Slip af med sorte rande under øjnene

Mange døjer med mørke rande under øjnene. Især i vinterhalvåret, hvor huden mangler sin sommerlige glød. Men i langt de fleste tilfælde kan du selv justere den ubalance, som forårsager problemet.

Slip af med sorte rande under øjnene

Overalt i og under vores hud er der en masse små blodkar, som forsyner cellerne med ilt. Blodkarrene i ansigtet transporterer også livsvigtig ilt til og fra hjernen, og fordi huden under øjnene er tyndere, end på resten af kroppen, viser disse blodkar sig ofte som mørke rande. Jo tyndere og ældre huden er, jo tydeligere bliver disse områder, men din levevis har også stor indvirkning på, hvor mørk du ser ud under øjnene.

Lad os lige slå fast, at sorte rande under øjnene kan være arveligt betinget. Hvis du har haft mørke skygger i øjenregionen siden barnsben, og dine forældre eller søskende ser ud nogenlunde ligesådan, så er det nok en god concealer, du får mest gavn af. Men hvis du med årene er blevet mere mørk og tung at se på under øjnene, så er der helt sikkert hjælp at hente.

De mørke rande har desværre en masse samarbejdspartnere, som får dem til at fremstå endnu tydeligere. Stress, allergi, mangel på søvn og vitaminer, dårlig fordøjelse, væskemangel, usund livsstil med alkohol, rygning, for meget salt og for lidt motion er nogle af de mest markante syndere. Sågar kan din sovestilling have indflydelse på dit udseende.

Der er med andre ord mange parametre at sætte ind på, hvis du vil de mørke rande til livs. I sjældne tilfælde er de mørke rande dog tegn på, at der er noget mere alvorligt galt med dine nyrer eller dit stofskifte, så tal med din læge, hvis du har mistanke om dette.

 
De mest berygtede syndere

Stress

Vi ved efterhånden, at stress ikke er godt for noget. Heller ikke din hud. Når du er udsat for stress, forlader blodmængden hudens overflade for i stedet at koncentrere sig om de indre organer. Derfor fremstår huden mere bleg og gennemsigtig, og det jernholdige blodpigment ’hemosedrin’ ses tydeligere. Den vigtigste kur mod stress er at mindske de parametre, som forårsager din stress. Tag dig tid til at holde pauser i løbet af dagen og brug nogle minutter på bevidst at trække vejret helt ned i maven, så du får pulsen ned og iltet kroppen godt igennem.

 

Allergi

Måske er der ikke umiddelbart noget, du ikke kan tåle, men en ukendt fødevareallergi kan frigive histaminer, som får blodkarrene omkring øjnene til at blusse op. Hos din hudlæge kan du få foretaget en allergitest for at se, om der er én eller flere fødevarer i din daglige kost, som er årsag til dit trætte udseende.

 

Sovestilling

Med alderen har din sovestilling større betydning for dit udseende. Blodcirkulationen skal helst være så optimal som mulig, og dit ansigt skal gerne vende opad, for at minimere hævelser, væskeophobning og mørke rande. Lig så vidt muligt på ryggen med en god og stabil pude under hovedet, så du har ansigtet en smule højere end hjertet.

 

Pigmenter

Den tynde hud omkring øjnene går let i forsvarsposition og hyperpigmenterer, hvis den udsættes for solens stråler. Derfor bør du beskytte huden med solfaktor 30 eller højere hver dag året rundt. Gå også med solhat og solbriller så vidt det er muligt, og ophold dig i skyggen mellem klokken 12 og 15. Husk også at solens skadelige stråler kan sætte sine spor gennem ruderne, f.eks. når du kører bil.

 

Koffein og kollagen

Bruger du en øjencreme, så tjek om den indeholder koffein. Det skal den helst, idet koffeinen fremmer kollagen-produktionen. Indeholder øjencremen samtidig C-vitamin (ascorbinsyre) og K-vitamin, så har du en rigtig god kombination, som tilsammen reducerer tydeligheden af de mørke rande og fremmer hudforyngelsen. Spørg på apoteket, hvis du er i tvivl om hvilken øjencreme, du har brug for.

Søvn

Det er ofte lettere sagt, end gjort. Søvn kan påvirkes af mange ting – urolige børn, en snorkende partner, stress på jobbet, bekymringer, smerter og uforklarlig søvnløshed. Prøv dog så vidt muligt at prioriter din søvn, så kroppen og dermed også huden får mulighed for at regenerere og restituere. Gå i seng nogenlunde samme tid hver aften, sluk alle skærme minimum en time før sengetid, og gør noget rart for dig selv, før du lægger dig til at sove. Et varmt bad, en god bog eller lidt kvalitetstid med din partner inden sengetid kan give bedre søvn. Drik også gerne varm mælk eller en koffeinfri urtete om aftenen, men sørg for at have tisset godt af, inden du smutter under dynen.

 

Fordøjelsen

Det kan hurtigt ses på huden, hvis du har en dårlig fordøjelse. Urenheder, mathed og bleghed er tegn på, at maven ikke arbejder, som den skal. Indtag masser af fiberrige grøntsager og fuldkorn og drik en masse vand. Minimum 30 minutters motion om dagen får også maven i gang igen.

 

Tobak og alkohol

Det siger næsten sig selv. Det er ikke godt for huden at indtage røg og ethanol. Huden gengælder din ugerning ved at se mat og glansløs ud. Det samme gør din krop indeni. Det ses bare ikke så tydeligt. Ofte kendetegner for meget røg og alkohol en generel usund livsstil med afbrudt søvn og for lidt motion. Kan du ikke slippe de to ting helt, så overvej at gøre dem til lejlighedsvise syndere på lige fod med for meget sukker.

 

Væske og saltbalance

Kroppen skal have tilført væske hver dag, svarende til ca. 3 liter for mænd og 2,2 liter for kvinder. Dagligt indtager vi ca. 1 liter væske gennem føden, og den indgår i beregningen af den anbefalede mængde. Hvis du indtager for saltholdig mad, bindes der overflødig væske i kroppen. Væsken sætter sig mange uhensigtsmæssige steder, også under øjnene. Samtidig har saltet en dårlig indvirkning på blodgennemstrømningen, hvilket kan få karrene under øjnene til at syne tydeligere.

 

Kulde

Det kan være en god idé at køle øjenregionen ned for at stramme blodkarrene op og få gang i blodgennemstrømningen. Især om morgenen, hvor ophobningen af væske er størst. Brug enten et par skiver kold agurk, kolde brugte kamilleteposer eller sågar revet rå kartoffel som øjenmaske. Lad øjnene køle i 10-20 minutter.

 

 


Gavnlige vitaminer:

Jern

Du har brug for jern i kosten, for at kunne fremstille den hæmoglobin, som skal transportere ilten rundt i blodbanerne. For lidt jern i kroppen kan medføre en række symptomer, bl.a. de mørke rande. Jernmangel kan også vise sig ved øget træthed, svimmelhed og hyppige forkølelser. Af gode jern-kilder kan nævnes magert rødt kød, æg, bælgfrugter og grønne grøntsager. En god idé er at supplere med C-vitamin for at øge optaget af især den vegetariske jern.


C-vitamin

C-vitamin eller ascorbinsyre er et vandopløseligt vitamin og en potent antioxidant, der hjælper med at reparere vævet og fremstille foryngende kollagen. Af fødevarer rige på C-vitamin kan nævnes alle kåltyper, spinat, limefrugter, citroner og guavabær.

 

K-vitamin

Dette fedtopløselige vitamin har stor indflydelse på dit blods evne til at størkne, og det forebygger derved udsivning af blod til den tynde hud under øjnene, som ellers får området til at virke mørkere. Vitaminet findes i nogle receptpligtige øjencremer, ofte kombineret med C-vitamin, og i sin naturlige form i disse fødevarer: persille, purløg, spinat, kikærter, broccoli, alle kåltyper, bønner, okselever, hvedeklid og æg.

 

E-vitamin

Dette fedtopløseligt vitamin er en kraftig antioxidant, som beskytter cellevævet fra frie radikaler, forurening og solens skadelige UV-stråler. E-vitamin kan fås i kapsler, som påføres huden direkte, men du kan også få det gavnlige vitamin gennem kosten i bl.a. fisk, æg, mælk, nødder og vegetabilske olier.

 

 

OM EKSPERTEN

Christina Bjørn er uddannet kostvejleder fra Suhrs Seminarium og har specielt fokus på den humane ernæring og dens påvirkning af krop og sind. Samtidig er hun certificeret personlig træner hos FISAF International. Læs mere om hende på www.christinabjorn.dk.

 

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke