Oralsex kan måske give kræft i mund og hals

HPV er bedst kendt som et virus, der kan medføre kræft på livmoderhalsen hos kvinder, men virusset kan formentlig også kobles sammen med visse kræfttyper i mund- og halsområdet. Når flere og flere danskere får kræft i netop dette område, hænger det formentlig sammen med, at den seksuelle adfærd har ændret sig over de seneste årtier

Oralsex kan måske give kræft i mund og hals

Et stigende antal danskere får kræft i mund- og halsområdet. Synderen er muligvis HPV (human papillomavirus), som er et seksuelt overført virus. HPV kan sætte sig på slimhinderne og give celleforandringer, som kan udvikle sig til kræft. Virusset er skyld i over 99 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft, men faktisk har det vist sig, at hver fjerde af dem, der får hoved-hals-kræft, også har en HPV-infektion. Mere oralsex med flere forskellige partnere er formentlig en af forklaringerne på, at de HPV-relaterede kræftformer i hoved-hals-områder er steget.

Læs mere: Tag din sexlyst alvorligt

Ændrede sexvaner spreder smitten

Man kan smitte hinanden med HPV på kønsdelene, når man har samleje. Derudover kan man give smitten videre til mund- og halsområdet, når man dyrker oralsex og giver hinanden dybe kys. Såvel oralsex som det at have flere sexpartnere i løbet af et liv er blevet en populær cocktail igennem de seneste årtier – men tilsyneladende også en cocktail, der fører til en kedelig udvikling i kræftstatistikkerne, og gør HPV til et virus, som også er relevant for mænd at vide noget om.

HPV-infektioner ses især i forbindelse med kræft i mandlerne, som er en kræfttype i fremmarch. En ny dansk undersøgelse viser, at tre gange så mange mænd og kvinder fik kræft i mandlerne i perioden 2003-2007 sammenlignet med perioden 1978-1982. Og her er det netop mændene, det går ud over.

"Antallet af mænd under 60 år, der har fået konstateret kræft i mandlerne, er seksdoblet fra 1978 til 2007," fortæller professor og overlæge Susanne Krüger Kjær fra Rigshospitalet og Kræftens Bekæmpelse, der er medforfatter til undersøgelsen.

Læs mere: Piger med uklare HPV symptomer

De fleste danskere får HPV

Man regner med, at 80 procent af alle seksuelt aktive mennesker vil blive smittet med HPV på et eller andet tidspunkt i deres liv. Men ikke alle HPV-typer kan medføre kræft, og i de fleste tilfælde forsvinder en HPV-infektion igen efter noget tid – det gælder også de typer, der kan give kræft. Hos nogle mennesker forbliver infektionen imidlertid i kroppen, og i de tilfælde kan infektionen udvikle sig til en kræftsygdom.

Man kan ikke behandle en HPV-infektion. Man kan kun forsøge at undgå at få den. Der findes en vaccine mod HPV, der beskytter mod de typer, man kalder HPV 16 og 18. Disse er skyld i 70 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft herhjemme. HPV 16 er desuden det virus, der oftest er til stede i HPV-relaterede hoved-hals-kræft-former.

"Derfor vil vaccinen formentlig ikke bare kunne reducere antallet af livmoderhalskræft-tilfælde. Måske vil den også kunne medvirke til, at færre danskere udvikler kræft i mandlerne og andre steder i hovedet og halsen," forudser Susanne Krüger.  

OPLYSNINGSKAMPAGNE SKAL SÆTTE FOKUS PÅ HPV

Mange danskere ved alt for lidt HPV, selv om det er et virus, der hvert år er skyld i, at 5.000 kvinder bliver behandlet for svære celleforandringer med keglesnitsoperation, og 400 får konstateret livmoderhalskræft. 1. februar 2011 søsætter Netdoktor derfor en oplysningskampagne med navnet HPV-kundskab. På kampagnesitet www.HPVkundskab.dk kan danskerne teste deres viden om HPV og samtidig blive klogere på, om man er i risikogruppen og bør lade vaccinere for HPV.

Læs mere: Shh, sig det ikke så højt



Få de seneste artikler direkte i din indbakke