til at dække det røde," forklarer Helle Thorup.

Undgå stærke krydderier

Eftersom det er en kronisk hudlidelse, kan man ligeså godt først som sidst lære at undgå de ting, der fremprovokerer et udbrud.

Man skal undlade mad og drikke som får huden til at blive varm eller rødme. Det vil typisk være stærk, krydret mad med eksempelvis karry. Men man er ikke i tvivl, for det, man ikke kan tåle, kan ses kort efter, man spiser eller drikker det.

Man skal også passe på alkohol, varme lokaler, stress og nervøsitet. Solen skal man helst holde sig fra og huske at bruge solcreme med en høj faktor. Man skal også undgå at irritere huden med stærk sæbe, aftershave eller skintonic med alkohol, og man skal undlade at peele huden i ansigtet.

"Får man en lægemiddelbehandling, er det ofte en gel eller en creme, som indeholder antibiotika. Hjælper det ikke, så behandler man ofte med antibiotika i tabletfrom, selv om der ikke er baktier i huden. Det tyder nemlig på, at antibiotika virker mod inflammation i huden. Men rødmen forsvinder sjældent af behandlingen, det er oftest de mere akne-lignende symptomer, der forsvinder," forklarer hudlægen.

Rosacea

Forskellige typer af laserteknikker, som er specielt udviklet til behandling af blodkar, er effektive mod rødmende hud og overfladiske blodkar. Desuden kan klumper på næsen, som følge af roscea, også fjernes med kirurgisk behandling eller laser. Hudlægen kan rådgive om disse behandlinger.

 

I få tilfælde får man også rosacea i øjnene, det føles som grus i øjnene og kræver en særskilt behandling. Får man symptomer på rosacea i øjnene, skal man gå til en øjenlæge.

 

Sådan kan rosacea hæmmes:

  1. Undgå stærk, krydret mad
  2. Undgå alkohol
  3. Undgå fede cremer med olie i
  4. Pas ekstra meget på solen
  5. Undgå stærk sæbe og produkter med alkohol i ansigtet

 

Kilder: Dansk Dermatologisk Selskab og Galderma – Committed to the future of dermatology.

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke