Sådan børster du bedst dine tænder

Det er vigtigt at opretholde en god mundhygiejne for at undgå sygdomme i tænderne og tandkød. Derfor skal du børste dine tænder 2 gange dagligt - vi viser dig hvordan

Sådan børster du bedst dine tænder

Sådan børster du bedst dine tænder

Husk at tænder og tandkød skal børstes og ikke skures. Bruger du en almindelig tandbørste, er gnubbemetoden effektiv:

  • Hold tandbørsten vandret med fibrene pegende vinkelret mod tændernes flader, eventuelt let skrånende mod tandkødsranden.
  • Pres børsten forsigtigt mod tænder og tandkød og lav små gnubbende/cirkulære bevægelser.
  • Det er vigtigt, at du børster stille og roligt, og at du går systematisk frem, så alle tænder børstes grundigt.
  • Børst også gerne tungen, hvor der kan sætte sig mange bakterier fast. Faktisk er bakterier på tungen ofte årsag til dårlig ånde.

Sådan børster du tænder med almindelig tandbørste

Sådan børster du tænder med el-tandbørste

Filmene er lavet af tandlæge Rune Skou fra Tandportalen.dk

Hvorfor er god mundhygiejne vigtig?

Det er vigtigt at opretholde en god mundhygiejne for at undgå sygdomme i tænderne og deres støttevæv. Bakteriebelægningerne (plak) på tænderne skal fjernes regelmæssigt, og du skal derfor børste dine tænder to gange dagligt i mindst to minutter hver gang.

Det er vigtigt, at alle tandflader rengøres, uden at du skader tænder og tandkød. Tandbørsten er det vigtigste hjælpemiddel, men den kan ikke nå alle flader på en tand. Brug derfor også andre hjælpemidler til at holde tænderne rene med, f.eks. tandtråd, interdentalbørster (også kaldet mellemrumsbørster) eller tandstikkere.

Tandsæt er forskellige, så spørg din tandlæge, hvordan du bedst får en god mundhygiejne.

 

Artiklen er lavet i samarbejde med Tandlægeforeningen. Læs mere på tandlægeforeningen.dk

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke