Sammenhæng mellem tandsundhed og fedme

Sammenhæng mellem tandsundhed og fedme

Svært overvægtige mennesker har oftere paradentose end normalvægtige – og i sværere grad. Om det er fedmen, der fremprovokerer eller forværrer paradentosen, eller om det er paradentosen, der medfører overvægt, er uvist. Men at der er en sammenhæng mellem fedme og paradentose, er der ingen tvivl om, fastslår cand.med. Julie Volk fra Københavns Universitet i sit kandidatspeciale omtalt i Tandlægebladet.

I Danmark i dag er 47 procent af befolkningen overvægtige, hvoraf 13 procent er svært overvægtige. De svært overvægtige i dag tæller dobbelt så mange mænd og fire gange så mange kvinder som for bare to årtier siden i 1987.

Læs mere: Energidrikke skader tænderne

Tandlæger skal blande sig

Den stigende overvægt blandt danskerne betyder blandt andet, at flere og flere tandlæger efterspørger tandlægestole med øget bæreevne. Men én ting er selve tandbehandlingen af patienterne. Noget andet er, om tandlægerne overhovedet skal blande sig i en patients vægt. For Tandlægeforeningens formand er svaret enkelt:

"Selvfølgelig skal vi det. I tandplejen tager vi selvfølgelig afsæt i patientens tandsundhed, men vi interesserer os også for mennesket bag – og derfor engagerer vi os også i den generelle sundhed. Jeg ser ikke en fremtid, hvor det er os, der lægger kost- og motionsplaner for patienterne. Men det er naturligt, at vi er en del af en tværfaglig indsats for at afhjælpe og forebygge overvægt. Det skal være en tværfaglig indsats, for opgaven er så stor, at ingen faggruppe inden for sundhedsvæsenet kan løse den alene. Men hvis vi løfter i flok, er jeg sikker på, at vi kan nå meget langt," siger Freddie Sloth-Lisbjerg.

Læs mere: Store sodavandsflasker ødelægger vores tænder

Tandlæger ser overvægtige regelmæssigt

Han fremhæver to store fordele ved, at tandlægerne bliver taget med på råd, når det gælder fedmeforebyggelse og vægtrådgivning:

  • At tandlægerne ser patienterne regelmæssigt og derfor ofte vil være blandt de første til at opdage, at en patients forbrug af slik, kager, læskedrikke og hvidt brød har grebet om sig
  • At sukker ikke kun er en risikofaktor i forhold til overvægt, men også til huller i tænderne.

Ifølge Adipositasforeningen er mange svært overvægtige desuden afhængige af læskedrikke, der indeholder syre og dermed kan give emaljeskader (også kaldet syreskader).

Tandlægeforeningens formand mener derfor, at tandlægerne sagtens kan opfordre til at skære ned på sukkeret og rådgive en patient til at søge hjælp til at komme af med overflødige kilo. Og det skal naturligvis ske på en respektfuld måde, hvor tandlægen hverken fornærmer patienten eller virker fordømmende, understreger Freddie Sloth-Lisbjerg.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke