Næring i ældremad skal måles digitalt

Maden i ældreplejen og på sygehuse bliver udskældt for at kedelig og næringsfattig. Men en digital løsning kan muligvis fremover holde styr på kost-indtaget.

Næring i ældremad skal måles digitalt

Ældremad. Alene ordet frembringer billeder af et beige og næringsfattigt måltid. Men det vil en række centrale parter i Nordjylland forsøge at ændre.

Den 31. januar danner museet Utzon Center rammen om en konference, som har til hensigt at samle beslutningstagere og fagprofessionelle fra sundheds- og plejesektoren i både region og kommuner.

- Det er helt afgørende, at der er en tæt sammenhæng omkring ernæringsforløbet mellem det kommunale og det regionale niveau, fordi de har ernæringsansvaret på henholdsvis ældre- og sygehusområdet, fortæller professor og overlæge Henrik H. Rasmussen fra Aalborg Universitetshospital, der sammen med professor Bent Egberg Mikkelsen fra Aalborg Universitet har taget initiativ til konferencen.

Evidens og integrerede strategier
Samarbejde gør det imidlertid ikke alene. Sektoren er også helt afhængig af, at strategierne for den rette ernæring udvikles med baggrund i den stigende evidens og forskning, der er kommet på området.

- Et af de områder, hvor samarbejdet mellem ernæringspraktiker og forskere har vist sig at have potentiale, er inden for det digitale ernæringsforløb, hvor vi sammen med virksomheder er kommet langt med at udvikle og afprøve digitale løsninger, der kan hjælpe med at holde styr på kostindtaget. Her er vi lykkes med at få etableret en lovende videnstriangel i det nordjyske, der oven i købet har vist sig at have potentiale i udlandet, siger Bent Egberg Mikkelsen.

Solid og forskningsbaseret viden skal danne grundlaget for, at kommuner og regioner i højere grad bliver i stand til at træffe de rigtige beslutninger om den offentlige mad og ernæring; et tema, som er kommet i fokus i de senere år.

– Det handler om, hvordan man på en gang kan anvende de begrænsede offentlige ressourcer og samtidig gøre det godt for de borgere, der spiser til middag i det offentlige. Og kan vi samtidig få vækst på det område, som ligger i grænsefladen mellem fødevarer og det digitale, vil vi være meget glade, slutter Bent Egberg Mikkelsen.

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke