Patienter køber tid på skadestuen

I august 2008 åbnede Danmarks første private skadestue i København. For minimum 500 kroner kan patienter nu sikre sig mod at vente i køen

Patienter køber tid på skadestuen

Der er god plads på den stilrene klinik på Frederiksberg. Her er ingen kø og heller ingen patienter, da vi en januardag kommer på besøg på Danmarks første private skadestue. Danskerne er tilsyneladende ikke meget for at betale for ydelser, som man kan få gratis andre steder.

Ifølge klinikchef Morten Hougaard er der dog gennemsnitligt 15-20 kunder om dagen på Skadestuen.nu, som er startet af speciallæge i ortopædkirurgi Henrik Erichsen, der også stod bag Danmarks første privathospital i 1981.

Da klinikken åbnede 1. august 2008 som landets første og hidtil eneste private skadestue, skrev flere medier, at klinikken havde ét år til at bevise sin eksistensberettigelse og nå målsætningen om 30-50 kunder om dagen.

"Ja, det var ejeren og investoren noget overrasket over at høre," siger klinikchef Morten Hougaard og lader forstå, at klinikkens fremtid ikke står og falder med antallet af patienter.

Fælles for klientellet hos Skadestuen.nu er, at de er villige til at betale for at få hurtig behandling på en privat skadestue.

"Det er især erfarne brugere, som kommer her. De lægger i høj grad vægt på, at de slipper for ventetid, og så kommer de for at blive oplyst," fortæller læge Peter Rasmussen.

Som de øvrige læger på Skadestuen Nu arbejder han på den private klinik i sin fritid. De patienter, han får ind, adskiller sig ikke fra, hvad han kender til fra offentlige skadestuer.

"Den eneste lille forskel er, at på den offentlige skadestue er det 100 procent op til mig, hvordan det foregår. Her på den private har jeg ikke så ultimativ beslutningskompetence, så her er jeg i lidt højere grad rådgiver. Her har patienten indflydelse på forløbet, fordi vedkommende betaler for ydelsen. Men det er ikke sådan, at du kan komme her og hente metadon. Sådan spiller klaveret ikke. Det er ikke en narkobule."

Læs mere: Regioner rykker på patientsikkerhed

Vil beroliges

Peter Rasmussen oplever, at mange af patienterne kommer for at blive beroliget. De vil gerne vide, at de ikke fejler det, de frygter.

"Her på den private skadestue kan jeg tage to minutter ekstra til at forklare, og jeg kan eventuelt lave en lille tegning, hvor jeg forklarer, hvad der er galt. Jeg har bedre tid til at anskueliggøre, hvorfor behandlingsplanen er, som den er," fortæller Peter Rasmussen, der erkender, at det kan være nødvendigt at runde nogle hjørner på en offentlig skadestue.

"Hvis der ligger to personer og raller på stuen inde ved siden af, så begynder jeg ikke at give patienten en længere udredning om knogleskørhed, D-vitaminer eller hvad det måtte være. Så bliver det blot en hurtig kommentar om, at det nok skal blive godt, men det ændrer ikke på, at det er den samme behandling."

Samme behandling

Selv om det kan være stressende at arbejde på et offentligt hospital, mener Peter Rasmussen, at han behandler patienterne ens uanset, hvor han arbejder.

"Det afgørende for, at jeg har overskud til at håndtere situationen er, at jeg ved, hvad patienten fejler og ved, hvad jeg skal gøre. Hvis der rent fagligt er styr på de ting, så skal det nok gå. Det er den samme diagnose, jeg stiller, og den samme gips, jeg sætter på uanset, hvor jeg arbejder. Den eneste forskel kan ligge i informationen og den måde, budskabet bliver afleveret på," siger Peter Rasmussen.

Hvis patienten er et barn, er det dog altid kutyme, at lægen tager sig tid til at give en grundig forklaring.

"Ved mindre børn består en væsentlig del af behandlingen i at berolige forældrene, og det tager man sig også tid til på en offentlig skadestue. Forældrene skal have tiltro til, at behandlingen er rigtig."

Læs mere: Akutpatientens 10 bud

Tid til patienterne

Ifølge klinikchef Morten Hougaard er private skadestuer stadig et nyt begreb i Nordeuropa. Han kender kun til en klinik i Malmö og en i London.

Skadestuen.nu har åbent fra kl. 8 om morgenen til kl. 22 om aftenen. Langt de fleste patienter kommer efter kl. 12 og inden 20.

"Det skyldes nok, at hvis skaden sker akut om morgenen, hvor man som regel har travlt, så gør man, som man plejer og tager til sin normale læge," siger Morten Hougaard.

Han hæfter sig ved, at tiden er en afgørende faktor for de patienter, der er villige til at betale. Han nævner et forældrepar, som kom ind med deres fireårige dreng, der havde fået en flænge i panden. Som ørebarn var drengen ofte på skadestuen, og derfor var han bange for hvide kitler.

"Selvfølgelig var barnet også bange her, men forældrene var glade for, at det var hurtigt overstået, for forældre med grædende børn bliver nemt stresset," konstaterer Morten Hougaard.

Han husker også en episode med en moder, der ikke følte sig hørt på den offentlige skadestue.

"Hun var her i fem minutter, og vores læge gjorde ikke andet end at lytte til hendes bekymringer, men hun følte sig hørt. Tryghed er en stor del af det, vi yder. Lægerne i det offentlige er pressede på grund af det større patientflow."

skadestuen nu

  • Danmarks første private skadestue
  • Åbnede 1. august 2008
  • Ligger på Frederiksberg i København
  • Har åbent alle dage kl. 8-22
  • www.skadestuen.nu/dk

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke