Seks myter om ’gør-det-selv-fodpleje’

Myter og fødder går hånd i hånd, og nye påfund dukker jævnligt op. Men der findes også de mere vedholdende af slagsen, som måske aldrig forsvinder, selv om de er uhensigtsmæssige for dine fødder. Endelig findes der myter eller påfund, der er direkte skadelige, og som sjældent ser dagens lys, fordi de forbliver en hemmelighed mellem fodterapeuten og personen, der ’gør-det-værre-selv’

Seks myter om gør-det-selv-fodpleje

Vi har samlet et overblik over de sjoveste, finurligste og mest skræmmende gør-det-selv-scenarier.

Myte 1: Kemien klarer det

Klorin, saltsyre, Rodalon, tandpasta, salmiakspiritus og fodmasker i engangsstrømper egner sig ikke til at fjerne fodsvamp, sure tæer, beskidte eller fugtige fødder, eller misfarvede negle. Det siger sig selv, at disse midler ikke er beregnede til hud og negle. Heller ikke på fødderne. I værste fald kan du ødelægge huden og neglene med disse kradse midler.

Læs også: Tag hånd om den hårde hud

Myte 2: Held med hurtige håndkøb

Neglefile, ligtorneplastre, hælsporekiler eller trusseindlæg mod smerter er enten virkningsløse eller direkte skadelige for dine fødder. Neglefile skaber friktion, så fødderne danner mere hård hud. Ligtorneplastre kan ætse huden og fjerner ikke årsagen, ligesom hælsporekiler heller ikke gør det. Trusseindlæg siger sig selv.

Myte 3: Fodbad giver fløjlsbløde fødder

Fodbade giver ikke huden fugt og er heller ikke effektive til at fjerne hård hud alene. Et fodbad kan være afslappende og velegnet til at vaske fødder, men det gør ikke noget særligt godt for dine fødder. Tværtimod kan du gøre problemerne større ved at tage for lange eller for varme fodbad. Brug aldrig stærke sæbeblandinger, brun sæbe eller sæbespåner. Brug salt, olie eller ph-venlig sæbe.

Myte 4: Modernatur må vide bedst

Havregrød, hvidløg, rå flæsk, kridt, banan, stærk sennep og morgenurin virker altså formentlig ikke mod tørre, revnede hæle, ligtorne, neglesvamp, fodvorter og hård hud. Den største risiko her begrænser sig dog til lugt og klamme fødder.

Læs også: Sådan får du sunde fødder

Myte 5: Fødevareingredienser forfiner fødder

Bagepulver, atamon og sennep hører hjemme i kager, marmelader og dressinger. Men duer ikke som et våben mod fodsvamp, hård hud og neglesvamp. Det er formentlig ikke skadeligt, men forvent ikke en positiv effekt.

Myte 6: Værktøj virker vel til fødderne

Rystepudser, vinkelsliber, knibtang, skævbider og hobbykniv er ikke redskaber, der er beregnet til fødderne. Alligevel bliver de rask væk taget i brug, når den hårde hud, ligtornen eller de tykke negle bliver for meget. I værste fald gør du slemt værre.

Behøver vi at sige: ’Lad vær´ med at prøve dette derhjemme’. Spørg hellere en statsautoriseret fodterapeut en gang for meget end en gang for lidt.

Læs også: Er du klar til sandaler?

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke