Når døden er en levevej

Døden er for de fleste af os et tabu, som vi kun sjældent bryder os om at tale om. Men for Vibeke Bro er døden hendes levebrød. Hun er professionel vågekone og bliver betalt for at være hos mennesker de sidste dage eller timer af deres liv

Når døden er en levevej

Det kan være utroligt hårdt at passe en af sine elskede i tiden op til, han eller hun skal dø. Ikke bare psykisk, men også fysisk. Det kender Vibeke Bro fra egen krop. Sidste år mistede hun sin mand efter et 19 måneder langt og opslidende kræftforløb, hvor hun gik hjemme og plejede ham til det sidste. Derfor har hun lagt sit gamle arbejde på hylden og oprettet hjemmesiden vaagekonen-ostjylland.dk, hvor hun tilbyder at aflaste pårørende til syge og døende i den sidste tid. Et noget usædvanligt arbejde, vil de fleste nok mene, men for Vibeke Bro var det et naturligt valg efter ægtemandens død. Den grafikeruddannede østjyde kunne ikke bare sætte sig foran en computer igen efter sin mands lange sygdomsforløb.

"Efter den oplevelse var jeg nødt til at arbejde med mennesker. Men det er også et udslag af næstekærlighed – det, at jeg gerne vil gøre noget for andre. Men det piner mig, at jeg er nødt til at tage penge for det," fortæller hun.

Læs mere: Lone Kühlmann - Drømmen om udødelighed

Søger fondsmidler

Og netop det, at hun tager sig betalt for at være hos døende den sidste tid, adskiller hende fra de frivillige vågetjenester, der findes. På hendes hjemmeside findes en meget eksakt prisoversigt, hvoraf det fremgår, at timeprisen svinger mellem 250 og 375 kroner i timen afhængigt af tidspunktet med rabat på hele og halve dage, skulle man have behov for det.

Vibeke Bro erkender også, at priserne kan virke ublu.

"Jeg er nødt til at tage den pris for at få det til at løbe rundt. Men jeg arbejder sideløbende på flere fondsansøgninger, så det forhåbentligt bliver sådan, at kunderne betaler halvdelen og fonden resten," fortæller hun.

Omkring priserne har Vibeke lænet sig lidt op af vågekone.dk, der er en professionel vågetjeneste med hjemme på Sjælland.

"Alting er dyrere på Sjælland, så jeg har nedjusteret priserne lidt i forhold til dem," siger hun.

Læs mere: Børn som pårørende

At være til stede

Jobbet som vågekone har Vibeke haft siden marts i år, og indtil videre har hun ikke haft frygteligt mange kunder. Det er der ifølge hende selv flere grunde til. Blandt andet at folk er vant til, at den type pleje foregår i offentligt regi. Men også at det som pårørende kan være svært at give sig selv lov til en pause i forløbet. At lægge ansvaret fra sig, mens man samler kræfter.

"Det er utrolig hårdt at være i sygdomsforløb, også for de pårørende. I den sidste tid lever man sig ind i den syges døgnrytme og tilsidesætter sig selv, og som pårørende kan det være meget krævende at være til stede hele tiden. Det er der, jeg kommer ind i billedet," fortæller hun.

Hendes rolle, når hun bliver tilkaldt, er at træde ind i familiens og den døendes sfære, og yde den støtte og omsorg, der er brug for. Ifølge Vibeke er hendes vigtigste job 'bare' at være til stede.

Hvorfor skal jeg dø?

"Nogen har brug for at snakke, mens andre vil være i fred vidende, at der er nogen, der passer på dem," fortæller hun.

Hun har eksempelvis oplevet at passe en scleroseramt mor på 42 år, mens hendes to børn var ude med faderen for at fejre hans fødselsdag.

"De havde brug for at komme ud, så jeg passede moderen og snakkede med hende om den situation, hun var i. Hun spurgte mig blandt andet, hvorfor det lige var hende, der var blevet ramt. Det kan jeg naturligvis ikke svare på, men det giver anledning til nogle utroligt spændende samtaler, som jeg sætter stor pris på," fortæller Vibeke Bro.

Umiddelbart kan man godt tro, at Vibekes service kun er påkrævet der, hvor der ikke er nok pårørende til at tage sig af den døende. Men det er ikke tilfældet. Som med et advokatægtepar, der var ligeglade med prisen, da de hellere ville betale for Vibekes hjælp end stå med en taknemmelighedsgæld til en anden, de aldrig ville kunne betale tilbage.

"Med mig er det som en vare, de betaler for nede i Brugsen. Når det er slut, så er det ud af vagten."

Læs mere: Ole Michelsen: Døden er overvurderet

Gør det ondt at dø?

Spurgt om hun ikke finder jobbet som vågekone deprimerende, især når det drejer som døende, unge mødre, er svaret nej. Styrken finder hun i et positivt livssyn og sin tro på Gud.

"Naturligvis sker det nogle gange, at jeg har svært ved at se meningen med det hele, men troen holder mig altid oppe til sidst. Desuden har jeg en god vennekreds, som jeg kan bruge, når jeg har brug for vende tingene. Så jeg vil kalde mig selv for vågekone men ikke grædekone," svarer hun.

Vibeke er ikke den eneste, der yder vågetjenester. Hendes 'konkurrenter', som hun siger med et smil, er Røde Kors og ældre Sagen, som yder gratis hjælp.

"De frivillige gør et bragende godt stykke arbejde, men min force er, at man næsten altid kan få fat på mig, og at jeg kan rykke med kort varsel det meste af døgnet," siger hun.

Til slut er der et spørgsmål, der for den levende med frygt for døden presser sig på:

Gør det ondt at dø?

"Nej," det er i hvert fald ikke Vibeke Bros erfaring.

"Det er slet ikke som i dårlige amerikanske film, hvor folk skriger og skråler. De fleste dør stille og roligt, uden fortrækninger i ansigtet, og ånder nærmest ud med en lettelse. Det kan i virkeligheden være en meget smuk ting at opleve." 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke