Sådan overlever maven julen

Der findes ingen smutveje til at undgå mavekneb efter julens traditionelle middage. Kun ved at sige nej til fed spise i store mængder, kommer man fit igennem julen

Sådan overlever maven julen

Flæskesteg, æbleflæsk, sylte og and. Julen er fyldt med gamle traditionelle, meget minderige retter, som vi stadig spiser og endda ser frem til, selv om en stigende del af danskerne er hoppet med på sundhedsbølgen, hvor vi både spiser groft og grønt og motionerer.

I juledagene glemmer vi imidlertid alt om seks om dagen og lange løbeture. Og det til trods for, at netop den slags kan reducere de smerter, som flere dages julemad kan afstedkomme.

Når vi spiser, hjælper enzymer i galden og bugspytkirtlen os med at nedbryde maden, så den bliver opløst og kommer hurtig og fordøjet gennem tarmsystemet. Jo federe maden er, jo mere kræver det at få fedtet opløst, og jo længere tid tager det for maden at komme gennem systemet.

Hvis man har spist for meget, oplever man typisk en trykkende fornemmelse, man føler sig oppustet og utilpas, og man kan få kvalme, fordi mavesækken er udspilet og tømmer sig langsomt, når maden er fed.

"Sidder man til en julefrokost og oplever ubehaget, er det meget almindeligt at kamuflere ubehaget med alkohol. For år tilbage var julefrokoster forbundet med rigelige mængder brændevin. Det ses stadigvæk i visse egne af landet, og når man drikker alkohol, dulmer man generne, så man kan spise endnu mere uden at mærke ubehaget i maven. Først når promillen er dampet af, mærker man mavesmerterne og tarmens besvær med at nedbryde den fedtholdige mad. Det er generelt ufarligt, men den fede mad kan være katalysator for andre sygdomme, man er disponeret for," forklarer overlæge, speciallæge og konsulent i mavetarmsygdomme Dennis Raahave.

Læs mere: Sådan forbrænder du julefrokosten

Fed julemad afslører andre sygdomme

Han peger på, at en skrøbelig galdeblære kan blive afsløret, når man spiser for fed mad.

"Fed mad vil medføre en sammentrækning af galdeblæren, og hvis man har sten i galdeblæren, vil de kunne komme i klemme i udførelsesgangen, og dermed kunne give et voldsomt anfald af smerter, der er lokaliseret under ribbensranden i mavens højre side. Indtaget af den fede julemad og de efterfølgende smerter vil dermed afsløre, at galdestenssygdommen bør opereres," siger Dennis Raahave.

Han nævner også åreforkalkning, som et resultat af for fede madvaner, men forkalkningen kommer næppe af julemaden alene.

"åreforkalkning er et resultat af dels en disponering og dels et længerevarende indtag af fed mad i kroppen, der typisk vil være ekstra udtalt omkring jul. Desuden kan en person med åreforkalkning være ekstra disponeret for blodprop ved indtag af fed julemad. En fedtholdig julemiddag kan nemlig resultere i små fedtperler i blodet, som ikke er hensigtsmæssig for folk med åreforkalkning," siger Dennis Raahave.

Han har ikke meget godt at sige om den fede spise med mindre, man lider af forstoppelse. Så kan sylte og æbleflæsk være udmærket som ren brandslukningsøvelse.

Læs mere: Jul i sundhedens og miljøets tegn

Flæsk fixer forstoppelse

"Hvis man lider af forstoppelse, og man undgår fiberholdig kost og grøntsager i det daglige, så kan et par juledage med rigtig fed mad betyde, at der midlertidig kommer hul igennem til tarmsystemet. Meget stort indtag af fed mad fungerer nemlig ligesom olie, paraffin eller afføringsmiddel, for bugspytkirtlen kan ikke nå at nedbryde alt fedtet. Desuden frigør tarmen nogle hormoner, der sætter afføringen i gang," forklarer Dennis Raahave.

Han vurderer, at de fleste reagerer på julemåltidet ved at få en tynd afføring, også fordi der samtidig er indtaget alkohol i form af øl eller vin.

"Folk, der normalt spiser sundt, har svært ved at fordøje den fede mad. Er fedtmængderne meget store, vil noget af det komme ufordøjet frem til tyktarmen, og her vil bakterier udvikle forskellige luftarter, og både afføringen og den øgede luft i tarmen bliver stærkt ildelugtende. Det er alt sammen et signal om, at fedtet ikke er blevet ordentligt fordøjet," siger Raahave.

Han har kun ét enkelt forslag til at komme gennem julemiddagen uden tarmproblemer.

"Kål er godt for afføringen. Det laver ikke de problemer i tarmene som den fede julemad forårsager. I gamle dage på landet lavede man såkaldte 'kålbomber' mod forstoppelse," fortæller Raahave.

Nutidens kålbomber ses i form af den nordjyske juleret grønlangkål og skinke. Her kan man godt tage to gange, uden at vægten går op, eller maven går i stykker. Til gengæld kan man godt regne med, at man slipper en vind. Men det er en anden sag.

Læs mere: De rigtige kulhydrater til et slankt liv

Tip til trætte tarme

Mens de fleste danskere holder fri i julen, er maven og tarmen på overarbejde for bedst muligt at nedbryde den fede mad i et acceptabelt tempo. Ubehag er uundgåeligt, men kan mindskes. Se her hvordan:

 

  • Hold hviledag - Præcis som cykelrytterne kan det være gavnligt med en hviledag mellem julefrokosterne, så maven får tid til at sunde sig og komme af med fedtet.
  • Løb en tur - Det mest effektive for at få gang i tarmsystemet er en løbetur. Her bliver hele tarmen rystet godt og grundigt, der kommer bump i hele kroppen, og derfor oplever mange med maveproblemer, at de må på toilettet, kort tid efter starten på en løbetur.
  • Drik vand - Jævnlige og moderate mængder vand kan øge hastigheden gennem tarmsystemet og være lindrende – og sparer samtidig på alkoholen.
  • Begræns alkoholmængderne - Store mængder øl giver dårlig – ofte løs – mave. Og store mængder alkohol betyder generelt, at man kommer til at spise mere end ellers.
  • Benyt syreneutraliserende væsker - Ubehaget ved den udspilede, sure mave kan hjælpes lidt på vej ved at tage syreneutraliserende medicin, som fås i håndkøb. Tidligere tog man typisk Samarin eller sodapastiller, som stadig også er en mulighed.
  • Udnyt julens sunde slik - Konfekt som nødder, rosiner, tranebær, dadler og figner er modsat den fede julemad ikke fyldt med mættet fedt. Det er derimod godt mod træg mave og kan derfor blive ens redning.

Kilde: Dennis Raahave, overlæge dr. med.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke