“Pas på dig selv som pårørende”

Pårørende til syge eller kriseramte skal slippe den altoverskyggende ansvarsfølelse og leve deres eget liv. Først dér kan de blive gode pårørende, lyder det fra Lizl Rand, som selv har bestredet begge roller.

“Pas på dig selv som pårørende”

En knude i maven, gråd i smug og “forbudte” negative tanker om den syge partner. Klassiske pårørende-symptomer, som Lizl Rand flere gange har oplevet på egen sjæl. Da hun var i 20’ere blev hun kæreste med en fyr, der havde en depression. Hun gjorde alt, hvad der stod i sin magt for at hjælpe ham med at blive rask igen;  læste bøger om sygdommen, foreslog diverse behandlinger og indrettede sit liv 100 pct efter ham og hans tilstand. Alligevel følte hun sig utilstrækkelig, når han ikke virkede taknemmelig, ikke gav respons i samtaler og ikke havde lyst til intimitet. Dertil kom ensomheden. Hun stod alene med sin sorg og frustration. Alt handlede om den syge. Folk spurgte til, hvordan det gik med ham. Aldrig til hvordan hun egentlig havde det. Til sidst var hun ved at knække.


Det var ikke første gang, Lizl Rand oplevede følelsen af afmagt som pårørende. Nogle år forinden, som 18-årig, blev hun kastet ud i pårørenderollen, da hendes far fik en blodprop i hjernen og blev lammet i den ene side af kroppen. Senere i livet blev rollerne byttet rundt. I en periode på ca ti år var Lizl Rand selv ramt af stress og angst. Først da hun fik det godt igen, gik det op for hende, hvor svært det havde været for især hendes mand, søster og mor.

 

USIKKERHED OG SELVBEBREJDELSE

Med en efterhånden solid, privat erfaring fra begge sider af sengelejet, besluttede Lizl Rand sig for at hjælpe andre med den svære rolle som pårørende. Lizl Rand, som oprindeligt har en baggrund i mediebranchen, blev uddannet psykoterapeut, og hun har de seneste år arbejdet med stress- og angst- og depressionsramte, herunder pårørende. Ofte viser det sig nemlig, at pårørende bliver syge med stress, depression eller angst. Selv var hun snublende tæt på, da hendes kæreste fik en depression.

“Jeg blev trukket med ned. Jeg følte ikke, at nogen af de ting, jeg gjorde, hjalp. Der var ingen udvikling”, siger Lizl Rand, og fortæller at selvbebrejdelse og skyldfølelse ofte følger med den pårørendes rolle:

“Man kan som pårørende ofte blive usikker på, om man gør det rigtige. Og man kan bebrejde sig selv for sygdommen: ‘Blev han deprimeret, fordi jeg ikke gør ham glad?’. Hvis det er en fysisk sygdom, kan man tænke, at man har bidraget til en usund livsstil.”

Ifølge Lizl Rand kan det ind imellem være lettere at være den syge, end den pårørende. Den syge ved jo, hvordan han eller hun har det. Måske er det en ok dag, men det kan være vanskeligt for den pårørende at fornemme.

“Det kan være svært at vide, om man må give et kram, eller om det gør ondt? Eller måske kommer man til at sige noget uheldigt, fordi man lige glemmer at tænke på sygdommen. Det kan være virkelig udmattende”.

 

DEN SYGES ANSVAR

Som pårørende til den deprimerede mand blev det til sidst tydeligt for Lizl Rand, at hun skulle begynde at passe på sig selv:

“Det blev pludselig klart for mig, at jeg ikke havde givet ham lov til selv at tage ansvar. Jeg havde taget styringen 100 procent, og han så bare passivt til”.

Ifølge Lizl Rand er det misforstået hensyn, når pårørende på den måde tager over. Sygdommen er den syges ansvar:

“Den syge bliver stresset af det. Man føler sig umyndiggjort og mister sin værdighed, når man bliver pakket ind i vat og tvangsfodret. Den syge skal have plads til at tænke, hvad han eller hun kan gøre for at lindre sin egen sygdom”, siger Lizl Rand.

 

KOMMUNIKATION ER NØGLEN

Kommunikation og forventningsafstemning er, ifølge Lizl Rand, det allervigtigste, når der opstår alvorlig sygdom.

“Lige når man bliver ramt af krisen, det kan fx være partneren får en alvorlig diagnose, er der en chokfase, hvor vi er i krise. Hvordan kommer vi igennem det her?. Men når chokket har lagt sig, og man skal begynde at indrette sit liv, er det vigtigt, at man ikke smelter sammen i vi-tilstanden. Der er dig, mig og os’”, påpeger Lizl Rand. Og her er samtalen  afgørende:

“Man skal have en snak om, hvad man forventer af hinanden. Hvor megen hjælp og hvilken hjælp forventer du af mig, og hvad kan jeg give og ikke give som pårørende?. Ved du fx, at du har brug for at sidde en halv time for dig selv og lade op, når du kommer hjem fra arbejde, så sig, at du har det behov”.

 

TID TIL DIG SELV

Den unge Lizl Rand begyndte også at leve et liv ved siden af tilværelsen med den depressive kæreste.

 “Det er vigtigt at komme væk fra situationen derhjemme og tænke på noget andet. Gå i biografen med en veninde, tage en fredagsøl på arbejdet i stedet for at skynde sig hjem. Du skal sikre, at du selv bliver fyldt op. Og så er det jo individuelt, hvordan vi bedst lader op. Om det er sammen med andre eller alene på en tur i skoven.”

 Mange pårørende oplever at blive ramt af dårlig samvittighed, når de begynder at leve deres eget liv. De føler, at det er forkert at sidde og hygge sig med et glas vin i hånden, mens den syge er derhjemme. Men det er netop ok, fastslår Lizl Rand.

 “For at kunne give mest muligt derhjemme, har man brug for de positive oplevelser. Det kommer blot den sygdomsramte til gode”.

 Derudover er vigtigt at skelne mellem at være medfølende og medlidende:

 “Det er den syge, der har ondt eller er deprimeret, ikke dig. Du kan være ked af det på din partners vegne, men det er ikke dig, der er syg. Du kan godt have en god dag og samtidig være en empatisk pårørende”.

 For selv at nå til den erkendelse, brugte Lizl Rand en terapeut, hvilket hun også anbefaler andre.

 “Det at blive set og rummet af én udefra er så befriende. Jeg fik luft for min afmagtsfølelse. Jeg blev støttet i også at have et liv og bekræftet i, at jeg gjorde rigeligt for min kæreste”.

FORBUDTE TANKER

Hos terapeuten fik Lizl Rand vendt de ‘forbudte’ tanker. Som pårørende kan man ind imellem tænke, at den syge skal tage sig sammen og selv gøre mere for at få det bedre. Man kan blive irriteret over at stå alene med en masse praktiske ting, og man kan opleve bitterhed over at være så uheldig at få en syg kæreste, datter, søn eller forælder.

 “Det er tanker, mange skammer sig over at have. Men det er helt naturligt at tænke sådan. Du har ikke selv valgt den situation, så det er ok at være ærgerlig og frustreret”.

 Pårørende har ofte en forestilling om, at de hele tiden skal være til rådighed og servicere den syge. Men den konstante opmærksomhed stresser begge parter. Det bedste, du kan gøre, er derfor bare at være tilstede:

 “Det man har mest brug for som sygdomsramt, er at blive rummet. At kunne være ordløst tilstede med sin familie. Og som pårørende skal man acceptere, at det er tilstrækkeligt bare at være. Du kan alligevel ikke trylle sygdommen væk. Du behøver ikke trøste eller joke, din tilstedeværelse er nok”, siger Lizl Rand.

 

VÆRD AT HUSKE PÅ:

  • At sygdommen ikke er dit ansvar. Det er den syges eget ansvar at få behandling - men du kan hjælpe ham/hende med det.”

  • At leve dit liv. Gå i biografen, hyg dig med veninder og få ladet batterierne op. Ellers har du ikke noget at give af.  

  • At du er ikke et serviceorgan. Selvfølgelig kan du hjælpe med praktiske ting, men det vigtigste er bare at være til stede og være dig selv.

  • At du også må være ked af det. Græd ud hos gode venner og tal med en terapeut.

  • OM LIZL RAND:

    • Født 1968

    • Uddannet journalist og psykoterapeut.

    • Har arbejdet i mediebranchen i over tyve år – bl.a. som chefredaktør på fem magasiner.

    • Underviser og coacher mænd og kvinder, der er sygemeldt med stress, angst og/eller depression. Er desuden rådgiver og certificeret instruktør i psykisk førstehjælp hos Psykiatrifonden.

    • Holder foredrag baseret på sin bestseller ’Kom stærk ud af din angst’ (2012) og sin nyeste bog ’Tæt på krise og sygdom’ (2016).

    • På bloggenlizl.dk kan du læse mere om Lizl Rands egne erfaringer og se hvilke foredrag og kurser, hun udbyder.







Få de seneste artikler direkte i din indbakke