Omega-3 kan øge risikoen for prostatakræft

Omega 3 prostatakræft

Ny amerikansk forskning viser, at høje koncentrationer af omega-3-fedtsyrer i blodet kan være forbundet med en forhøjet risiko for aggressiv prostatakræft.

Omega 3 fra fisk og tilskud

Undersøgelsen, der netop er publiceret i Journal of the National Cancer Institute, viser også en stigning i risikoen for mindre aggressiv prostatakræft. Det er dog ikke så ligetil at omsætte studiets resultater til anbefalinger. Omega-3-fedtsyrer findes hovedsageligt i fisk, og de omega-3-fedtsyrer, der måles i blodet, stammer derfor primært fra fisk og fra kosttilskud baseret på fiskeolier.

Lavere dødelighed hos fiskespisere

Flere studier har undersøgt, om fisk har en indflydelse på risikoen for at udvikle prostatakræft, men her tyder det ikke på, at der er grund til bekymring:

"Faktisk har nogle studier fundet en lavere dødelighed af prostatakræft blandt fiskespisere. Det skyldes måske, at fisk indeholder mange andre stoffer end omega-3-fedtsyrer," siger Anne Tjønneland, forskningsleder i Kræftens Bekæmpelse.

"Noget tyder på, at vi her har endnu et eksempel på faren ved at fokusere på et enkelt stof i vores kost. Måske er det slet ikke omega-3-fedtsyrer, der er ansvarlige for den sunde effekt af fisk. Vi anbefaler absolut, at man spiser fisk og ikke blot fiskeolie," understreger Anne Tjønneland.

Læs mere: Spis rigtigt og forebyg kræft



Få de seneste artikler direkte i din indbakke