Ny madskole for bedste og barnebarn

Madskoler for bedsteforældre og børnebørn skal knytte bånd og give sundere vaner på tværs af generationer. Oplysning om sund kost er nemlig ikke nok, der skal 'hands on'.

Ny madskole for bedsteforældre og børnebørn

Kål i ny forklædning, asiatiske kødboller og madmuffins til brunchbordet. Bedsteforældre og deres børnebørn kan nu lave en masse dejlig mad sammen. En ny madskole for de to generationer har nemlig slået dørene op i Nordjylland. Første madværksted var torsdag d. 26. januar i Sæby.

 

'Børnebørnenes madværksted' er et madlavningskursus for bedsteforældre og børnebørn, som skal styrke båndene på tværs af generationer og give ældre og børn sjove og fælles (mad)oplevelser.

 

Det er Hjerteforeningen, der står bag initiativet, som er støttet med 1,5 mio. kroner af Nordea-fonden. Oplysning er nemlig ikke nok til at ændre danskernes spisevaner i en sundere retning. Bedsteforældre og børnebørn skal til gryderne, hvis de skal erstatte pomfritter med grønsager, forklarer Betina Egede Jensen, frivilligchef i Hjerteforeningen.

 

"Med kurserne får de ny læring om sund og velsmagende mad. Dertil giver kurset dem gode erfaringer, som de kan bygge videre på i den daglige madlavning derhjemme. Vi ved, at mad har en afgørende betydning for vores livskvalitet. Derfor håber vi, at madskolerne kan inspirere flere ældre og børn til en bedre madsundhed og skabe mere fællesskab," siger Betina Egede Jensen.

 

Effektiv forebyggelse

Værkstedet bliver for otte bedsteforældre, deres børnebørn mellem 4. og 6. klasse, og løber over fire gange. Gennem skolen vil børnene få tilmeldingsblanketter, hvor familien kan melde sig til.

 

Et af målene er, at over halvdelen af bedsteforældre og børnebørn har lavet mad sammen derhjemme mindst en gang i løbet af kurset. Tanken er, at begge parter kan drage nytte af at lave mad sammen. Det giver dem sundere madvaner, som i sidste ende giver flere gode leveår,  siger Morten Ørsted-Rasmussen, forebyggelseschef i Hjerteforeningen.

 

- Samtidig ser vi et stort forebyggelsespotentiale hos børn. Deres madvaner dannes tidligt i livet, og de har ofte stor indflydelse på, hvilke madvarer der bliver indkøbt i familierne. Hvis børnene viser interesse for nye grønsager og ingredienser, så følger forældrene hurtigt med, siger han.

 

Om projektet
Frivillige i 13 af Hjerteforeningens lokalforeninger bliver de bærende kræfter i projektet. I første omgang vil konceptet blive testet i ni kommuner i Region Nordjylland og i en kommune i hver af de andre regioner. Hjerteforeningens lokalforeninger skal organisere madværkstederne i sundhedscentre og skoler landet over.


Kontakt Hjerteforeningen her, hvis du skulle være interesseret i at deltage ❤️️

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke