Paradentose kan være tegn på diabetes

Betændelse omkring tænderne kan betyde, at du har uopdaget diabetes. Og nyere forskning tyder desuden på, at behandling af paradentose hos diabetespatienter kan medvirke til at mindske komplikationer og tidlig død som følge af diabetes.

Paradentose kan være et symptom på diabetes

Tandlæg kan være med til at opspore diabetes, for paradentose går ofte hånd i hånd med diabetes.
"Mange har ingen symptomer på diabetes og går derfor ikke til lægen og bliver undersøgt. Til gengæld går de måske til tandlæge, og da mennesker med uopdaget og dårligt reguleret diabetes ofte har paradentose, giver det tandlægen en unik mulighed for at hjælpe i opsporingen,” professor Torsten Lauritzen, der er lægefaglig chefrådgiver i Diabetesforeningen.

Læs mere: Paradentose kan i mange tilfælde undgås

Diabetes giver tandproblemer

Formanden for Tandlægeforeningen, Freddie Sloth-Lisbjerg, er enig i, at tandlægerne kan være med til at opspore den alvorlige sygdom.
"Har tandlægen en patient med paradentose, som samtidig er overvægtig, har diabetes i familien eller har forhøjet blodtryk, bør han opfordre patienten til at blive undersøgt for diabetes. Og patienter, som ved, at de har diabetes, skal huske at sige det til tandlægen, for diabetes giver ofte problemer med tænderne,” siger han.
Hvis du bliver behandlet for din diabetes, er der desuden større sandsynlighed for, at du får bugt med din paradentose, fortæller Torsten Lauritzen, og opfordrer til, at du søger læge for at være så optimalt reguleret som muligt.

Læs mere: Tandlægen kan opspore diabetes

Paradentose kan måske forværre diabetes

Nyere forskning tyder samtidig på, at paradentose kan forværre følgevirkningerne af diabetes. Det fortæller professor på Tandlægeskolen i København, Palle Holmstrup, som er involveret i flere forskningsprojekter om emnet.

"Studier tyder på, at behandlingen af type 2-diabetes bliver vanskeligere, hvis patienten har paradentose. Betændelse omkring tænderne gør, at patienterne bliver mere insulinresistente og dermed får forøget blodsukkeret,” siger Palle Holmstrup.
Det betyder, ifølge Palle Holmstrup, at behandling af paradentose hos diabetespatienter kan medvirke til at mindske komplikationer og tidlig død som følge af diabetes.

Hvad kan du selv gøre, hvis du har diabetes

FORTÆL DIN TANDLÆGE

  • Hvis du har fået stillet diagnosen diabetes siden sidste besøg.
  • Om din diabetes er velreguleret, eller om den er vanskelig at regulere.
  • Hvilken medicin du får.

 

VÆR OPMÆRKSOM PÅ:

  • At det er vigtigt, at du går hyppigt til tandlægen
  • At du bør være ekstra omhyggelig med din mundhygiejne
  • At det er vigtigt, at din diabetes er velreguleret - også af hensyn til dine tænder

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke