SLANKEMYTER FÅR KNIVEN

Du taber dig ikke af at svede, og det hjælper ikke at strække ud efter træning. Mange myter har sneget sig ind i vores slanke- og sundhedsunivers. Dem gør forfatterne til en mytedræbende bog op med.

SLANKEMYTER FÅR KNIVEN

Tre store måltider feder ikke mere end seks små, og du bliver hverken sundere eller slankere af at have det alt for varmt og tapsvede.

 

Overlæge, professor og fast klummeskriver i Politiken, Bente Klarlund Pedersen, går sammen med idrætsfysiolog og projektleder på Center for Aktiv Sundhed, Morten Zacho, i clinch med en række af de bedst kendte tommelfingerregler om motion og vægttab. Og de finder masser af myter, halve sandheder og decideret sludder og vrøvl på deres jagt.

 

Fire smagprøver på myterne:

1. Du kan tabe dig mere ved at svede meget.
Det er virkelig en sejlivet myte, hvor man også ser sportsfolk tage en masse tøj på og træne, for at komme ned på den vægt, de skal, siger Bente Klarlund.

 

- Sandheden er, at det, man taber, er væske, og så snart man drikker det igen, tager man på. Der skal muskelarbejde til for at fedtforbrænde, siger Bente Klarlund og afliver myten.

 

2. Du skal spise kulhydrater før din løbetræning.

Den kulhydrat, man bruger, når man træner, sidder i musklerne. Og det tager 10-15 timer at få det kulhydrat, man indtager, til at lagre sig i musklerne.

 

- Så det er rigtigt, at man har behov for at få opbygget sit muskelglukogen for at kunne træne i lang tid, men det er noget pjat, at det er lige, i timerne før man træner, siger Bente Klarlund.

 

3. Fede mennesker har et lavt stofskifte.

Nogen siger, at de ikke kan tabe sig, fordi de har en dårlig forbrænding. Sandheden er, at vi alle har forskellig forbrænding, for vi har forskellig højde og drøjde og kropssammensætning, siger Thomas Meinert Larsen, lektor i fedmeforskning ved Københavns Universitet: 

 

- Men når man tager højde for det - og køn og alder - er der ikke dokumentation for, at der er nogen, der har en særligt lav forbrænding, siger Thomas Meinert Larsen.

 

4. Hvis du går 10.000 skridt om dagen, behøver du ikke at træne.

Det er selvfølgelig meget bedre at gå 10.000 skridt end slet ingenting, men man vil få betydeligt større sundhedseffekt ved at træne ud over de 10.000 skridt.

- Man får helt klart noget ekstra ud af at få pulsen banket højt op og at dyrke noget træning, der styrker muskler og balance, fortæller Bente Klarlund.

 

Kilde: jp.dk

 

 

“100 myter om motion og vægttab” af Bente Klarlund Pedersen og Morten Zacho, udkommet på FADL’s Forlag, 210 sider, vejledende pris kr. 229.95,-

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke