Overlevende kræftpatienter får også tænderne at slås med

Heldigvis overlever stadigt flere kræftpatienter deres sygdom. Men når de begynder at kunne nyde livet igen, skal mange af dem i stedet til at slås med alvorlige problemer i tænder og mund.

Overlevende kræftpatienter får også tænderne at slås med

Heldigvis overlever stadigt flere kræftpatienter deres sygdom. Men når de begynder at kunne nyde livet igen, skal mange af dem i stedet til at slås med alvorlige problemer i tænder og mund. Problemerne opstår som følge af kræftbehandlingen, men de kan til en vis grad forebygges, lyder det fra en gruppe norske forskere i Tandlægebladet.

Læs mere: Sygdomme kan spottes i spyt

Kræftbehandling påvirker mundhulen

Behandlingsmetoderne imod kræft bliver hele tiden bedre. Flere og flere kræftpatienter overlever derfor i dag deres sygdom, ligesom flere lever længere tid med sygdommen. Desværre kan den intensive behandling i op til flere år efter medføre nogle kedelige bivirkninger i mundhulen, som kan forringe livskvaliteten hos patienten betragteligt og i øvrigt koste mange penge.

Ifølge tre forskere fra Oslo Universitetshospital vil stort set alle patienter, der har haft kræft i hoved- og halsområdet få bivirkninger i mundhulen. Blandt patienter med kræft uden for hoved- og halsområdet vil det samme gælde for op mod 40 pct. – også flere år efter, at patienten er erklæret rask.

Mange forskellige tandsygdomme

Problemerne kan bl.a. være smerter og sår i mundhulen, infektioner, tandkødsbetændelse, huller i tænderne, nedbrydning af kæbeknoglen og udpræget mundtørhed, der igen fører til tand- og mundproblemer. Patienterne kan også få problemer med tyggemusklen, der gør det svært at spise, tale og holde rent, hvilket dels kan få ernæringsmæssige konsekvenser og dels gøre det svært at deltage i sociale sammenhænge.

Men problemerne i mundhulen kan til en vis grad forebygges. Ved hjælp af grundig mundhygiejne og tidlig inddragelse af en tandlæge, kan de efterfølgende komplikationer i mundhulen begrænses.

Læs mere: Per Larsen: Kræften skal ikke slå mig ud



Få de seneste artikler direkte i din indbakke