Sæson for hyldeblomstsaft

Det er nu, man skal holde øje med hyldeblomsterne, hvis man kan lide hyldeblomstsaft. Det er nemt, og det er næsten gratis

Sæson for hyldeblomstsaft

Hyldeblomstsaft smager ikke kun godt, det er også indbegrebet af den danske forsommer. Hyldeblomsten blomstrer nemlig omkring Sankt Hans, og i saften kan man næsten indfange smagen af forsommeren. Så hvis man er vild med saften, er det når hyldeblomsten blomstrer, man skal slå til. For der ingen grund til at købe den, det er meget nemt at lave sin egen. Og så er det endda billigt.

Hyldeblomsten vokser vildt i skoven og i hegn, og de skyder op som ukrudt. Man behøver på ingen måde at elske dem frem. Har man en i sin have, har man ti næste år. Men man skal holde øje, når de blomstrer, for så skal man handle hurtigt, fortæller Anne-Lise Strøjer, der er cand.pæd. i ernæring og hjemkundskab og lektor på Suhrs.

"Er der først visne blomster, er det for sent," forklarer Anne-Lise Strøjer.

Det er også bedst at plukke tidlig på dagen, mens de stadig er spændte og saftige. Men undgå blomster tæt op af befærdede veje, da de kan være forurenede.

Sådan laver du hyldeblomstsaft

  • Pluk tyve klaser og læg dem i en stor gryde
  • Tilsæt skiver fra en økologisk citron
  • Fyld ét kilo sukker i, rørsukker giver mere smag
  • 20 gram citronsyre
  • Kog en liter vand og hæld den over
  • Rør rundt, og lad det stå i fire dage og trække
  • For at undgå at skulle bruge konserveringsmiddel, skal det stå koldt. Ellers skal der én tsk. Atamon i. Når det har trukket, skal det sies gennem et stykke klæde, og så er saften klar.
  • Drikkes den i løbet af en uge, skal den bare hældes på en afkogt flaske eller fryses. Men skal den gemmes, så skyl flaskerne i Atamon.
  • Når den skal drikkes, skal den fortyndes i forholdet én til fire.

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke