PTSD-ramt: "det skabte lys og glæde at kunne begynde at drømme lidt igen"

Posttraumatisk stress rammer ikke kun veteraner og krigsofre. Det er Morten Larsen bevis på. Som nyansat på et bosted for unge kriminelle var han udsat for en oplevelse, der udløste PTSD. Der gik tre år, før han fik sin diagnose. Det, der hjalp Morten allermest, var at komme væk. Langt væk. Derfor vil han nu tage andre PTSD-ramte med ud på verdenshavene.

PTSD-ramt

Under episoden på bostedet, hvor Morten Larsen arbejder, er han professionel og handlekraftig - som han er det normalt. Han synes ganske vist, at situationen er ubehagelig, og hjertet slår måske lidt hurtigere end normalt, men han bevarer fatning og overblik. Ved hjælp af tilkommende kolleger falder der ro på situationen. Morten går ud i køkkenet for at styrke sig på en kop kaffe, og lige dér roterer hans liv.

 “Da jeg kommer derud, er det ligesom at vende en hånd. Der sker noget inden i mig, og jeg får ondt i maven. Ubeskriveligt ondt, som jeg aldrig har haft det før.”

Morten får sagt til en kollega, at han har meget ondt i maven, og at han bare skal hjem!

Få timer forinden er Morten mødt ind på vagt. Der er i juni 2009. Han er pædagogisk medhjælper på et åbent bosted for kriminelle unge. På hjemmet er fire drenge i alderen 13 til 18 år, som er kommet fra en lukket institution. Det er hårde drenge med volds- og drabsdomme på cv’et, og flere af dem bruger euforiserende stoffer.

Morten har arbejdet med utilpassede unge før, men har kun været ansat på institutionen i få uger. Derfor bliver Morten utryg, da hans kollega denne dag viser sig at være en helt ny medarbejder på sin første vagt.

“Jeg har det ikke godt med, at jeg skal forestille at være den erfarne, for det er jeg jo ikke. Drengene prøver altid nye medarbejdere af. Og de har ikke nået at opbygge et respektfuldt forhold til mig,” fortæller Morten.

Der går da heller ikke længe, før en af drengene begynder at røre på sig.

“Han går rundt i opholdsstuen og sparker til tingene. Jeg siger, at det kan han godt droppe. Men han bliver vildere og begynder at smadre ting.”

Da drengen, der er omkring 15 år, vil rive et fladskærms-tv ud af væggen, siger Morten stop og presser ham ned i en sofa for at lave en fastholdelse. Drengen forsøger at vriste sig fri og spytter Morten i ansigtet. 

Dødstrusler bag jerndørenEfter nogle minutter falder drengen til ro, men kort efter ulmer der igen en optrappende stemning. Samme dreng går igen i gang med at smadre ting, og de resterende tre unge begynder også at blive urolige.

“De kravler på væggene og råber, og jeg tænker, at det her kan godt udvikle sig til noget rigtigt lort,” fortæller Morten. Han foreslår derfor kollegaen, at de går ind på kontoret og ringer til bagvagten.

Der er en jerndør til kontoret, som de låser. Drengene kommer hen til døren og begynder at sparke på den og råbe dødstrusler.

 “De råber, at den eneste måde vi kommer ud derfra igen, er i en kiste. Vi ringer til politiet for at få dem ud, men de har ikke tid.”

Drengene går også rundt om bygningen og råber ubehageligheder ind gennem vinduet til kontoret. Morten er bange for, de vil smadre ruden. Det sker heldigvis ikke.

Langt om længe lykkes det at få fat i chefen og bagvagten. Der er gået to en halv time, da de kommer til stedet.

“Drengene får en skideballe og bliver sendt op på deres værelser. De har en helt anden respekt for den erfarne medarbejder,” fortæller Morten.

Derefter falder der hurtigt ro i huset. Til gengæld er en voldsom uro eksploderet i Morten. En uro, som viser sig ikke at gå væk, og som bliver afgørende for hans liv i flere år efter, måske for resten af livet. 

SammenbruddetDa Morten Larsen kommer hjem efter vagten, er børnene netop lagt i seng, og han bryder sammen over for sin hustru. Han fortæller hende kort om episoden, men græder mest og har forfærdeligt ondt i maven. Morten kan ikke huske, om han sover den nat.

Dagen efter er intet forandret.

“Der er bare sket noget inden i mig. Jeg kan ikke kende mig selv. Jeg kan ikke holde styr på mine tanker. Jeg har stadig ondt i maven og føler mig ekstremt presset,” fortæller Morten, som aldrig tidligere har været berørt af psykisk sygdom eller følt sig psykisk sårbar.

“Jeg har både været dørmand og arbejdet med unge kriminelle, hvor jeg også har fået trusler, blandt andet med knive, men jeg har altid kunne ryste det af mig,” siger Morten, som fortæller, at han har været god til at nedtrappe konflikter på grund af sin evne til dialog og til at møde mennesker, hvor de er.

Morten er i dag 43 år og på førtidspension. Tidligere var han selvstændig og havde sit eget eventbureau. For at få økonomien til at hænge sammen havde han jævnligt vikarjob som pædagogmedhjælper. Han beskriver desuden sit gamle ‘jeg’ som hjælpsom, idérig og meget social. 

Om PTSD

Posttraumatisk stressforstyrrelse er en ofte langvarig tilstand, som opstår efter voldsomme katastrofeagtige psykiske belastninger.

Lidelsen kendetegnes ved stadig genoplevelse (flashbacks) af den skræmmende hændelse både i vågen tilstand og ofte også som mareridt. Man forsøger at undgå ting eller situationer som minder om hændelsen.

Mange er plaget af irritabilitet, søvnproblemer, koncentrationsbesvær og humørsvingninger.

  

Kilde: sundhed.dk


Flashback og vrede
Efter episoden får Morten tildelt en psykolog, som besøger ham i hjemmet. De har 15 samtaler. Mortens praktiserende læge har diagnosticeret ham som deprimeret, så Morten bliver behandlet med udgangspunkt i depression. Han synes godt om psykologen, men har det stadig dårligt.

“Jeg sover dårligt, er ked af det, har myldertanker og føler mig presset hele tiden. Og jeg er frustreret over ikke at få det bedre,” siger Morten og fortæller, at det ofte er om natten, de negative tanker hjemsøger ham.

“Jeg har flashback til episoden på bostedet og en indre vrede mod de unge, som stod bag. Jeg føler jo, at de har ødelagt mit liv. Jeg ligger og tænker på alle unge kriminelle på samme niveau og ønsker, at de alle sammen skal dø.”

Tankespindet betyder, at Morten ikke får sovet ordentligt, og det gør hans lunte kort. Og tilstanden går også ud over familien.

“Der skal ingenting til, før jeg bliver sur. Det kan være, jeg vil se noget i fjernsynet, hvor min kone begynder at tale til mig eller larme med tallerkener. Så bliver jeg vred og skælder ud. Jeg er bestemt ikke rar at være sammen med.”

Efter nogle måneder kan hans hustru ikke holde det ud længere. Hun vil skilles. Det er lige efter nytår. Morten får ret hurtigt fat i en lejlighed og flytter. Ekskonen og deres to døtre på otte og ti år bliver boende i huset.

De to mulighederI mellemtiden er Morten kommet på sygedagpenge. Og han er blevet sendt videre til en speciallæge, som udskriver noget antidepressiv medicin. Morten synes dog ikke, det hjælper. Den eneste kur, han selv kan komme i tanke om, er at komme væk. Langt væk. Væk fra frustrationerne og minderne, væk fra forventninger fra familie og myndigheder.

“Jeg ser to muligheder, enten at tage mit eget liv eller finde kræfter og få ro i hovedet,” fortæller Morten, som i foråret 2010 sætter sig i et fly mod Thailand.

“Lige i det sekund, vi lander, begynder presset inden i mig at lette. I den smalle tunnel fra flyet til lufthavnen bliver presset i mit hoved mindre for hvert skridt, jeg tager. Det er, som hvis du har stået på hovedet og stiller dig op igen. Et fysisk pres, der bliver fjernet,” fortæller Morten og har selv en teori om hvorfor:

“Jeg tror, det skyldes, at jeg er så langt væk, at ingen kan nå mig. Det hele faldt til ro indeni, det var så befriende,” siger Morten, som er væk i halvanden måned.

“Jeg er helt tanketom i forhold til det derhjemme. Jeg tænker bare på, hvad jeg skal spise næste gang, og hvor jeg skal tage hen.”

Derhjemme ånder dog ikke samme fred og ro. Morten har løbende kontakt med børnene og sin ekskone. En dag ringer hun og fortæller, at deres ældste pige har det meget svært. Hun er frustreret, savner sin far og er utrøstelig. Morten bestiller en flybillet hjem med afgang fire-fem dage efter.

“Da jeg lander i Danmark, sker det præcist omvendte, end da jeg landede i Thailand. Så snart jeg går ud af flyet, begynder presset i hovedet at vende tilbage. Som hvis man fylder et glas op med vand. Da jeg nåede frem til bagagen, var jeg fuldstændig tilbage til før. Jeg havde kun lige kræfter til at holde selvmordstankerne tilbage.”

DiagnosenEn tid går, hvor Morten, i en boble af stress og psykisk dårligdom, forsøger at sælge huset, som hans ekskone og børn er flyttet fra. Det lykkes tre dage før, huset kommer på tvangsauktion. Derefter kaster han sig forgæves ud i et arbejde som lastbilchauffør i Flensborg. Han ender i stedet på tysk kontanthjælp og isolerer sig i en lejlighed.

“Jeg er totalt inaktiv. Når jeg går udenfor, er det bare ned på hjørnet for at købe smøger eller kebab.”

Morten flytter tilbage til Danmark, hvor han også kommer på kontanthjælp. Året er nu 2012 og da der ingen bedring er i Mortens psykiske tilstand, sender lægen ham til lokalpsykiatrisk afdeling i Svendborg. Det skal vise sig at være første skridt på vejen til en bedre tilværelse. Her skal Morten udfylde nogle spørgeskemaer og får diagnosen PTSD, posttraumatisk stresssyndrom. Tre år efter mavepinen fældede ham. Morten får også diagnosen ‘permanent personlighedsændring’.

“Jeg har ændret min personlighed til noget helt andet end før. Tidligere var jeg helt vildt social, kendte alle og talte med folk på gaden. Nu vil helst have hættetrøje på og gå langs muren. Jeg kommer kun ud, hvis det er nødvendigt,” siger Morten og fortæller, at han også er blevet meget mere følelsesladet end tidligere.

“Jeg kan få tårer i øjnene over en scene i en actionfilm. Sådan har jeg aldrig haft det før.”

Mortens reaktion på diagnoserne er blandet:  

“Det er svært at acceptere, at jeg er sådan én, der går rundt med en psykiatrisk diagnose. Men det er også en lettelse, for det er jo rigtigt - det er sådan, jeg har det.”

I lokalpsykiatrien får Morten tilkoblet en psykolog, som bliver en stor hjælp. Morten formår at åbne helt op for sit indre kaos, og med hjælp får han sat nogle ting på plads i sit indre. 

Tre råd fra Morten Larsen til andre PTSD-ramte

  • Sørg for at komme væk fra pres, dårlige minder og forventninger.

  • Bed om hjælp til det praktiske arbejde omkring økonomi og kontakt til myndigheder.

  • Find et nyt livsprojekt. Find noget, der tænder en gnist og gør dig godt.


En ny chance
I dag, otte år efter hændelsen på bostedet, har Morten gjort væsentlige fremskridt.

“Jeg har det meget bedre. Jeg har meget mere kontrol over PTSD’en. Jeg er blevet god til at sige fra, når jeg er presset og blevet bedre til at mærke, inden jeg bliver presset.”

Mortens to døtre, som i dag er 15 og 17 år, har siden PTSD’en begyndte haft svært ved at vide i hvilket lune, deres far var i. Når han blev presset, har han skældt dem ud, og de har ikke kunne forstå hvorfor.

Morten er klar over, at pigerne er blevet påvirket af hans situation.

“De har fået nogle ting at slås med omkring selvtillid og usikkerhed, som de nok skal have hjælp til.”

Til spørgsmålet om, hvordan Morten har det med det, bliver han stille. Det er svært.

“Det har jeg det da ad helvede til med. Jeg føler skyld, bliver frustreret og ked af det. Jeg er som person bundærlig, så jeg har nok været for ærlig over for dem, når jeg har haft det skidt. Der er jo ting, børn ikke skal vide,” siger Morten og uddyber, at han bl.a. har fortalt dem om sine selvmordstanker.

Men Morten har fået en ny chance som far. Han er nemlig blevet gift igen og har en lille dreng på tre år.

“Det betyder, at jeg ikke er alene, ikke er ensom. Jeg er enormt glad for min lille søn, han er virkelig et livsstykke. Det kan også være hårdt, men samtidig er han med til at fjerne fokus fra mig selv.”

Morten har stadig ondt i maven, men han er blevet god til at stoppe med at foretage sig det, som giver ham ondt i maven. Så går han væk. Det natlige tankemylder dukker også op, men i mindre grad. Derudover er han begyndt at kæmpe med nogle livsstilssygdomme, som ofte følger med længerevarende psykisk lidelse.

Manglende hjælpDer går altså tre år, før Morten får den rette diagnose og syv år før han får tilkendt førtidspension. Han mener ganske enkelt ikke, han har fået den hjælp, han har haft brug for.

“På ingen måde. Der er stort set ikke noget hjælp at hente. Min tilstand blev ikke undersøgt godt nok. Derfor fik den lov til at blive stationær. Hvis der var blevet handlet fra starten, kunne jeg være blevet helbredt”, siger Morten og deler sin undren over, at der stort set kun bliver iværksat tiltag for veteraner med PTSD.

“Der er rigtig mange derude, brandmænd, politifolk, socialpædagoger og voldtægtsofre, som har brug for samme hjælp.”

Det Morten ville have haft gavn af var, at nogen tog over for ham, bl.a. i forhold til økonomien, jobcenter, arbejdsskadeerstatning osv.

“Samtidig med at du har det rigtig skidt, skal du tage stilling til din dårlige økonomi og kæmpe med et jobcenter, som kører hetz på dig med arbejdsprøvninger osv. Ikke fordi de er onde, men fordi de har fået besked oppefra. Det er jo billigere at fastholde én på kontanthjælp end at tildele førtidspension. Derudover skal du forholde dig til børn, ægtefælle og muligvis skilsmisse. Der er så mange bjerge, der tynger ens skuldre, at det gør folk endnu mere syge.”

Det nye livsprojektMåske er det for sent for Morten nogensinde at blive hel igen. Men han har alligevel fundet en mission med livet.

“I tv ser jeg ‘Kurs mod fjerne kyster’, hvor Mikkel Beha er på jordomsejling med sin familie. Jeg bliver fanget rigtig meget af det og ligger og forestiller mig at være på havet, langt væk fra det hele,” fortæller Morten, som begynder at researche på sejladser og kigge på skibe.

“Jeg er ikke i tvivl om, at det er dét, jeg skal. Det vil give mig SÅ meget at komme væk fra konflikter og forventninger.”

Det er tre år siden, Morten begyndte at se programmerne, og han har siden taget duelighedsbevis og VHF-certifikat. Og så har ambitionen udvidet sig til ikke blot at gælde ham selv. Han vil nemlig hjælpe andre PTSD-ramte til at få bugt med lidelsen i tide. Han vil tage dem med ud at sejle i halvanden måned, langt væk fra deres situation.

“Den fred og ro, jeg oplevede, da jeg var i Thailand, dén kan man også få her. En pause, hvor man får energi ind i kroppen og begynder at tænke positivt,” fortæller Morten, der som led i projektet har oprettet foreningen Syg i Danmark.

Planen er, at der skal sættes ind på alle områder omkring den syge:

“Der skal være behandlere med ombord på skibet. Samtidig skal der være nogen, der tager sig af den syges økonomi og sagsforløb derhjemme. Og så skal der være hjælp og støtte til familien imens. Begge parter skal blive rustet til at kunne leve sammen på trods af lidelsen, fortæller Morten og påpeger, at rigtig mange PTSD-ramte bliver skilt, og at det ofte gør deres situation værre. 

Om Syg i Danmark

  • Foreningen har til formål at hjælpe mennesker med forskellige sygdomme, til en start fokuseres der på PTSD-ramte.

  • Med hjælpen bliver der spændt et sikkerhedsnet ud under hele familien. Der er både psykologisk bistand og hjælp til at håndtere økonomi og kontakt til myndigheder.

  • Et led i behandlingen består i at tage PTSD-ramte med på et skib i halvanden måned, hvor de ikke skal forholde sig til andet end sig selv. Det er behandlere ombord og sejladsen foregår i eksotiske terapeutiske omgivelser. Samtidig får familien hjælp derhjemme til at ruste sig til et liv med en PTSD-ramt.

  • Målet er at få flere ud på arbejdsmarkedet. Udover at hjælpe den enkelte, skal det vise myndigheder og politikere, at det kan være en økonomisk gevinst at sætte ind med den nødvendige hjælp fra start.

 Læs mere www.sygidk.dk

 


Den helbredende effekt
Forventningen er at kunne begynde transportsejlads i begyndelsen af næste år. Turene vil bl.a. gå til Caribien og muligvis Østen, hvor de PTSD-ramte bliver fløjet over for derefter at sejle rundt.

“Der skal være smukt og fred og ro. Og der skal være sol, varme og lys. Præcis den helbredende effekt, som Morten selv oplevede i Thailand.”

Planen er, at han selv langsomt kan trække sig ud af projektet og lade andre tage over. For selv om engagementet driver ham, så bliver han hurtigt træt, og han skal passe på ikke at blive for presset. Mortens mål er, at han skal være kaptajn på skibet. Men uanset hans egen rolle i det, er det et projekt, der har givet ham en livsmotivation tilbage. Da drømmen om at tage ud på de åbne oceaner, tegnede sig for ham, forsvandt selvmordstankerne.

“Alt var sort, så det skabte lys og glæde at kunne begynde at drømme lidt igen. At begynde at se de positive ting i livet.”

 

Mere om Morten Larsen

-43 år, førtidspensionist og bosat i Svendborg
-Gift og har en søn på tre år og to piger på 15 og 17 år fra et tidligere ægteskab.
-Tidligere beskæftiget som selvstændig med eget eventbureau. Derudover kontrollør og pædagogmedhjælper.
-Har stiftet foreningen Syg i Danmark, som skal hjælpe andre PTSD-ramte.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke